Satan ønsker at afklæde os,
Har lovkravet fået lov til at bringe dig ud på fortvivlelsen grund? Bringe dig dertil hvor du intet håb længere har til dig selv, hvor du ikke længere kan øse af dine egne kilder, hvor den eneste frelsesmulighed du har – er i Jesus Kristus.
Hvis du stadig forsøger at opstille din egen retfærdighed er det fordi du endnu ikke har forstået/erkendt og bøjet dig for hans retfærdighed.
Hvad vil det sige at Kristus er lovens ophør…
At du er tilregnet retfærdighed på grund af blodet – iklædt Jesu Kristi retfærdighed…
Af Anette Hansen
Jeg vil fortælle, hvordan jeg har oplevet at komme fra en helt almindelig frikirke til en enkel og helt speciel , unik og anderledes menighed. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om at her var en menighed, som elskede Jesus og hans ord. Det kunne jeg slet ikke stå for, så nu vil jeg fortælle lidt om den.
Det helt centrale i gudstjenesten er, at vi lytter til Guds ord, og så er menigheden aktiv i bøn før og efter en prædiken. Her bliver der talt til ens hjerte, og Helligånden begynder lige så stille at forandre en indefra, du kan ikke være tilskuer her, vi er her for sammen at tjene Gud. Johs.4:23.
Jeg oplever menigheden som en Jesus elskende menighed. Jesus er menighedens eneste aktiv, og forkynderne oplever jeg som ydmyge tjenere, der gør sig til e’t med menigheden.
Vi tænker måske oftest på Helligånden som Guds kraft, og som en hjælper, hvilket Han også er, men i virkeligheden er Han et himmelsk liv, Han er selve Kristuslivet i os.
Jesus siger at vi skal løfte vores hoveder. Vi skal ikke gå med sænket blik, i bekymring og ængstelse. Men bibelen taler om at have blikket rettet på Jesus og om at have et levende håb i vores hjerter.
Vi skal ikke lade os skræmme af de skiftende tider vi lever i, men i stedet vandre som fremmede og udlændinge i denne verden.
Lydige mod “det himmelske syn” i tillid og på ham som døde og opstod for os.
Skrevet af Simon Griis
Bibelen taler om en vækst i den troendes liv, en nødvendig proces, en opbyggelse i et indre liv og i et fællesskab med troende søstre og brødre. Ikke alene troslivet og menigheden, men hele skaberværket vidner om, at liv er vækst. Intet kan holde sig i live, om det ikke vokser. Stilstand er død og intethed. Liv og fuldkommengørelse er udadstræbende og opadstræbende. Som blomster strækker sig mod lyset og dyreungen vokser, således er selve livet en strækken sig efter et mål, efter en mening, ja selve meningEN med tilværelsen.
Paulus levede ikke i stilstand, men glemmende det, der lå bagved, rakte han konstant efter det, der lå foran ham, det kald og den sejrspris, som Gud i sin alvidenhed havde lagt til rette for Paulus (Fil.3.13). Hos Paulus er der ingen apati, men snarere en vedvarende iver efter at nå ny erkendelse i Kristuslivet, ny åbenbaring i Skrifterne, nye dybder i Gudssamfundet, og en til stadighed større vækst i kærlighedslivet, først til Gud og hans Ord, og dernæst til Guds tjenere, og menighedens brødre og søstre.
Skrevet af Morten Kilsholm
”Thi Menneskesønnen er kommen for at opsøge og frelse det fortabte.” Luk. 19,10
Jesu sindelag er meget forskelligt fra det religiøse sindelag. Det ovennævnte skriftsted er taget fra beretningen om overtolderen Zakæus fra Jeriko – manden der kravlede op i et morbærfigentræ for at se Jesus.
Jesus bragte forstyrrelse ind i den religiøse folkemængde der stod og så på, ved at invitere sig selv ind til tolderen Zakæus. En mand som med hele sit liv viste at han var ligeglad med Israel og at det eneste der betød noget var – penge. Han havde forrådt sit eget folk og tjente nu romerne og det oven i købet så flittigt at han var blevet overtolder.
Men der var noget i hans hjerte som skabte en længsel efter at møde denne Jesus, måske fordi han at havde hørt om hvordan denne Jesus havde taget sig af en anden udstødt på vejen ind til Jeriko nemlig, Bartimæus (Luk. 18,35-43) den blinde tigger som råbte på Jesus. Denne Jesus som helbredte enhver som kom til ham og viste omsorg uden hensyn til alle de religiøses fordomme (Se evt. Luk. 19,7).
– og karismatiske forkynderes fald
(Skrevet af Simon Griis)
Hver gang en fremtrædende karismatisk forkynder falder i synd – det være sig herhjemme eller i det store udland – er der altid tilhængere, fans, og følgere, som præsenterer eksempler fra Bibelen som understøttelse af deres krav til den brede kristenhed om at anerkende, at den faldne tjener genrejses og genindsættes med fuld autoritet i sit tidligere hverv. Det skete med Todd Bentley, det sker mange gange, og det sker også i Danmark.
Det er klart, at tilgivelse og kærlighed er fundamentet for al tjeneste. Det er også klart, at accept og genindsættelse kan ske. Men det er en fejl at tro, at den slags mekanismer kan ske pr. automatik, bare fordi man kan citere et skriftsted. Der er omstændigheder og betingelser, som må være til stede for genrejsning og genindsættelse.
Én ting er at tale om tilgivelse, men de kræver betingelsesløs anerkendelse og accept af en fuldstændig genindsættelse i forkynderembedet. De kræver tillid, og de gør det med Bibelen i hånden.
Hellighed er et tema der går igennem hele bibelen. Det er noget der er med til at beskrive Gud, hans natur og sindelag.
Hellighed bliver også tilskrevet Guds folk som et gennemgribende karaktértræk. Hvilket bl.a. kan ses i 1 Peters brev
“..men ligesom han, der har kaldet jer, er hellig, skal også I være hellige i hele jeres livsførelse for der står skrevet: »I skal være hellige, for jeg er hellig.«
Det er et begreb der fylder meget i biblen men ofte giver mange problemer og misforståelser.
Men hvad er hellighed? Hvad er grundlaget for hellighed? Hvad kommer det af? Og ikke mindst hvordan ser det ud?
Filip Ipsen fortæller om forskellige betragtninger omkring “den barmhjertige samaritaner” og hvad denne beretning kan fortælle os i dag.
Skrevet af Simon Griis
Jeg tænker ind imellem på, hvor meget vi går glip af, hvor ofte vi misforstår, og hvor tit vi ikke når Guds fulde vilje med vore liv, fordi vi ikke spørger, når vi læser Bibelen.
Vi kommer til at lægge vægt på de forkerte ting, vi forstår ikke den virkelige mening, vi når ikke til erkendelse af det egentlige, det væsentlige, fordi vi kun når halvt hen i teksten, når vi læser Bibelen, uden at se, hvad det egentlig er, Gud vil. I værste tilfælde spilder vi hele vort liv på de forkerte mål. Og hvem ønsker at spilde sit liv?
… alt dette kun fordi vi aldrig spørger, når vi læser.
Måske forstår du ikke lige, hvad jeg taler om, men jeg kan give et par eksempler. Vi kan tage brevet til Kolossenserne 1 og brevet til Efeserne 4.
I Kolossenserne 1.9 står der:
”Derfor har vi heller ikke, siden den dag vi hørte om det, holdt op med at bede for jer. Vi beder om, at I med al visdom og åndelig indsigt må få fuld kundskab om Guds vilje”
…om tro og troskriser.
Habakkuk undrer sig over hvorfor det går så godt for den uretfærdige. Hvorfor ser det ud som om voldsmanden har frit råderum og den retfærdiges ret trædes under fode?
Der er nu ingen fordømmelse – for den som er i Kristus – dette er Guds værk i Kristus – du er sat fri fra Lovkravet som før bandt dig. Du har nu I KRISTUS fået del i et helt andet liv som fungerer på helt andre principper – her gælder LIVETS ÅND LOV.
Det er Åndens Liv der må regerer i vort sind – Hans længsel, Hans sind, osv. Det er dette liv som er den grundlæggende drivkraft i enhver som er født på ny – de er HIGENDE!!! Efter det åndelige.
IKKE FORDI DE SKAL, men fordi det er blevet deres natur – de retter sig som blomstens krone efter solens stråler og deres ydre bærer derfor ”naturligt” præg af denne higen.
En gives der tro ved den samme Ånd
Troens nådegave er Guds tro givet os ved Helligånden, der hvor vor egen tro ikke kan række længere.
Her kommer Guds tro til os med en overbevisning, så stærk at man ved man har fået det, før man modtager det!
Nådegaver til at helbrede
Virker der hvor troen bliver forkyndt, Gud har gjort sig afhængig af din og min tro, og ved at lytte til Hans ord, ved at have fællesskab med Herren, vokser troen i hjertet.
Da kan Gud begynde sin helbredelse, gennem nådegaver til at helbrede
Moderne kristne prøver ihærdigt, at gøre Paulus til en tør teolog.
En gives der nemlig ved Ånden at tale med visdom.
derfor da Jesus var I ørkenen og blev fristet af djævelen kom visdoms ord til Ham, så han kunne svare igen på den rette måde: der står atter skrevet
En anden at tale med kundskab.
Kundskabens gave giver indsigt I ting, vi ikke har nogen chance for at vide på forhånd, den åbenbarer Guds alvidenhed I givne situationer
Det er en stærk gave, der kræver visdom at håndtere
Gaven kan være så stærk at man kender hver en detalje
Hvad er det der gør Kristi evangelium så markant anderledes end de andre religioners budskab, det er jo som om Gud har givet et umuligt budskab at sælge til denne verden.
Han har givet os at gå med et budskab som kun Helligånden kan overbevise hjerterne om!
Her er tale om at have en personlig tro (på Jesus – ikke en læresætning) på en personlig Frelser som gav sit liv for dig og mig. Her er ikke tale om en frelses-automat hvor vi trækker en billet til himlen – hvis vi trykker de “rigtige” skriftsteder ind!!
Er der nogen, der kan føle med et menneske og tage del i hans sorg, da er det virkelig Jesus!
I det hebræiske sprog finder vi 7 ord der er synonym med ordet tilbedelse og lovprisning.
7 ord der er forskellige i deres karakter og natur. Vi finder de ord igen og igen i både salmerne, hos profeterne og i mosebøgerne.
Det kræver højhellig tro, ikke længere at ville gøre noget for Jesus, ikke længere “prøve” at være en god kristen.
Du kender måske historien om Daniel’s venner i ildovnen, de kunne have valgt at knæle for kong Nebukadnezar, men de var villige til at dø, for deres Gud.
De havde højhellig tro
Skrevet af Jette Schiønning
Det er ofte der bliver talt og skrevet om meditation, yoga, buddisme, yin og yan, clairvoyance og alle mulige former for alternative helbredelser og trosretninger – alt muligt. Det er helt i orden, det er spændende, vi bliver nysgerrige. Når talen falder på Jesus er det min opfattelse at der bliver slået om i bakgear. Det er da bare for meget, blikket flakker, det taler vi ikke om, det er en privatsag, hun er da ikke rigtig klog osv osv. Det er egentlig lidt mærkeligt.
Jeg vil gerne fortælle jer om en oplevelse jeg har haft.
Menigheden i Korinth havde en speciel plads Pauluses hjerte.
En ung menighed i en pulserende, succesfuld og selviscenesættende metropol. En menighed med kraftige åndsmanifæstationer i blandt dem. Men samtidig også en menighed præget af arrogance, selvbedrag, splittelser, partisind, umoral og personanseelse.
Pauluses brev til korintherne giver et indblik i Guds store hjerte for sin menighed og ikke mindst hans trofaste kærlighed.
” Vogt jer for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men i deres indre er glubske ulve. Af deres frugter skal i kende dem. Kan man plukke druer af tjørn eller figner af tidsler?… …Ikke enhver, der siger til mig: ‘Herre, Herre!’ skal komme ind i himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje. Mange skal sige til mig på hin dag: ‘Herre, Herre! Har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?’ Og da vil jeg sige dem rent ud: ‘Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I som øver uret.’” Matt. 7,15-16+21-2
Herren har her et alvorligt budskab til os som vi bør tage os til hjerte og ikke bare lade gå hen over hovedet på os fordi det ikke kildre vores øre eller smager en anelse bittert.
Der kunne tages fat i mange ting i denne tekst, men der er noget her som har ligget mig meget på hjertet i den sidste tid. Det er min oplevelse at der ofte er stor forvirring omkring hvordan vi skal forholde os til Åndsmanifestationer.
Nogle tager disse manifestationer som Herrens bekræftelse af deres tjeneste og at Herren er med dem, andre igen mener at det er det rene sværmeri – og atter igen, andre ser det som Herrens suveræne virke i menigheden igennem ufuldkomne mennesker.
Skrevet af Annette Hansen
Salme 139:14-16 “Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine gerninger, det kender min sjæl til fulde. Mine ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i løndom, virket i jordens dyb; som foster så dine øjne mig, i din bog var de alle skrevet, dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.”
Jeg var ikke mere end ca.5år, da Gud eksisterede i mine tanker. Da jeg kom i skole blev han endnu mere virkelig, den gang blev vi undervist i de gl. test. historier, og det fik min store interesse. Da jeg skulle konfirmeres og gik til præst blev det helt klart for mig, at der fandtes et helvede og en himmel, og det store spørgsmål om, hvor jeg skulle være, når livet her sluttede begyndte jeg at søge et svar på. En skolekammerat tumlede med det samme spørgsmål. Vores religionslærer var en levende kristen og hun svarede os på disse vigtige spørgsmål! Det vi havde brug for, var vished om at vi var på vej til himlen.
Guds eget ord giver os vished! Hør her: Johs. første brev kap.5:12-13 “den, som har sønnen, har livet; den, som ikke har Guds søn, har ikke livet. Dette har jeg skrevet til jer, for at I skal VIDE, at I har evigt liv, I som tror på Guds søns navn.”
En af de “attraktive” egenskaber ved en Facebook-agtig kommunikation er at den kræver meget lidt af en enkelte. Det er en ingen-forpligtelses og ingen-ansvars form for relation. Vi bestemmer (kontrollerer helt) længden, intensiteten og hvilken grad af kontakt vi har. Vi kan til en hver tid bare stoppe.
Men Kristuslivet handler virkelige og reelle relationer. Det bibelske Broder og søsterfællesskab fungerer ikke på denne måde. Vi har en forpligtelse overfor hinanden – sagt på en anden måde – vi er sat sammen som lemmer på samme legeme!
HAN ER OPSTANDEN!!
Er der grund til at tro på det nye testamentes påstand om at Jesus opstod fra de døde? Hvor pålidelige er det nye testamentes skrifter? Kan det nye testamentes budskab stå på mål overfor historievidenskabelige metoder? Til alle tre spørgsmål er svaret et stort JA!
