Det tror vi

Frelse: Vi tror, at den eneste vej til Faderen i himlen, går gennem hans Søn, Jesus Kristus. Ingen kan opnå forbindelse med Gud uden ved Kristus at være blevet født påny. Derfor må Evangeliet lyde klart til denne verdens mennesker. Det drejer sig ikke om at få lokket “bænkefyld” til menigheden, men det handler om at vinde sjæle for himlen.

Dåb i vand: Vi tror på Bibelsk dåb af den troende ved fuld neddykkelse. Vi ser ingen vidnesbyrd i Skriften om barnedåb og ser dette som et rudimentært levn fra den katolske kirke, som enhver evangelisk kristen må frasige sig. Der findes ingen skriftsgrundlag for at Jesus eller apostlene døbte børn, men derimod en overvældende bevisbyrde for at enhver ny, som kom til troen, blev døbt.

Dåben er en begravelse og en opstandelse med Kristus, og som vi aldrig kunne finde på at begrave en død ved at hælde tre skovlfulde jord på hans hoved, kan vi heller ikke begrave det gamle menneske med tre håndfulde vand.

Dåb i Ånd: Dåb i den Hellige Ånd er for enhver troende. Som syndstilgivelse og nyt liv i Kristus er den største gave, Gud kan give en synder, således er dåben i den Hellige Ånd, den største gave Gud kan give til sit barn.

Ved at modtage Kristus som personlig frelser, bliver vi et Guds barn. Ved modtagelsen af dåben i Helligånden, bliver vi en Guds medarbejder. Dette kan ikke siges stærkere end med Bibelens egne ord i Ap.ger. hvor Jesus beordrer disciplene til at vente i Jerusalem indtil de har fået kraften fra himlen. Først efter dette, skulle de gå ud og forkynde Evangeliet.

Inden for “tilhængerne” af Åndsdåben er der delte meninger om tungetalen er et tegn, der altid følger med. Det er vores holdning, at tunger som tegn er reglen ved Åndsdåb. Paulus siger, at tungetalen er til personlig opbyggelse, og vi vil ikke være dem, der ved misforstået næstekærlighed holder en sådan Guds gave borte fra Guds børn. Ved udeblivelse af tungetalen, er det sjældent den søgende, der er noget “galt med”. Ofte er det forkyndelsen, som er mangelfuld.

Åndens gaver: Ved Åndens dåb får den troende del i Kristi kraft. Der tales meget om kraft blandt åndsdøbte kristne idag. Kraft i Bibelsk forstand er ikke noget metaforisk, udsvævende og svært håndgribeligt. Det er ikke en følelse, som man bør jagte og det er ikke for ingenting eller for egen vindings skyld at vi modtager den.

Kraft og salvelse gives af Gud til tjeneste for hans sag. Kraften fra Gud udmynter sig i Åndens gaver som nævnt i 1.Kor.12.7-11 og bliver derved en håndgribelig størrelse. Gaverne er til menighedens opbyggelse, og kan søges af den enkelte til næstens gavn. Samtidig skal man være opmærksom på, at Ånden uddeler gaver, som han vil. Derved tilkendegiver Gud, at det suverænt er han, som bygger menigheden.

Menighedens opbyggelse: Menigheden er ikke en død organisation, men en levende organisme. Den troende forsamling er Kristi legeme med Kristus som hoved, hvorigennem liv, kraft og visdom strømmer til alle lemmer på legemet. Gud har aldrig kaldet nogen til en fast siddeplads i kirken om søndagen, men alle er kaldede til at blive et levende og virkende lem på Kristi legeme.

I menigheden har Gud sat tjenere ved hvem han vil opbygge den enkelte. Disse tjenere er apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere. Foruden dem er der i menigheden ældste og diakoner.

Ef.4.11-13 udtrykker klart og skarpt, at menigheden ikke kan vokse til sit kald uden at de 5 tjenestegerninger er i virksomhed.

Andet: Foruden ovennævnte kunne selvfølgelig nævnes flere af de grundlæggende ting som den tre-enige Gud. Kristi guddommelighed og evige eksistens, Ordets guddommelige inspiration, nødvendigheden af Åndens frugter i den troendes liv, Herrens genkomst i skyen for at hente sin menighed osv.