Af Heidi Griis, Assentoft
Det begyndte vel egentlig, da jeg var omkring 15 år. Det var dengang, jeg gik med en rævehale på den ene skulder og en levende rotte på den anden.
Jeg begyndte at søge efter noget mere i mit liv. Jeg vidste ikke selv, hvad det var, men jeg begyndte at bede Fader Vor hver aften, inden jeg gik i seng. Nogen tid efter hørte jeg tilfældigvis én, som sagde, at man måtte være frelst, for at være en kristen, og da jeg hørte dette, begyndte jeg at bede om, at jeg måtte blive frelst, selvom jeg ikke vidste, hvad ordet betød.
Et halvt år senere var jeg til karneval i Frederikstad, Norge. Jeg var sammen med den klike, som jeg plejede at gå med. Vi var alle udklædte og havde farvet håret i sølv, rød, sort og mange andre farver. Nu skulle der festes i gaden og vi skulle have det sjovt. Midt i karnevalets tumulter mødte jeg nogen, som var ude for at vidne om Jesus, og jeg genkendte den ene, som tidligere havde været min kammerat. De spurgte, om vi ville med til vækkelsesmøde, og vi lovede dem, at vi nok skulle komme næste dag.
Den næste dag tog jeg og min veninde til møde, men inden vi nåede frem, ville hun alligevel ikke med, så jeg måtte selv gå. Da jeg gik efter det første møde , var jeg så glad og det boblede inden i mig, uden at jeg kunne forklare, hvad det var, der skete med mig. Da jeg mødte min veninde næste dag, fortalte jeg, hvad der var hændt mig, og at hun måtte komme med næste gang.
Vi drog begge på møde to dage efter, og dette var også et herligt møde. Da eftermødet kom, stod prædikanten frem og sagde, at i dag kunne man komme frem, tage imod Jesus og blive frelst. Det var en sætning, der gik helt ind i hjertet på mig. Det var jo det, jeg havde bedt om i et halvt år! Og nu vidste jeg også, hvad ordet “frelse” betød.
Jeg spurgte min veninde flere gange, om hun ikke ville med frem og opleve det, de fortalte om, men hun ville ikke. Til sidst – efter en stor kamp med mig selv – gik jeg frem til forbøn. Og da gik min veninde også – men det var ud af teltet og ned til byen.
Da jeg stod fremme ved platformen, kom én og spurgte mig, hvad jeg havde på hjertet. Jeg fortalte, at jeg gerne ville give mit liv til Jesus og frelses. “Jaså?” sagde han, og begyndte at bede for mig. Efter en stund holdt han op, så på mig og sagde: “Sig du nu tak til Jesus, fordi han er kommet ind i dit liv”. Jeg så bare på ham, men sagde ingenting. Han sagde igen: “Sig tak til Jesus”. Jeg tog mod til mig og fik fremstammet et “Tak”, og der gik ikke lang tid, før jeg kunne sige “Tak Jesus” af hele mit hjerte. Og det gør jeg stadig den dag i dag, for jeg har fundet meningen med livet og en sand glæde, som kun Jesus kan give. Og jeg ved, at det vil han give til alle, der søger Ham.
“Tak Jesus!”
Heidi, Assentoft