Af Hanna Nørgaard, Randers
For snart mange år siden i 1962 indtraf den mest betydningsfulde begivenhed i mit liv. Jeg mødte Jesus Kristus som den levende, opstandne Frelser og Herre.
Jeg var på det tidspunkt 29 år og havde hele mit liv troet på Gud og Jesus, men havde aldrig været sikker på, at jeg var frelst. Jeg troede både på en himmel og et helvede, ville gerne i himlen engang, men mest fordi jeg var så bange for helvede. Jeg forsøgte i mange år at blive frelst, men fandt aldrig fred.
Så i mit sidste år som sygeplejeelev kunne jeg ikke slippe for tanken om, at jeg skulle være missionær. Til sidst sagde jeg til Gud: Hvis denne tanke kommer fra dig, så sender jeg en ansøgning til et missionsselskab, der manglede en sygeplejerske på det tidspunkt, (hvad jeg ikke var klar over på den tid,) og hvis de antager mig, rejser jeg til Thailand. De antog mig, og jeg rejste, stadig uden at have vished om min egen sjæls frelse.
De næste fire år arbejdede jeg med spedalske og børnehjem og underviste om Jesus, så godt jeg kunne. I det praktiske arbejde var der mange dejlige resultater, men ingen kom på grund af mine ord til tro på Jesus. Og det var dog derfor, jeg var kommet derud. Jeg tog til Danmark på orlov efter 4 år, træt og syg. Efter et års hvile rejste jeg ud igen. Denne gang fik jeg ansvaret for en lille thaimenighed bestående af spedalske, samt blev madmoder for de nye missionærer, der lærte sprog.
Efter et årstid havde vi vor årlige konference varende en uge, hvor vi alle samledes til fællesskab, bibeltimer og praktiske drøftelser. Her skete to ting – den ene var en udtalelse fra Hans, en hollandsk missionær, han sagde, at mange aldrig skulle have været sendt ud på missionsmarken, da de ikke var sendt af Gud, og at en kæde kun er så stærk som det svageste led, og disse mennesker var lig det svage led. Ingen navne blev nævnt, men jeg vidste godt, at jeg var et sådant led. Den anden udtalelse kom fra Kay, en irsk missionær, hun ønskede, at vi alle levede mere i romerbrevet kap. 6-7 og 8 end vi gjorde. Jeg vidste ikke umiddelbart, hvad der stod der.
Da vi kom til den sidste aften, gik jeg ind på mit værelse, bøjede mine knæ og sagde til Gud, at hvis det jeg kendte til kristendom var alt, hvad der var, så var det humbug, så kunne jeg lige så godt være buddhist, men hvis Han ville vise mig, at Han var til og levede, så måtte Han få resten af mit liv og gøre med mig, som Han ville. Han stillede mig to spørgsmål af personlig karakter, hvis det nu blev sådan og sådan, ville jeg så stadig give Ham ret til mit liv? Svaret blev ja! Der var en Waliser, Cyril; hvis liv særligt havde gjort indtryk på mig, så nu sagde jeg til Gud, hvad end Cyril har, som jeg ikke har, det er det, jeg gerne vil ha’. Efter en rum tid med mange tårer, fik jeg den tanke, at jeg skulle læse Romerbrevet kap. 6-7 og 8. Da det var gjort, vidste jeg bare, at nu var sagen i orden, og jeg gik i seng. Da jeg vågnede næste morgen, var jeg så lykkelig, som jeg aldrig havde været før. I flere dage løb glædestårerne frit. Bibelen, som før var blevet læst af pligt, blev nu levende for mig. De tre kapitler i Romerbrevet beskrev for mig livet i Kristus, fyldt af Helligånden og uden fordømmelse. Det var for øvrigt det liv, jeg havde bemærket hos Cyril, uden at kunne definere det.
Dermed begyndte et rigt liv med stadig større erkendelse af Jesus Kristus. Han har mættet min sjæl og aldrig svigtet eller forladt mig. Han har ledt mig til de tjenere og menigheder, der kunne hjælpe mig videre frem. Han har vist mig, hvad kristendom er: at kende væksten i Kristus, at vandre med Guds folk og at leve i håbet om Hans snare komme i skyen.
Jeg har aldrig fortrudt det valg, jeg gjorde den gang. Det var ikke et spørgsmål om at være i Danmark eller Thailand, men som Johannes siger i kap. 17 vers 3: “og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus” Der står ikke: at have hørt om, men at kende Ham! Der en verden til forskel!
Hanna Nørgaard, Randers