Problemer

Skrevet af Simon & Heidi Griis

1) Gode nyheder

Herrens Ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. (Bibelen. Lukas 4.18)

Dette siger Jesus om sig selv
Han kom til verden for at bringe et godt budskab til mennesker. Og det gode budskab, han bragte, var ikke bare for hans egen tid. Det rækker helt frem til os idag, og er lige så kraftigt og virkningsfuldt for mennesker idag som dengang. Det, Jesus gjorde, har forvandlet tusindvis af menneskeliv igennem tiden, og det kan også forvandle dit liv.

Jesus kom for at hjælpe
Når vi taler om kristendommen idag, tænker mange uvilkårligt på bryllup og begravelse, kirkebygninger og moralske holdninger, men prøv et øjeblik at lægge alle disse forestillinger væk og læs ovenstående skriftssted én gang til. Det, Jesus gjorde og sagde var meget enkelt. Han kom med gode nyheder. Han kom ikke med en ny filosofi, en ny politik, en ny religion eller nogle nye idéer. Jesus kom for at hjælpe fattige, blinde og undertrykte. Og han gjorde mere end blot at trøste og opmuntre dem.

Når mennesker mødte
Jesus, blev deres liv helt forandret. Jesus havde kraft til at ændre deres situation. Derfor var der altid mange mennesker omkring Jesus. De samledes om ham, fordi han var anderledes end alle andre mennesker. Han talte ikke blot, han handlede, og hans handling forandrede deres situation og liv. Jesus mængede sig ikke med dem, der havde rigdom og indflydelse, og han havde intet ønske om at opnå politisk magt. I Bibelen ser vi, at han altid vandrede blandt mennesker, der havde brug for hjælp. Og dem var der mange af dengang, ligesom der er idag.

Mennesker flokkedes om Jesus
Bibelen fortæller at Jesus en dag kom til Kapernaum, og da indbyggerne dér hørte, at han var kommet til byen, samledes mange mennesker i det hus, han var i. Der var så mange, at ikke alene var huset stopfyldt, men folk stod langt ud på gaden. Det var mennesker med alle slags problemer og sygdomme, og de kom til Jesus for at få hjælp.

Der kom også fire venner
bærende på en lam kammerat på en båre, men de kunne ikke komme ind i huset til Jesus. De var overbeviste om, at Jesus var den eneste, som kunne hjælpe deres ven, og derfor gjorde de noget, som nærmest virker desperat. De kravlede op på taget og lavede et hul, som de kunne fire båren ned igennem. De ville gøre alt for at deres ven kom i kontakt med Jesus.

Jesus fik øje på
den lamme, da denne blev hejst ned gennem taget, og han sagde til ham: “Søn, dine synder tilgives dig”, men han gjorde mere end det. Han sagde: “Rejs dig, tag din båre og gå hjem”. Og miraklet skete. Manden rejste sig og kunne gå. De omkringstående blev helt ude af sig selv og sagde til hinanden: “Aldrig har vi set noget lignende!”

Dette er,
hvad Jesus kalder gode nyheder. Dette er det enkle kristne budskab, som stadig gælder idag. Også idag oplever mennesker, at når de kommer til Jesus med deres problemer, så sker der noget. Gud griber ind og ændrer deres situation. Det kan du også opleve, for Bibelen siger at: Jesus Kristus er den samme igår og idag, og til evig tid. Jesus kom fordi Gud elsker dig

Gud elsker ethvert menneske. Han elsker også dig. Bibelen siger, at Gud ER kærlighed. Han kan ikke andet end elske dig. Han har skabt dig og ønsker samfund med dig. Det var netop derfor, Jesus kom. Han blev født ind i denne verden, sendt af Gud, for at bringe det glade budskab om, at Gud elsker dig og søger dig. Guds største ønske er, at du vil komme til ham, så han kan hjælpe dig i din situation og frelse dig. Og han har magt til at gøre det!

Ser du,
Gud har betalt en høj pris for at du kan komme til ham og have samfund med ham. Prisen, han betalte, var hans egen søn. Da Jesus døde på korset, var det Guds vilje, for Jesus tog frivilligt den straf på sig, som egentlig lå som en tung byrde på hele menneskeheden. Han led døden i dit sted.

2) Ingen fordømmelse

Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? (Bibelen. Romerne 8.34-35)

Gud fordømmer ingen,
heller ikke dig. Måske føler du netop, at der er fordømmelse over dit liv. Du kan opleve at mennesker fordømmer dig for fejl, du har begået. Mennesker, som synes at have deres på det tørre, og som ikke forstår din situation. Også nogen kristne kan virke fordømmende, men du skal vide dette, at Jesus aldrig fordømte eller så ned på mennesker, der søgte ham.

Jesus fordømmer dig ikke
Jesus kom ikke for at dømme nogen. Han kom for at fortælle om Guds kærlighed. Han fordømmer heller ikke dig. Uanset hvem du er, hvad du har gjort og hvordan du har levet, så siger Jesus, at om du kommer til ham, vil han tilgive dig og gribe ind i dit liv og gøre dig til et Guds barn. Jesus kom netop for at opsøge og frelse mennesker, der er overbeviste om synd, tynget ned af skyldfølelse og mislykket i deres liv. Mennesker, der har oplevet ufred, rastløshed og modløshed.

Du skal ikke forbedre dig
Vi har mødt mange mennesker, som egentlig godt kunne tænke sig at være kristne. De har dog den opfattelse, at de må forbedre sig, før de kan blive det. Der er ting i deres liv, som de mener, at de må lave om, før de har samvittighed til at gå i kirke. Hører du til dem, der egentlig godt kunne tænke dig at være en kristen, men ikke tør tage skridtet, fordi du ikke føler dig god nok til at kalde dig en kristen?

Så gælder
de gode nyheder dig! Du kan ikke forbedre dig. Du kan aldrig blive god nok, så du kan lige så godt stoppe forsøgene allerede nu. Men Gud kender dig. Bibelen siger, at han endda har tal på dine hovedhår. Han ved, hvem du er, og hvad du indeholder. Han ved, at han ikke kan kræve af dig, at du bliver et “helligt” menneske, før du kontakter ham, for det er en umulig opgave. Derfor har han kontaktet dig gennem Jesus Kristus.

Da Jesus blev naglet til korset,
hang der to mænd ved siden af ham. Forbrydere, der var dømt til døden for deres handlinger. Den ene forbryder gjorde nar af Jesus, men den anden henvendte sig angrende til Jesus, og Jesus svarede ham: Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis”.

Denne forbryder
havde ingen chancer for at forbedre sig. Hans forbrydelse har sikkert været stor, når han måtte lide døden. Han kunne ikke kravle ned af korset og prøve at gøre tingene om og ændre på sit liv. Han kunne kun henvende sig til Jesus og spørge om tilgivelse. Og han fik den, og med den et evigt liv i eje.

Vores situation
ligner denne korsfæstede forbryders. Hvis vi stiller krav til os selv om at blive bedre mennesker, før vi går til Jesus, vil vi aldrig møde ham. Jesus ønsker at du opsøger ham som du er. Uanset din situation, dine fejl, din livsførsel, dine selvbebrejdelser, så kom til ham, og han vil rette op på dit liv. Udskyd det ikke! Jesus har rakt sin hånd ud til dig, og ønsker at forvandle dit liv.

3) Synd skiller

Hvor er Gud?
Mange mennesker stiller dette spørgsmål: “Hvor er Gud i mit liv?” “Jeg har aldrig mødt ham. Han har aldrig gjort noget for mig!”

Bibelen siger,
at Gud skabte mennesket til samfund med ham. Han elskede sit skaberværk, og hans plan med mennesket var, at det skulle leve i et lykkeligt samfund med ham uden sygdom, uden problemer og uden død.

Gud skabte mennesket
i sit billede. Derfor gav han det en fri vilje. Det gode samfund mellem Gud og mennesket var baseret på gensidig kærlighed og tillid. Gud valgte at elske sit skaberværk. Mennesket valgte at gå sine egne veje, og leve sit liv uden Gud. Dette valg var egentlig et oprør mod Gud, og Bibelen kalder det synd. Siden da har menneskeheden levet i synd, og det er netop denne synd, som skiller os fra Gud. Gud kan ikke umiddelbart vise sig for os, for han er så hellig, at han ikke kan være i nærheden af syndige mennesker. Derfor må vi leve adskilt fra Gud i al evighed. Vi var dømt til at dø uden Gud.

Men Gud fandt en udvej,
så han igen kunne få kontakt til mennesket. Bibelen siger:

For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. (Bibelen. Johannes 3.16)

Gud gav sin søn,
så at alle, der vil tro på ham, kan få evigt liv. Da Jesus døde på korset, var han ikke blot et menneske, som døde for sine meningers skyld. Han var sandt menneske og sand Gud. Derfor kunne han ved sin død udslette vor skyld, idet han tog den på sig. Jesus har taget al din skyld, al din synd og al din sygdom. Han naglede det til korset, og banede en vej for dig tilbage til Faderen. Bibelen siger, at om du blot vil tro på ham og modtage ham som din personlige frelser, så renser hans blod dig fra al synd.

Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns blod, renser os fra al synd… Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. (Bibelen. 1.Johannes.1.7+9)

Så stor en kærlighed
har Gud vist os. Han har banet en vej ved Jesu død på korset, så vi kan vende tilbage til et samfund med ham.

4) Én vej

Der findes kun én vej til Gud. Der findes kun én måde at opnå kontakt til vor himmelske Fader og skaber. Nemlig gennem troen på Jesus. Jesus siger:

Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. (Bibelen.Johannes 14.6)

Der findes ingen anden vej
til Gud. Mange har prøvet at finde ind til en guddommelig dimension gennem meditation, filosofi, og religion, men Jesus siger, at det ikke vil lykkes. Ethvert forsøg fra vores side vil uværgeligt ende i fiasko. Jesus er vejen, sandheden og livet. Kun ved tro på ham, finder du vejen til Gud.

På et tidspunkt
var der mange, som forlod Jesus. Han spurgte da sine disciple, om de også ænskede at gå fra ham. Peter svarede: Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord. Peter havde opdaget, at Jesus var den eneste vej tilbage til samfund med Gud. Kun ved Jesus var der håb om et evigt liv.

Gennem Jesus
kan du få svaret på alle dine spærgsmål. Du kan få løsningen på dine problemer. Du kan få frelse og fred for din sjæl, og du kan få helbredelse for din sygdom.

5) Jesus helbreder

På Jesu tid
var der mange, som led af sygdomme og svagheder. Der fandtes ikke noget socialt system, og derfor måtte disse mennesker tigge, for at få til dagen og vejen. Det var spedalske, lamme, døve og blinde – Mennesker, som var opgivet af læger og eksperter. Hvor Jesus kom frem, spredtes rygtet hurtigt, om hvad han lærte og gjorde, og syge strømmede til for at blive helbredt.

En kvinde
havde lidt af blødninger i tolv år. Hun havde prøvet alt for at blive helbredt, og hun havde brugt alle sine penge på læger, uden at det havde hjulpet. Hun havde tvært imod fået det værre. Da hun hørte, at Jesus var i nærheden, skyndte hun sig der hen, og trængte sig igennem den tætte skare af mennesker, der var omkring Jesus. Hun kæmpede for at komme hen i nærheden af ham, for hun tænkte, at hvis hun bare kunne komme til at røre ved hans kappe, så ville hun blive helbredt. Det lykkedes, og idet hun tog fat i kappen, gik en kraft ud fra Jesus og helbredte hende.

Jesus vendte sig om
og så på hende. Han sagde: Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred, og vær helbredt for din lidelse!

Jesus kom
med gode nyheder. Det var hans livsopgave, at bringe et budskab fra vor himmelske Fader til os. Han forkyndte om det evige liv og vejen til det. Han lærte om, hvordan vi mennesker kan finde ind i et kærlighedssamfund med Gud. Men han gjorde mere end det. Hvor han kom frem, helbredte han syge og lidende.

Jesus gav
sine disciple det løfte, at han ville være med dem alle dage indtil verdens ende, og han bød dem at lægge hænder på de syge og bede troens bøn. Når de gjorde det, ville Jesus helbrede den syge. Jesus sagde:

Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet. (Bibelen. Mattæus 10.7-8)

Jesu løfte
om helbredelse gælder stadig idag. Hans løfte gælder dig. Er du syg og svag, kan du komme til Jesus med problemet. Ser du, det kristne budskab er til dig, og det er ganske enkelt. Jesus kom for at du skulle få fred, frelse og helbredelse. Jesus ønsker, at du giver dit liv til ham og bliver en kristen. Han ønsker at hjælpe dig og lede dig tilbage til et liv i kontakt med vor himmelske Fader. Han ønsker at helbrede dig for din sygdom og dine svagheder.

Du må fødes påny

Vi har i dette lille indlæg bragt bud til dig fra Jesus. Han er en realitet idag, som for 2.000 år siden. Han ønsker at hjælpe og frelse dig. Dette drejer sig ikke om at få nye holdninger og meninger. Det drejer sig om, at du får et møde med denne Jesus, så han kan give dig et helt nyt liv. Bibelen siger:

Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. (Bibelen. Johannes 1.12-13)

Hvad skal du gøre?
Bed til Jesus Kristus, at han må flytte ind i dit hjerte. Fortæl ham din situation, som den er. Han vil høre din bøn. Sig til ham, at du ønsker at modtage ham som din personlige frelser. Om du tror på Kristi frelsesværk på Golgata kors, og af hele dit hjerte vender dig til Gud, vil dette skriftssted gælde dig. Gud vil give dig ret til at blive et barn af ham.

Hvad gør Gud?
Når et menneske kommer til Gud på denne måde, tager han dette menneske til sig som en fader sit barn, men han gør mere end det. Han forvandler og føder påny.

Bibelen siger: Den, der bekender, at Jesus er Guds søn, i ham bliver Gud, og han bliver i Gud. (Bibelen. 1.Johannes 4.15)

Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. (Bibelen. Galaterne 2.20)

Om du nu har taget imod Jesus Kristus som din personlige frelser, er du indbefattet i disse skriftssteder. Gud har født dig påny. Kristus er flyttet ind i dit liv. Dine synder er slettet ud og Gud vil bevare dig. Prøv at sætte dit eget navn ind i dette skriftssted:

Men det var __________ sygdomme, han tog, det var __________ lidelser, han bar… …Han blev gennemboret for __________ overtrædelser og knust for __________ synder. Han blev straffet for at __________ kunne få fred, ved hans sår blev __________ helbredt. (Bibelen. Esajas 53.4-5)

Tillykke med dit nye liv som kristen.

Simon og Heidi Griis

Comments are closed.