af missionskoordinator Charlotte Dalsti
Om forfatteren
Mit navn er Charlotte Dalsti, jeg er uddannet pædagog og har læst videre til pædagogisk antropolog for nogle år tilbage. I forbindelse med uddannelsen inden for antropologien, beskæftigede jeg mig med flere kulturer i Asien, og gennemførte et feltarbejde i Indien. Jeg blev personlig kristen i år 2000, hvor Jesus mødte mig i forbindelse med et arbejdsophold i England. Jeg begyndte efterfølgende at komme i Apostolsk Kirke i Randers, som jeg siden har været en del af. Jeg blev i foråret spurgt om jeg ville rejse til Afrika med en lille gruppe fra vores venskabsmenighed i Norge, hvilket jeg sagde ja til. Det er en stærk oplevelse at møde mennesker i andre kulturer, der lever andre liv, men som kender den samme Jesus, som også mødte mig tilbage i år 2000 og siden har bevaret mig i troen.
Daniel Kisemei ‘The old man’ var en af de første i den lokale Masai-stamme i Sydkenya, der fik et personligt møde med Jesus. Der er sidenhen kommet flere til troen, og der er løbende blevet bygget kirkebygninger rundt i de små lokalsamfund, hvor de kristne samles og har fællesskab om Jesus. Jeg blev i foråret spurgt, om jeg ville rejse til Kenya med en gruppe fra Apostolsk Kirke i Randers’ venskabsmenighed i Norge, Bless. Bless har missionsarbejde i Kenya, hvor de har et tæt samarbejde med Samson Kisemei, der er søn af Daniel Kisemei. Jeg takkede ja til at tage afsted og vi rejste rundt i det sydlige Kenya i 10 dage blandt de kristne masaier og andre kristne forsamlinger.
Det regnede kraftigt, da jeg først ankom til Kenya. Landet har været ramt af store mængder regn i år, hvilket har skabt store problemer for indbyggerne i landet. Huse er blevet ødelagt, veje har ikke været farbare og menneskeliv er gået tabt i vandmasserne. Grundet de store mængder regn fremstår Kenya i år frodigt, hvor det til sammenligning på samme tid af året ellers vil være tørt og rødt af sandet. På køreturen gennem landet ses i det frodige landskab vilde dyr, der lever side og side med menneskene. Der er i området umiddelbart fundet en livsform, der gør plads til begge parter. Det er ikke helt konsekvensfrit at leve så tæt på de vilde dyr. Der kan ske sammenstød, der har store konsekvenser for menneskene i området. Vi besøgte kortvarigt en familie i Kunchu, der havde mistet deres ægtefælle og far. En elefant havde taget livet af ham. Udover selve tabet, er det for en sådan familie også svært at klare sig økonomisk.
Kilimanjaro troner smukt i horisonten de fleste steder, man befinder sig i Syd Kenya. Bjerget forsyner landet med rent vand. I gadebilledet ses små boder med salg af blandt andet tøj og tæpper. Der findes markeder, hvor der sælges frugt og grønt fra små boder. Enkelte steder ses et lille skur på et par kvadratmeter, som på samme tid er en forretning og et hjem. Selv med meget få midler finder man en måde at skabe sig et hjem. Gaderne er hullede og ujævne, og gadebilledet giver indtryk af massiv fattigdom. Fattigdommen viser sig også, når små børn og voksne kommer og beder om penge. Centralt i Loitokitok ses på toppen af byen Bibelskolen og den tilknyttede kirke. Der er et stort byggeri af en ny kirke i gang, som har været undervejs i omkring 15 år. Der kommer løbende midler til, der gør det muligt at fortsætte byggeriet. I kirken kommer en forsamling af kristne masaier.
Masai-stammen er geografisk lokaliseret i det nordlige Tanzania og i det sydlige Kenya. Der er i stammen forskellige understammer. På vores rejse blandt de kristne masaier i det sydlige Kenya, besøgte vi flere menigheder i området. De kristne masaier kommer ud af en baggrund i stammen, hvor der er flere sociale strukturer, der bunder i stærke traditioner. Masai-stammen var oprindeligt et seminomade-samfund, der bevægede sig rundt med sit kvæg. Kvæget har en helt central plads i masaiernes liv og levevis. Der lever en fortælling i stammen om guden N’gar, som masaierne tror på. N’gar skulle efter sigende have åbnet himlen under et tordenvejr og ned regnede det med køer til masaierne. Masaierne ser derfor alt kvæg som deres ejendom. Man er ikke en masai, hvis man ikke ejer en ko. Kvæget anvendes til social udveksling. Det er både i forbindelse med etablering af netværk, og som social udveksling ved indgåelse af ægteskab. Manden giver ved indgåelse af ægteskab nogle kvier til pigens familie og fortsætter efter giftermålet med at sørge for familien. Blandt masaierne er manden dominant og det er almindeligt at en mand gifter sig med flere hustruer. Pigerne kan blive gift helt ned til 12 års alderen. Familier kan være økonomisk afhængige af indtægten fra pigens mand.
Der findes også blandt masaierne masaikrigere, der forsvarer stammen, jager og slagter mad til stammen. De lever af kød, mælk og okseblod, som de anser for at være den mest nærende føde. Krigerne gifter sig typisk i en alder af 27-30 år. Masai-krigerne lever ugifte i separate krigersamfund indtil da.
Daniel Kisemei har en baggrund som masai-kriger. Han fik for år tilbage et personligt møde med Jesus. Daniels vidnesbyrd starter med en forretningsforbindelse til en amerikansk kvinde, som han ønskede at gøre forretning med. Han havde lært det engelske sprog, men havde ikke brugt det længe og han trængte derfor til at få genopfrisket sit engelsk. Den amerikanske kvinde foreslog derfor, at han begyndte på bibelskole i en periode af sproglige årsager. Daniel startede på bibelskolen, og han endte med at få et møde med Jesus, og han blev dermed den første i stammen, der blev frelst. Siden er flere masaier kommet til troen, kirker er blevet bygget, en bibelskole er blevet til, og der er fortsat mennesker i de små masai-samfund, der bliver frelst og nye kirkebygninger bliver bygget.
Som 11 årig gik Daniels søn, Samson Kisemei, frem i kirken for at blive bedt til frelse. Han har siden levet sit liv med Jesus. Samson fortæller, at han har en nød for ufrelste sjæle og at nå ud med evangeliet, særligt i Masai samfundet. Han tjener blandt masaierne på flere måder. Han hjælper bl.a. mennesker i nød, åbner nye kirker og underviser pastorer i nyoprettede menigheder.
Ved ankomsten til Kenya, ankom jeg alene og Samson hentede mig i lufthavnen. Vi ventede i regnvejret i bilen på en kvinde fra Norge, der ville ankomme med et andet fly. Jeg spurgte Samson, hvor mange børn han har, og han fortalte, at han har tre drenge – men at han har mange. Her refererede han til, at han og hans kone har nogle piger boende i deres hjem. Disse piger, har de hjulpet ud af tvangsægteskab, givet dem et hjem og skolegang. Pigerne er blevet en del af familien, der har bosat sig i Kunchu ude i Bushen. Under vores fællesskab i Kunchu sang pigerne masai sange med kristen tekst, bl.a. ordene ‘Hvad Gud har sagt, kan ingen gøre usagt.’
Vi fik anledning til at støtte nogle pigers skolegang for det kommende semester. Det er dyrt at gå i skole i Kenya. Derfor kommer mange slet ikke i skole og lærer derfor ikke at læse. Skolegang har stor betydning for fremtidsmulighederne.
På bibelskolen i Loitokitok var der en af dagene Graduation Day. Her afslutter unge mænd deres tid på bibelskolen. Nogle vil blive pastor i en kirke, hvor de på bibelskolen får den grundlæggende bibelundervisning. Graduation Day er en stor begivenhed for de unge mænd, der afslutter deres skolegang. Særligt udmærkede sig en ung mand, der blev kaldt op på platformen. Et vidnesbyrd blev fortalt. Han kunne ikke læse andet end Bibelen. Han havde ikke før opstarten på bibelskolen gået i skole og havde aldrig lært at læse. Han kunne i dag og gennem bibelskole-opholdet læse bibelen, men kunne fortsat ikke læse andre tekster.
Bless har støttet byggeriet af minimum 13 kirkebygninger og vi besøgte de to senest byggede kirker, der den dag blev indviet.
Den første menighed ligger i Goshen, der ligger lidt afsides.Vi mødte en mindre forsamling af mennesker på denne hverdag. Mens vi stod udenfor kirken begyndte de at synge og klappe, og med sang gik vi ind i kirken. En blandt os besøgende sagde under mødet, at hun ankom med en tanke om, at hun ville give til menigheden i tjenesten, men oplevede at hun fik så meget fra menigheden. Det ledte mine tanker hen på en beretning fra en Herrens tjener, der skulle ud og fortælle om Guds Ord blandt en forsamling mennesker, der ikke kunne læse. Han tænkte, at han skulle give i tjenesten, men da han kom derud fandt han en gruppe mennesker, der til trods for, at de ikke kunne læse bibelen, kendte Ham, som bibelen handler om. I Gusen er Guds Ord ikke fremmed for de kristne, men vi fik en fornemmelse af, at de kender Ham, som Bibelen handler om. Der var en forkyndelse til mødet om ikke at frygte en lukket dør, da Jesus vil åbne en ny dør. Alle i menigheden gik frem til forbøn. Inden vi rejste videre, talte jeg med en mand, der var meget begejstret for Jesus. Han havde nød for lokalsamfundet, at flere måtte møde Jesus og komme til tro.
Den anden af de to nyoprettede menigheder ligger i Loitikitok. Menigheden er beliggende i et udsat kvarter med meget misbrug og sociale problemer. Der blev fortalt et vidnesbyrd på mødet om værtshusejeren i området, der var blevet frelst. Værtshuset var derfor lukket ned. Noget lignende er fundet sted under vækkelsen i Europa, hvor værtshuse er blevet lukket ned, da værtshusejerne blev frelst. Herefter blev flere frelst og værtshusene blev anvendt til bedehuse. Der var i menigheden i Loitokitok en længsel efter, at Jesus også her vil nå ud til flere i deres lokalområde med frelse for sjæle.
Der åbnede sig en anledning til at dele bibler ud til nogen i de to nyoprettede menigheder. Særligt mindes jeg en kvinde, der da hun fik en bibel, smilede varmt og kyssede sin bibel. For mig et udtryk for et hjerte, der har smagt Herrens godhed og elsker Guds Ord.
I Namelok deltog vi i et outreach arrangement, der blev arrangeret i samarbejde med Free Pentecostal Fellowship in Kenya. Arrangementet strakte sig over flere dage. I den forbindelse er der seminar i kirken, der er sang og musik på torvet og evangeliet forkyndes i byen. Om aftenen er der et evangelisk møde i kirken. På møderne på torvet blev nogle frelst og tilsluttede sig menigheden i Namelok.
En af dagene efter outreach mødet, kørte vi i bilen mod kirken. En ung kvinde stoppede bilen og ville gerne tale med Samson. De aftalte, at de kunne tale sammen i kirken. Pigen var blevet gift som 12 årig, hun havde fået ødelagt sit underliv, og hun kunne derfor ikke få børn. Hendes mand havde forladt hende – måske fordi børn er af stor betydning. Hun stod alene. Hun havde ikke kunnet finde mod til at gå frem til mødet på torvet, men hun ville gerne bedes for og tage imod Jesus i sit liv. Man kan forestille sig, at hun følte sig som israelitterne, da de udvandrede fra Egypten (2. mos. 14.). De skulle vandre gennem Det Røde Hav, som Jesus åbnede og banede en vej igennem, for at komme ud af et liv i trældom og ind i et liv i frihed. De havde en hær af Egyptere bag sig og et hav på hver side. Det så ud som en umulig situation. Der var kun et sted at se hen, nemlig frem med blikket rettet mod Jesus – Troens banebryder og fuldender (heb. 12.3).
‘og den, som ser mig, ser den, som har sendt mig. Som lys er jeg kommet til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket.’ Joh. 12. 45-46.
Vi var på besøg hos flere menigheder på rejsen rundt. Heriblandt en lille forsamling af kristne i Kunchu. Menigheden havde endnu ikke en kirkebygning at samles i. En mand i forsamlingen var blevet frelst og havde givet noget jord til et kirkebyggeri. De manglede blot midlerne til at gennemføre byggeriet. Mødet blev holdt udendørs ‘under træet’. Der var en anden menighed, der på samme måde ikke endnu havde en kirkebygning. Efter hjemrejsen kom der en nyhed fra Norge om, at der fra uventet side var kommet midler til byggeriet af en af menighederne.
Vi opholdt os et døgn i Kunchu, hvor Samson bor sammen med sin familie.
Der findes også i Kunchu stor fattigdom og vi havde medbragt tøj, briller, telefoner o.lign. til de fattige i området. Vi havde også medicin med, som to læger fra Kenya sammen med to sundhedsuddannede fra Norge stod for at give til de syge i området.
Vores rejse sluttede i Kitengela, hvor vi var til det sidste møde før hjemrejsen. På en skærm i mødesalen var det annonceret, at der hver morgen er bedemøde ml. kl. 5.00-6.00. Det blev efterfølgende bekræftet, at nogle var til bedemødet inden deres arbejdsdag startede. Der var en nyfrelst med til det møde den dag.
Masai pigernes sang ‘Hvad Gud har sagt, kan ingen gøre usagt’ sætter fint rammen om den tro, der vokser op midt i blandt de stærke masai-traditioner og fattigdommen. En tro, som Jesus startede i Masai-krigeren Daniel Kisemei for år tilbage og som har spredt sig som ringe i vandet blandt masaierne. Vidnesbyrdet om en masai, der kom på bibelskole for at genopfriske det engelske sprog og fik et møde med Jesus, hvilket blev starten på den lokale Masai-stammes forvandling til et Guds folk.
‘Men jeg vil frydes i Herren, juble i min frelses Gud. Den Herre Herren er min styrke, han gør mine fødder som hindens og lader mig gå på mine høje.’ (Hab. 3, 18-19)
Kilder
Jacobsen, Ulrik & Vibeke Munk Petersen, (1994), speciale IU/Geografi/Historie ‘Masaiernes livsform – pastoralisme og bæredygtig udvikling’.
Fabricius, Kitte ( 2018) interview Kristeligt Dagblad, ‘En masai, der ikke ejer en ko, er ikke en masai’.