Et astronomisk fænomen eller Shekina?
af Simon Griis
Juletiden er bragt til ende, og vi mindes på en speciel måde, at de viise mænd fra Østerland efter en lang rejse, ledet af Betlehemsstjernen, nåede frem til det lille messiasbarn i stalden. På Hellig tre kongersdag 6. januar synger vi Grundtvigs salme ”Dejlig er den himmel blå” om stjernen, der stadig den dag i dag leder os alle til Kristus.
SATURN OG JUPITER DANNER BETLEHEMSSTJERNEN
Den 21. december 2020, på selve den dag, da mørket viger, og lyset vender tilbage, skuede vi alle op mod himlen for at se det astronomiske fænomen, da solsystemets to kæmpeplaneter Jupiter og Saturn stod i konjuktion og smeltede sammen til én stor lysende ”stjerne” på nattehimlen.
Et fænomen, som ikke er set de sidste 800 år. Vi fyldes af ærefrygt, når vi får lov til at skue noget, der er langt større end os, noget der spænder sig fra længe før vi blev født og til lang tid efter vi og vores generation er døde og lagt i graven.
Og måske fyldes vi også af Gudsfrygt, når det siges, at det måske er selveste Betlehemsstjernen, vi har fået lov til at observere. For Saturn og Jupiter stod nøjagtigt på samme måde på himlen år 7 f.kr. og kunne dermed sagtens være den stjerne, som de viise mænd fra Østerland fulgte.
PROBLEMER MED EN FYSISK STJERNE
Men at Betlehemsstjernen skulle være et fysisk astronomisk fænomen har også sine problemer. I beretningen i Matthæus evangeliet er stjernen tilsyneladende ikke synlig for alle, og de jødiske skriftlærde i Jerusalem havde øjensynligt ikke set den. Da de får at vide at den er der, ved de straks, at der er tale om profeten Mikas Messiasprofeti om Betlehem-Efrata.
Et andet problem er, at stjernen ledte de viise mænd fra Østen og til Israel. Det kunne måske lade sig gøre på distancen mellem Østen (Babylon) og Jerusalem, hvis de havde en sekstant (opfundet tidligst i syttenhundredetallet, så vidt vi ved) eller et lignende instrument.
Men beretningen fortæller også, at stjernen ledte dem fra Jerusalem til Betlehem, og det er en meget kort distance og nærmest en umulighed for et astronomisk fænomen at vise vej ad.
SHEKINA HERLIGHEDEN
Andre har foreslået, at Betlehemsstjernen var et åndeligt fænomen, som kun viste sig for få. Den viste sig ikke for Herodes, ikke for de skriftkloge, ikke hyrderne på marken, ikke Maria og Josef, ikke Jerusalems indbyggere, men alene for de viise mænd fra Østerland.
Blandt dem, som mener dette, findes nogle, som ser Shekina herligheden som Betlehemsstjernen. Guds herlighed, der i det gamle testamente hvilede i helligdommen midt i Guds folk, og som altså her også i Betlehem skulle lyse over Messiasbarnet.
Da Jakobs 12 sønner efter 430 års fangenskab i Ægypten vandrede ud som et folk mod det forjættede land, viste Guds herlighed, Shekina sig for dem i en ildsøjle om dagen og en skystøtte om natten, og den ledte dem fra Ægypten til det forjættede land.
”Skyen dækkede Åbenbaringsteltet, og Herrens herlighed fyldte boligen. Moses kunne ikke gå ind i Åbenbaringsteltet, fordi skyen havde lagt sig over det, og Herrens herlighed fyldte boligen. På hele deres vandring fra sted til sted brød israelitterne op, når skyen løftede sig fra boligen. Men hvis skyen ikke løftede sig, gjorde de det ikke; de brød ikke op, før den løftede sig. For Herrens sky var over boligen om dagen, og om natten var der en ild i den for øjnene af hele Israels hus på hele deres vandring fra sted til sted.” (2. Mosebog 40.34-38)
Det var Shekina, Guds herlighed, som ledte hebræerne. Og Guds herlighed var et vidnesbyrd om, at Gud hvilede midt iblandt sit folk i helligdommen. Så længe Guds herlighed hvilede over helligdommen, befandt Gud sig midt iblandt folket. En herlighed som også afspejlede sig i folkets profet Moses.
SHEKINA HERLIGHEDEN OVER TEMPLET
Da Salomo byggede Herren et tempel i Jerusalem, sænkede Shekina herligheden sig endnu en gang over Guds hus, og vidnede om, at Gud ikke var en fjern Gud, men tog bolig midt iblandt sit folk. Også i denne periode var Guds herlighed over Israels profeter, begyndende med Samuel.
”Da præsterne gik ud af helligdommen, fyldte skyen Herrens tempel; præsterne kunne ikke forrette tjenesten på grund af skyen, fordi Herrens herlighed fyldte Herrens tempel.” (1. Kongebog 8.11)
Både i tabernaklet og i Salomos tempel, viste Gud sin herlige tilstedeværelse, dels ved skyen, dels gennem sine profeter, og dels ved, at ild faldt fra himlen og fortærede ypperstepræstens ofre.
SHEKINA FORSVANDT FRA FOLKET
År 586 f.kr. ødelagde babylonierne Salomos tempel og førte templets skatte sammen med en stor del af folket i eksil i Babylon. Et eksil som skulle vare 70 år.
Efter eksilet vendte mange hjem til Israel, men nogle blev tilbage i Babylon (nuværende Irak), og dannede et jødisk samfund, ud fra hvilket de viise mænd fra Østerland måske stammer.
Under ledelse af Zerubbabel byggedes et nyt tempel, det andet tempel. Ezra 3.12 fortæller at de gamle, som havde set det første tempel, græd da grundvolden blev lagt til det nye. Én ting var at få helligdommen, og dermed gudsdyrkelsen tilbage til folket, en helt anden ting var, at Guds herlighed, Shekina, tilsyneladende ikke vendte tilbage.
Shekina sænkede sig ikke over det andet tempel ved indvielsen, skyen fyldte ikke boligen, ild fór ikke ned fra himlen og fortærede ofrene, og Gud dvælede ikke i sin helligdom midt iblandt sit folk.
”Ikabod!”
Og med de sidste profeters død, Haggaj, Zakarias, og Malakias, gik Juda ind i en mørk periode uden profetiske røster og uden Shekina herligheden over templet. En periode på omkring 430 år.
År 15 f.kr. begyndte kong Herodes et kæmpestort byggeprojekt. Han byggede det største og prægtigste tempel i Jerusalems historie. Han byggede videre på Zerubbabels tempel, og på Jesu tid stod det (ufærdigt) mægtigt, flot, og funklende – men dog stadig uden Guds Shekina herlighed.
SHEKINA HERLIGHEDEN OVER BETLEHEM
Shekina herligheden havde forladt Jerusalem, og selv ikke Herodes’ prægtige tempel kunne lokke den tilbage. Ikke før nogle viismænd fra østerland så den igen over Davids by.
Men hvordan kunne de se Shekina helt fra Babylon? Jo, Shekina herligheden behøvede blot at dvæle ca. 70 km. over Betlehem, for at den kunne ses fra Babylon.
Og her samles trådene:
Som Guds Shekina herlighed ledte Israel gennem ørkenen mod det forjættede land efter 430 års fangenskab i Ægypten, således ledte Guds herlighs stråleglans nu de viise mænd fra Babylon til Betlehem efter 430 år uden Shekina herligheden over helligdommen og Jerusalem, efter en mørk tid uden en profetisk røst fra Gud.
Men nu går Mikas gamle forudsigelse om Betlehem i opfyldelse, sammen med Bileams Messiasprofeti, som blev givet ved Israels indgang til det forjættede land, om stjernen, som skulle opgå fra Jakob, fra Israel:
”Jeg ser ham, dog ikke nu, skimter ham, men ikke nær. En stjerne træder frem fra Jakob, en herskerstav rejser sig fra Israel.” 4. Mosebog 24.17
Og nu lysner det i det profetiske mørke, for en profet skal stå frem for færste gang i 430 år. Hans navn er Johannes, og han skal gå foran den ventede messias.
Og efterhånden som viismændene nærmede sig Jerusalem, sænkede Shekina sig ned over Guds hellige. Og da de vandrede det sidste stykke fra Jerusalem til Betlehem, gik Guds herlighed foran dem, som skystøtten foran Israel i ørkenen 1.500 år før, indtil den sænkede sig ned over det lille messiasbarn, som den før havde sænket sig over Guds tempel.
SHEKINA HERLIGHEDEN I KRISTUS
Men Guds herlighed havde ikke noget blivende sted, hverken i Jerusalem, i Herodes’ tempel eller i Betlehem. Guds herlighed sænkede sig og dvælede over et menneske, og blev der, over mennesket Jesus, Israels messias og verdens Kristus.
Johannes udtrykker det således:
”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.” Johannes 1.14.
En af jødernes gamle lærde, Rabbi Yehuda Halevi sagde, at Shekina ikke kan skinne i Israel, så længe folket er splittet. Ikke alle kom hjem fra Babylon, og de 10 stammer forsvandt uden at vende tilbage igen, og således måtte Guds herlighed forlade landet og folket.
Men hvordan kunne Guds herlighed da skinne over krybben i Betlehem og sænke sig for at hvile over Jesus, det lille messiasbarn? Det kunne det fordi Gud i Kristus heler alt det, der er adskilt, og samler alt det, der er splittet. Eller som Paulus udtrykker det:
(Han har ladet) ”os kende sin viljes hemmelighed ud fra den gode beslutning, han selv forud havde fattet om den frelsesplan for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske.” Ef.4.9-10
Og
”For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét (jøderne og hedningerne), og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os. Han satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske af de to og således stifte fred og for ved korset at forsone dem begge med Gud i ét legeme, og dermed dræbte han fjendskabet.” Efeserne 2.14-16
Ikke alene har Gud genforenet Israels stammer i Kristus, han har revet gærdet ned, som skilte Israel fra hedningerne, og har gjort os til medarvinger sammen med dem.
Ja, i Kristus har Gud gjort langt mere. Han har sammenfattet alt, endda det himmelske og det jordiske. Og derfor kunne Guds herlighed, Shekina blive et lys, som skinnede fra Messias og ud til os alle.
SHEKINA I GUDS MENIGHED
Og Shekina herligheden er stadig i verden, den lyser stadig, og leder endnu mennesker. Som den ledte hebræerne i ørkenen og de viise mænd fra Babylon, leder den stadig enhver søgende til Kristus.
I dag bygger Gud også et tempel, ikke en bygning i Jerusalem, men et levende tempel ud over hele verden, bestående af levende stene.
”I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten. I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden.” Efeserne 2.20-22
Og som Guds herlighed sænkede sig over Helligdommen i det gamle testamente, har Shekina sænket sig over vor tids tempel og dvæler i vore hjerter.
”… den hemmelighed, som har været skjult for alle tider og slægter, men som nu er blevet åbenbaret for hans hellige; for dem ville Gud kundgøre, hvor rig på herlighed for hedningerne denne hemmelighed er: Kristus i jer, herlighedens håb.” Kolossenserne 1.26-27
Først siger Paulus, at vi som mennesker har syndet ..:
”… for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.” Romerne 3.23
Læg dernæst mærke til hvordan Johannes udtrykker det i Jesu ypperstepræstelige bøn:
”Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét.” Johannes 17.22
Her har vi begge elementer, både Guds herlighed, som vi så den i Kristus, og som gives til menigheden. Og idet menigheden modtager Shekina, bliver de ét i Ånden, og ét med Kristus. Den splittelse, som Rabbi Yehuda Halevi talte om, er ikke længere.
SHEKINA HERLIGHEDEN I EZEKIELS TEMPEL
Og lad mig her til sidst pege på en detalje i Ezekiels syn af Guds himmelske tempel. I Ezekiel 10.4 beskriver han sin åbenbaring således, og læg mærke til udviklingen i fortællingen:
”Keruberne stod syd for templet, da manden gik derind, og skyen fyldte den indre forgård. Men Herrens herlighed hævede sig op fra keruberne og flyttede sig hen til templets tærskel. Templet fyldtes af skyen, og forgården blev fyldt af stråleglansen fra Herrens herlighed.” Ezekiel 10.4
Og
”Herrens herlighed forlod nu templets tærskel og stillede sig over keruberne. Mens jeg så på det, løftede keruberne deres vinger og hævede sig fra jorden, og hjulene fulgte med. Så stillede de sig i østporten til Herrens tempel, og Israels Guds herlighed var oven over dem.” Ezekiel 10.18-19
Og
”Så løftede keruberne deres vinger, og samtidig løftede hjulene sig, og Israels Guds herlighed var oven over dem. Herrens herlighed steg op fra byen og stillede sig på bjerget øst for byen. Ånden løftede mig op og bragte mig til de landflygtige i Kaldæa i et syn ved Guds ånd; så forsvandt det syn, jeg havde set, fra mig. Og jeg forkyndte alt det, Herren havde ladet mig se, for de landflygtige.” Ezekiel 11.22-25
Guds Shekina herlig, som gennem hele Israels historie havde dvælet i templet, midt blandt Guds folk, hæver sig i Ezekiels syn fra det allerhelligste, og stiller sig på tærsklen ud til verden.
Herefter forlader Guds herlighed templet og dvæler ved forgårdens østport. Guds herlighed har bevæget sig fra templets allerhelligste til templets tærskel, og derfra til forgårdens østport. Herefter hæver den sig igen og bevæger dig til bjerget øst for byen.
Og sidst, men ikke mindst, løftes profeten af Shekina og bringes til de landflygtige i Kaldæa.
Der er to ting, som er værd at bide mærke i her i de sidste vers. Det første er, at Guds herlighed har forladt templet, og bringer bud til de landflygtige i Kaldæa. Kaldæa er et andet navn for Babylon (eller det sydlige Babylon), og herved er vi tilbage til, at Shekina, der havde forladt templet i Jerusalem, viste sig for de viise mænd i Østerland.
Den anden ting, som er værd at bemærke sig her er, at som Guds herlighed i Ezekiels syn forlod templet og bevægede sig ud i verden, således blev Ezekiels syn et billede på den herlighed, vi som Guds menighed, som Guds åndelige tempel, bringer ud i alle dele af verden.
Ezekiels syn samstemmer med den profeti, vi går ud på:
”Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.” Apostlenes Gerninger 1.8
Så jo, det er sandt nok. Betlehemsstjernen lyser stadig den dag i dag, som vi synger i Grundtvigs salme, Dejlig er den himmel Blå. Den lyser i vort indre.