POLYFON-LEDELSE i Guds Menighed

af Simon Griis

ET APOSTOLSK INDSPARK I MUSISK UDTRYK … om ledelse af Guds forsamling

Jeg talte forleden med en broder om ledelse i Guds forsamling og kom i tanke om en artikel jeg skrev for snart 5 år siden. Den er efter min mening ikke blevet mindre relevant, og derfor bringer jeg den igen.

Jeg ved at længden på artiklen vil være nok til at nogle hopper fra efter de første sætninger, og sproget er måske også lidt anderledes i forhold til, hvordan jeg ellers skriver på facebook.

Men måske findes der alligevel nogle derude med interesse for ledelsesteorier og -typer, som kunne finde disse tanker interessante. Så here goes! 😊

Kirkeledelse har været gennem en forvandling i de sidste årtier, og spørgsmålet er i dag, i hvilken retning ledelse i kirken skal gå, både for fortsat at efterleve Bibelens ældgamle værdier og samtidig fungere i de forandringsprocesser, der løbende sker i vore dage.

Sad for tid tilbage sammen med 50 ledere fra mit sekulære arbejde og lyttede til et oplæg om polyfonledelse. Oplægsholder var Betina Rennison, pH.d. forsker og forskningsleder for CLOU, Centre for Research & Development. Frisk, fyrig, festlig, fantasiamusisk, og fuldstændig fabelagtig forstandseksplosiv – Intet mindre!

🙂

Min egen refleksion over dette er noget i retning af følgende:

Polyfonledelse må være lederens nye sorte, efter vi – og dette er min egen erfaring i mit sekulære arbejde – gennem en årrække har været tæsket igennem professionsledelse, regnbueledelse, leanledelse, strategisk ledelse, selvledelse, medledelse, værdibaseret ledelse, ikke-ledelse, refleksiv ledelse, evidensbaseret ledelse, ledelse i krydspres, projektledelse, innovativ ledelse, pipelineledelse, æstetisk ledelse, systemisk ledelse, og et utal af andre ledelsesstrategier i et ledelsesparadigme i kontinuerlig forandring og udvikling.

Som leder endte man i et krydspres i den kompleksitet, der opstod bl.a. mellem det moderne og det postmoderne ledelsesparadigme, og fandt sig selv i en hyperkompleks verden, hvor kakofonisk paradoksledelsekompetence var en kompetence, man nødvendigvis måtte mestre, hvis man ville overleve i krydspresset og paradokserne.

Forskelligartede og modstridende interesser, der alle påkalder sig legitimitet, som de sandsynligvis også har og må anerkendes for, er et præmis, man må navigere i, og ledelsesstrategier bliver til overlevelsesstrategier, idet paradokshåndtering og kompleksitetshåndtering er det svært begribelige på vej til mening, håndtérbarhed og overskuelighed i ledelse.

Kun hvor man evner at omforme og omdanne et kakofonisk krydspres til en kreativ polyfoni, vil man kunne lykkes som leder, og det er her, polyfonledelse italesætter og giver sprog til problematikkerne. Ledelse ophøjes i musisk potens, og det giver mening for mig, der i mit sekulære job agerer og navigerer i det kreative, sociale, kulturelle, interaktive, mellemmenneskelige og relationelle univers (måske ikke univers, men rettere multivers).

Kan jeg så umiddelbart overføre dette fra mit ledelsesjob i det sekulære til min hyrdetjeneste i det kirkelige?

Ikke umiddelbart, og alligevel … (Paradoks eller bare komplekst? 🙂 )

Ikke umiddelbart, fordi jeg principielt og grundlæggende er modstander af den ledergørelse af menighedens tjenere, som vi efter min mening har set de sidste årtier.

Bibelen taler primært om menighedens ledelse som prædikanter og tjenere, og ikke som virksomhedsledere. Selvfølgelig er der også ledelsesfunktioner og ledelsesidentitet hos menighedens tjenere, men i NT overskygger dette aldrig prædikant- og tjeneridentiteten, der begge indeholder dybe, mangfoldige og varierede karaktertræk.

Jeg ser gerne, at den gamle salvede Gudkaldte prædikant igen kommer til ære og værdighed, med alle de gamle værdier og hele den autencitet, der hører denne til (Nej, jeg taler ikke om den gudsmand, som vi så vokse frem i ekstreme karismatiske miljøer i firserne og fremefter. Jeg leder efter den tjener, som eksisterede før det). Jeg ser også gerne, at menighedens ledere i fremtiden i højere grad ser sig selv som tjenere for menighedens medlemmer, og ikke som kirkeforsamlingens bosser, eller som ansatte, der udfører deres betalte job.

”Nej, nej da!” er der nogle, der vil sige ”Vi har skam ikke glemt prædikanten og tjeneren. Dem tror vi også på!” men det er ikke sandt, når de siger det. Det, der ikke italesættes, vil efter en stund ophøre med at eksistere. Det er et indiskutabelt faktum! Er prædikanten og tjeneren aldrig italesat i menigheden, eksisterer disse hverken i lederens eller i medlemmernes sind og tanke. Og hører man altid om ledere, ledelse og ledelsesstrategier og – værktøjer, ja da lever virksomhedslederen i bedste velgående som menighedens boss.

… Og alligevel observerer jeg selvfølgelig relevante strategier, der også passer ind i det kirkelige verdensbillede. Og med det musiske sprog, jeg får i polyfonledelse, gør jeg mig nogle ganske simple betragtninger i dette øjeblik, f.eks. :

I GT ser vi en homofoni, hvor én stemme fører for og leder alle efterfølgende stemmer. Profeten eller dommeren eller kongen er Guds store mand og talerør for Gud selv til Guds folk. Hans ord er lov, og hans musiske tone repræsenterer den eneste sande gudstone, og eneste sande gudsdyrkelse, og han selv Guds eneste sande repræsentant. Alle andre stemmer i Guds folk skal være som hans for at være sande, eller i det mindste under ledelse af hans. Her udleves mester / discipel forholdet, hvor mester kopierer sig selv i sin discipel, og hvor disciplen lykkes, såfremt han bliver en nøjagtig – og måske stærkere – kopi af sin mester.

NTs tjenere gjorde op med denne ledelsesform, og vi finder den ikke i apostlenes gerninger eller i Paulus breve. Homofon ledelse bør ikke eksistere i Guds menighed i nådens tidsalder.

Alligevel ser vi igen og igen, at de kristne menigheder og bevægelser, der som oftest vokser hurtigst og har flest tilhængere, netop er størrelser under homofon ledelse. Hvad enten vi taler om Rick Warren, Joel Osteen, John MacArthur, eller T D Jakes, så taler vi om store bevægelser, der er bygget op omkring ét menneske, og dette menneskes tjeneste. Vi kan også finde eksempler på det herhjemme i lille Danmark. Det er profeten, evangelisten, eller den alfaderlige skikkelse, som slår tonen an, og ve den, der synger en tone, der ikke er rettet ind efter profetens.

Homofon ledelse fører, som beskrevet, til en monofonisk opfattelse af kirkens paradigme, og det påstås, at der kun findes én stemme, og alle, der ikke taler med den ene stemme, og ud fra den ene synsvinkel, og med det ene fokus på en eller anden måde er forkerte, udenfor, eller ligefrem falske og farlige for fællesskabet (jeg taler ikke om relativisering af teologien, nej langtderifra!).

Resultatet er en kirke i en uendelig ensformig monotonisk tilstand af gentagelser af samme indgroede og begrænsede, og variationsfattige handlingsmønstre.

Men Bibelen understøtter ikke tanken om en menighed under homofonisk ledelse, og NT afviser totalt en sådan ledelsesstrategi. Jeg kan ikke se andet, end at det er menneskets laveste dyriske instinkter, der evigt er på jagt efter den stærkeste, den mest dominerende, og bedst “fittede” fører til ulvekoblet – og dette afspejler sig også i kirkens jagt på en fører for flokken.

At have én fører, én leder, én retningsgiver reducerer kompleksitet hos mange kirkegængere, hvilket de åbenbart finder nødvendigt, hvis de skal danne mening ud af den uoverskuelige og uhåndtérbare verden, de lever i. Men det beviser samtidigt, at deres indre kompleksitet udgøres af kun to kasser, en sort og en hvid, og deres kompetence til at håndtere ydre kompleksitet fylder sådan cirka et fingerbøl.

NT taler ikke om homofonisk ledelse for kirken, men om harmonisk ledelse, om flere toner, der giver samklang, og går op i en højere enhed, og bliver et musisk modstykke på jord til en guddommelig realitet i det himmelske.

Gud satte i menigheden mange toner, først og fremmest, apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere. Når de tjenester – for de er tjenere før de er ledere – anerkender hverandres toner, og spiller med i den samklang, der opstår, når de alle er til stede i menigheden, opstår himmelsk musik. Og når de anerkender og giver plads til hinandens tjeneste, selvom den er forskellig fra deres egen, vil de også evne at kunne anerkende og give plads til den rige variation af toner, som udgår fra menighedens medlemmer.

I dette skaber Guds tjenere ikke længere kopier af sig selv i deres disciple, men de har kompetence til at føde liv frem i menigheden, der er forskellig fra dem selv, og de evner tilmed at lede dette menighedens rigt varierede og facetterede liv.

Ud over de toner, som spilles af de nævnte tjenester, spiller også ældstebrødre, diakoner, og hjælpetjenester deres tone, og dertil kan lægges det enkelte lems nådegave, og den Åndens frugt, som tilegnes det enkelte sind.

Da bliver menigheden det rige nuancerede, mangefarvede, overstrømmende billede af Kristus, som Kristus selv ønsker at føde igennem i sin kirke på jord. Og menighedens ledere skal pludselig til at lede, komponere, instruere, og skabe harmoni og retning i en menighed med mange flere toner, end de selv som enkeltindivider kan indeholde.

Se, så bliver kirken ikke et UNIvers, som i ensretning og ensformighed. Det bliver heller ikke et MITvers, som det så ofte bliver, når ét menneske påstår sig at være centrum for Guds plan på jord. Det bliver et multivers med mange forskellige mennesker, der med hver deres tjeneste, hjælpetjeneste, nådegave og frugt tjener den levende Gud, og se det er kirke og kirkeledelse efter Guds sind

Men der er endnu en problematik.

Mens Guds tjenere leder menigheden ud fra en himmelsk åbenbaring af harmoni, så viser det sig, at menigheden her på jord slet ikke er så harmonisk. Det musiske stykkes harmonier er idealet, det højest opnåelige for kirken, men realiteterne mens vi er her på jorden, er ganske forskellige fra det ypperste, det ideelle, det himmelske.

Vi oplever nemlig som menighedens ledere – når vi vil det harmoniske – at menigheden agerer ganske anderledes og i andre retninger end vores. Menigheden, der består af både kød og ånd, af både kødelige, sjælelige og åndelige tendenser, af både opbyggende og nedbrydende kræfter, er et potpourri af paradoksale kakofoniske, forskelligartede og modstridende interesser, der alle kræver anerkendelse og accept, og for nogles vedkommende endda også respekt.

Og det er her, mangen menighedstjener finder sig selv i et kakofonisk krydspres af en uskøn sammenblanding af et utal af dysfunktionelle disharmoniske menighedsmislyde, uden valgmuligheder, uden evne til at retningsbestemme, og uden kompetence til at gøre fyldest i det kald, Gud har givet dem (Paulus; magtesløshed). Det er her Guds tjener går i sort, bliver stresset, får en depression, og efter regression og regeneration genopstår som højskolelærer.

Det er kun når Guds tjener når til erkendelse af forskellen på den harmoniske himmelske åbenbaringstegning, han arbejder ud fra og hen imod, og den kakofoniske tilstand, menigheden befinder sig i, at han kan lykkes som menighedsleder og finde vej for sin tjeneste blandt Guds børn. Det er kun ved accept af tingenes tilstand, at menighedslederen kan implementere harmonien i kakofonien og samskabe et højere niveau af gudstjeneste i Guds forsamling. Det er kun her, han kan omforme det dysfunktionelle til kreativ polyfoni.

I en polyfoni finder vi selvstændige melodier med egne rytmer, der kun sekundært harmonerer med hinanden, akkurat som i en menighed, og her består polyfonledelse i, at kunne orkestrere selvstændige – endda autonome – toner, melodier og rytmer, og nå en højere enhed, selv når nogle stemmer står som modsætninger og kontrapunkter.

Når man mestrer polyfon ledelse, mestrer man tjenestens egentlige funktion i menigheden. Så ser man, at menighedens verden hænger sammen gennem forskelligheder, og man når frem til det allervæsentligste for Guds forsamling; enigheden – ikke fordi man søger en tilstand af triviel ensartethed og farvefattig ensformighed, men fordi man er nået til erkendelse af en enighed gennem mangfoldighed.

… og jeg tror, at enighed gennem mangfoldighed er Guds mål for menigheden,

så lad os sammen sætte retning på vores tjeneste.

Comments are closed.