Ville du have korsfæstet Jesus?

Skrevet af Simon Griis

Pilatus spørger dem så: “Hvad skal jeg da gøre med Jesus, der kaldes Kristus?” De svarede alle: “Lad ham blive korsfæstet!” Han spurgte: “Hvad ondt har han da gjort?” Men de skreg endnu højere: “Lad ham blive korsfæstet!” Da Pilatus så, at han intet kunne udrette, men at der blot blev mere larm, tog han vand, og i mængdens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: “Jeg er uskyldig i dennes blod; det bliver jeres sag!” Men hele folket svarede og sagde: “Hans blod komme over os og vore børn!”
Matt 27,22

Du står midt i en stor hob for næsten 2.000 år siden. Menneskene i den store forsamling er ophidsede og råber sit budskab op mod landshøvdingen Pilatus og hans fange, som står på balkonen. Pilatus er tydeligvis nervøs, for han fornemmer, at situationen er på vej ud af kontrol. Han ønsker at frigive sin fange, tømrersønnen Jesus fra Nazaret, men hoben er imod, og opildnede af farisæere og ældste, kræver de fangens død på et kors.

Har du prøvet det tankeeksperiment at spørge dig selv om, hvordan du tror, du ville have ageret, hvis du havde levet i Israel for 2.000 år siden, og ikke vidste mere om Jesus end den tids borgere vidste? Ville du være blevet en discipel af Jesus, eller ville denne ørkenprofets budskab ikke have sagt dig noget, eller ville du måske have stået i mængden og råbt “Korsfæst ham!”? Det vil ligge naturligt for mange mennesker at forsøge at vurdere deres egen godhed og ondskab i forhold til dette spørgsmål. At prøve at måle, om de selv ville være så onde, at de ville stå i folkemængden og kræve Jesus korsfæstet. Og på den måde vurderer vi mange ting her i livet ud fra vores opfattelse af vores egen ondskab og godhed. Dette inklusiv om vi er gode nok til engang at komme i himlen.

Men hoben, som vi læser om i Mattæus 27 bestod ikke af mennesker, der på en speciel måde var nederdrægtigt onde i forhold til andre. Den bestod – som den slags folkemængder altid gør – af ganske almindelige mennesker. Af omsorgsfulde fædre, af gode hustruer og kærlige mødre, af pålidelige arbejdere, dygtige arbejdskammerater og loyale venner. Af ganske almindelige mennesker, der når de samles i en hob, ændrer adfærd og bliver som ulve, der jager i flok. Så hoben, der krævede Jesus korsfæstet var hverken bedre eller ondere end mennesker er flest. Og om du ville have stået der eller ej, er ikke afgjort af din indre godhed eller ondskab.

Men hvad er det så, der afgør, om du ville have deltaget i tilråbene og medvirket til Jesu korsfæstelse? Hvad er det for vældige kræfter, der kan gøre den store forskel? Det er de samme vældige kræfter, som også sætter skel mellem frelse og fortabelse, himmel og helvede Det er, som i alle andre aspekter af livet

… Tro!

Så enkelt! Og dog så stærkt! Troen er det, der sætter skel. Troen er det, der adskiller den ufrelste fra den frelste og den vanhellige fra den hellige. Mange tror, det er menneskets godhed og ondskab, der gør forskellen, men det er troen.

Ville du have stået i mængden og krævet Jesus korsfæstet? Hvis du ikke havde troen på, at Jesus var Guds Søn, jødernes Messias og verdens frelser, så ville du helt sikkert stå der, også uanset hvor god, du måske inderst inde mener, du er. Hvis du havde troen på, at Jesus var Kristus, ville du ikke have deltaget i tilråbene.

Der er en beretning i evangelierne, som på en speciel måde afbilleder dette forhold. Jeg ved, at kirken gennem århundreder har fremstillet Judas, der forrådte Jesus, som en speciel ond person. Men Judas var som folkemængden hverken mere eller mindre ond end alle andre. Han var et helt almindeligt menneske. Det eneste, som reelt skilte ham fra de andre disciple, og gjorde disciplene til Kristi efterfølgere mens Judas blev hans forræder, var troen!

Da det nu var blevet aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: “Sandelig siger jeg eder: en af jer vil forråde mig.” Da blev de meget bedrøvede og begyndte hver især at spørge ham: “Det er dog vel ikke mig, Herre?” Matt 26,20

Jesus afslører, at én af disciplene vil forråde ham og overgive ham til døden. Alle svarer de “Det er da vel ikke mig?”, vel vidende, at der i dem alle ligger en latent mulighed for at forråde Jesus. På akkurat samme måde som der hos du og jeg er muligheden for dette. Ingen ved, om det er dem, og derfor spørger de den ene, som kan have svaret; Kristus selv. De er bedrøvede, både over, at Jesus skal forrådes, og over, at det er én af dem, som skal gøre det.

Han svarede og sagde: “Han, som nu sammen med mig stak hånden i fadet, han vil forråde mig. Menneske-sønnen går bort, sådan som der står skrevet om ham; men ve det menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det havde været bedre for det menneske, om han aldrig var født.” Men Judas, som forrådte ham, tog til orde og spurgte: “Det er dog vel ikke mig, rabbi?” Han siger til ham: “Du har selv sagt det.” Matt 26,23

Af en eller anden grund, var det kun de 11 af disciplene, der i første omgang spurgte Jesus om det var dem, der skulle forråde ham. Judas kommer først til senere. Også han spørger, og ud fra konteksten virker det som om, han er lige så bedrøvet og lige så bekymret for, at det er ham, der skal være den skyldige.

Og Jesus giver det noget kryptiske svar: “Du har selv sagt det”. Har Judas selv sagt det? Lad mig se: De 11 sagde: “Det er dog vel ikke mig?” og Judas sagde: “Det er dog vel ikke mig?”. Hvad er forskellen? Er det ikke akkurat samme sætning? Hvordan kan Jesus høre forræderiet i Judas svar frem for i de elleves svar? Jesus hører de elleves tro i deres bekendelse af hvem, han er, og han hører Judas’ vantro i hans titulering af Jesus.

De 11 sagde: “Det er dog vel ikke mig, Herre?” Herre er på græsk Kyrios og betegner en hersker, en konge. Når disciplene kalder Jesus for Herre, så er der flere lag af trosbekendelse i dette.

Først og fremmest fortæller de ved dette, at de ser Jesus som deres herre, og ser til ham for vejledning og råd. Han er den, der er bestemmende i deres liv, og de vil følge enhver ordre, han måtte give.

Herre betød jo også hersker og konge, og i dette udtrykker de deres tro på, at Jesus virkelig er den Messias, den Davids ætling, den konge, som profeterne i Gammel Testamente har forudsagt. Det er altså deres tro på, at Jesus er Messias, der kommer til udtryk i deres bekendelse. De romerske kejsere titulerede også sig selv med det græske Kyrios, og krævede i dette tilbedelse og underkastelse. De kristne kunne ikke kalde de romerske kejsere for Kyrios, fordi de kun troede på én Herre og konge, nemlig Kristus. Og netop dette kastede den tidlige kristne menighed ud i hensynsløse forfølgelser fra Roms side.

Men de elleves titulering med “Herre” har en endog dybere betydning. Det gamle Testamente er skrevet på hebræisk og det nye på græsk. Men allerede før Jesu fødsel havde 71 jødiske skriftslærde sat sig for at oversætte det Gamle Testamente fra hebræisk til græsk, og dette skrift er kendt under navnet Septuaginta.

I det gamle testamente er Guds mest fremtrædende navn JHWH eller Jahve. Et navn så helligt, at ingen israelit turde udtale det. I Septuaginta, den græske oversættelse af det gamle testamente, oversættes Guds navn Jahve til det græske Kyrios. Mere end 6000 gange skrives Guds navn på græsk Kyrios, hvor det på hebræisk er Jahve i Gamle Testamente. I den forståelse ligger der altså en langt større bekendelse i disciplenes ord, når de her kalder Jesus for “Herre, Kyrios”. Og her ser Jesus deres tro. Det er den samme tro, som Thomas udtrykker i Johannes 20.28, hvor han siger “Min Herre, min Gud”. Disciplene står over for Jahve selv, når de står over for Jesus, de står over for Messias, kongen, han som har Kyrios-vældet, og om hvem, profeterne har talt.

Men hvad er det så, der gør Judas så forskellig fra disse? Hvordan kan Jesus sige, at vantroen og forræderiet ligger i Judas egne ord? Hvad var det, han sagde? “Det er dog vel ikke mig, rabbi?”. Se, her er ingen bekendelse af, at Judas tror på Jesus som Messias, som den konge, der skulle komme som Guds søn og verdens frelser, ja som Javhe selv, Kyrios, forudsagt af profeterne.

Judas ville gerne følge Jesus og han anså ham for at være en stor rabbi, hvilket betyder en stor mester og lærer. Judas var slet ikke i tvivl om, at Jesus var noget særligt, at han var en stor lærer. Men han ejede ikke troen på, at Jesus var Kristus. Og det var dette, der skilte ham fra de 11 andre. Jesus bliver i dag brugt og misbrugt i mange religiøse, politiske og sociale sammenhænge. Mange anser ham for at være en stor mand og et stort menneske. For dem er han en stor menneskekender, en stor healer en stor lærer og profet, og endog for nogle én blandt mange guder.

Spørgsmålet er ikke hvorvidt alle disse mennesker, der gerne vil tage Jesus til indtægt, er gode eller onde, om de har reelle hensigter i det, de gør, eller om de er ærligt søgende. Der findes kun ét spørgsmål for hoben, der står foran Pilatus for Judas og de 11 andre, og for os i dag. Og det er trosspørgsmålet: “Tror du, at Jesus er Kristus, Guds Søn? Tror du, at denne søn af en tømrer er Messias, Guds Søn, ja Gud selv i menneskeskikkelse. Kyros, Herre og Gud?

Tror du det, ja da ville du ikke have været at finde i den larmende hob, der råbte på Jesu korsfæstelse, og heller ikke sammen med Judas, der forrådte Jesus. Men ved troen på, at Jesus er Kristus, vil du have din sjæl frelst, og være at finde blandt disciplene på ovensalen.

Comments are closed.