Spørgsmål:
Hej.
Jeg vil gerne vide, hvad det var, der fik Paulus til at gå fra jødedommen og over til at blive en døbt kristen.
Det er til brug i en kristendomopgave, jeg er ved at lave. Jeg er lærerstuderende Med venlig hilsen
G. J.
Svar:
Hi G. J.
Pauli overgang til kristendommen har i mange sammenhænge været en kilde til undring og eftertanke. Man må betænke sig, hvad denne mand forlod af goder og agtelse, og det farefulde og trælsomme liv, han gik ind til. Hertil kom, at Paulus jo i forvejen var “rettroende”. At mennesker forlader en god tilværelse for at overgå til en langt mere vanskelig livsvandring, ser vi ind imellem, men at en overbevist rettroende skifter tro og holdning til det næsten diamentralt modsatte, er en sjældenhed. En sådan var Paulus.
Kendskabet til paulus har vi først og fremmest fra Apostlenes Gerninger og hans breve i det Nye Testamente. Paulus blev født i Tarsus, en berømt by i Lilleasien. Pauli forældre var sandsynligvis hebræisk/aramæisktalende hebræere. Hans far har været farisæer (ifølge Apost. Ger. 23.6), og derved kan sluttes, at Paulus er blevet opdraget i den jødiske tradition. Faderen var af benjamins stamme (Rom.11.1).
Paulus havde romersk statsborgerskab (Ap.ger.22.25+28). Vi ved, at denne ret ikke blev givet til enhver, og at han var indehaver af en sådan indikerer, at Pauli forældre var af finere byrd. Han kom altså fra et velbeslået hjem.
Paulus beherskede det græske sprog, og nogle mener, at han har gået i skole og lært græsk sprog og filosofi. Under alle omstændigheder er det sandsynligt, at han ved 12 års alderen er blevet fulgt til templet i Jerusalem som alle andre drenge, men her er blevet ladt tilbage for at studere til skriftlærd og farisæer. I denne uddannelse lå også, at man skulle lære et håndværk, således at man tjente, ikke blot med ånden, men også med legemet. Her har Paulus sandsynligvis lært teltmageriet, som han senere ernærede sig ved, når det var nødvendigt.
Han modtog den fineste undervisning ved Gamaliels fødder (Ap.ger.22.3) og var ivrig (Gal.1.4) og nidkær for den farisæiske tro og udlægning (Ap.ger.22.3). Læs engang hans egne ord om sig selv:
Mit liv, som det har været siden min ungdom, ja, fra første færd, i mit folk og i Jerusalem, er kendt af alle jøder. v5 De ved om mig fra tidligere tid — hvis de ellers vil vidne om det — at jeg som farisæer har levet efter den strengeste retning i vor religion ApG 26,4 – ApG 26,5
Paulus var ikke alene faisæer. Han tilhørte det strengeste parti, og siger endvidere om sig selv, at han var “uangribelig i lovretfærdighed” (Fil.3.5-6). Dette gør hans omvendelse til et endnu større mysterium. At han tilhørte det strengeste parti, fortæller om ham, at han var utrolig nidkær for sin overbevisning, men at han betragtede sig selv som værende uangribelig / ulastelig i de krav, som hans religion stillede til ham, gør ham jo nærmest immun overfor udefrakommende påvirkninger.
Da kirken fik sin første martyr ved Stefanus´ stening (Ap.ger.8) stod Paulus (dengang Saulus) og så på med et tilfreds smil. Hans nidkærhed for farisæismen gav ham et had til den liden, men voksende kristne menighed, som han begyndte at forfølge. Med et brev fra ypperstepræsten selv, drog han som “legatus a latere” ud og fængslede tilhængerne af Kristus fra Nazareth, de såkaldte kristne. Han var usædvanlig hård i sin fremfærd, og tvang de kristne til at spotte deres mester og herre. Læs, hvad han selv siger:
Jeg fik fuldmagt fra ypperstepræsterne og lod mange af de hellige sætte i fængsel, og når de skulle henrettes, stemte jeg for det. v11 I alle synagoger har jeg ofte med straf forsøgt at tvinge dem til bespottelse. Så voldsomt rasede jeg imod dem, at jeg forfulgte dem helt til byer i udlandet. v12 Men under de forfølgelser rejste jeg engang til Damaskus med fuldmagt og bemyndigelse fra ypperstepræsterne… ApG 26,10 – ApG 26,12
Og læg dette til udsagnet:
Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord; han gik til ypperstepræsten v2 og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til Vejen, og som han kunne finde, både mænd og kvinder, og føre dem til Jerusalem. ApG 9,1 – ApG 9,3
Det var en sådan mand, der med ét forvandledes og blev en stærk tilhænger af det forfulgte mindretal, han selv så nådesløst havde søgt at komme til livs, og hvis tro han foragtede mere end noget andet. Og han blev ikke alene en tilhænger, men den mest betydningsfulde mand for kristenheden. Der er ikke noget sige til, at hans overgang til kristendommen har vakt undring, og at mange har søgt at komme med plausible forklaringer på hans omvendelse.
Der har helt sikker været en del faktorer, som spillede sammen omkring Pauli omvendelse. Dels skete omvendelsen på en rejse til Damaskus. En rejse, som sandsynligvis skulle vare en uges tid. Her var Paulus uden for sin sikre fæstning, borte fra sine venner og bekendte i høje religiøse stillinger. Han var taget bot fra den indbyrdes påvirkning, som kan findes i sådanne religiøse samlinger. Det er også sikkert, at Paulus på denne tur har været under indflydelse af en stilhed, som ikke fandtes i Jerusalems larmende gader og bygninger. En stilhed, som kun findes “på landet” og som maner til besindighed og meditation. Men dette er langt fra forklaring nok. Intet af dette kan retfærdiggøre en så radikal forvandling – ikke blot af Pauli holdninger, tro og overbevisning – men også af hans inderste sinds dybe forvandling fra en “selvretfærdig”, nidkær og hård skriftslærd, til en ydmyg, næsten selvudslettende omvandrende apostel.
Hans egne ord må i dette tilfælde vægte langt tungere end nogen nok så lærds forsøg på at udrede psykiske, sociale og politiske faktorer i Pauli omvendelse. Paulus siger selv:
“Men under de forfølgelser rejste jeg engang til Damaskus med fuldmagt og bemyndigelse fra ypperstepræsterne. Undervejs, konge, så jeg midt om dagen et lys fra himlen stråle om mig og mine ledsagere, et lys med stærkere glans end solens. Vi faldt alle til jorden, og jeg hørte en røst tale til mig på hebraisk: Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? Det bliver hårdt for dig at stampe mod brodden. Jeg spurgte: Hvem er du, Herre? Og Herren svarede: Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig nu op på dine ben! For jeg har vist mig for dig netop for at udvælge dig til tjener og til vidne både om det, du har set, og om det, jeg vil lade dig se, når jeg redder dig fra folket og fra hedningerne. Dem sender jeg dig til for at åbne deres øjne, så de vender om fra mørke til lys og fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndsforladelse og få samme lod som alle de andre, der er helliget ved troen på mig. Derfor, kong Agrippa, har jeg ikke været ulydig mod det himmelske syn. Men jeg forkyndte først for dem i Damaskus og derefter i Jerusalem og i hele jødernes land og så for hedningerne, at de skulle omvende sig og vende om til Gud og gøre de gerninger, som omvendelsen kræver. Det er grunden til, at jøderne anholdt mig på tempelpladsen og ville slå mig ihjel. Indtil denne dag har jeg da ved Guds hjælp kunnet træde frem og vidne for store og små, og jeg siger ikke andet end det, profeterne og Moses har sagt skulle ske: at Kristus måtte lide, når han, den først opstandne fra de døde, skulle forkynde lys for både folket og hedningerne.” ApG 26,12 – ApG 26,23
Når alle forklaringsmodeller er blevet nævnt, endevendt og undersøgt, står dette ene tilbage: Paulus omvendte sig efter en overnaturlig oplevelse. Intet mindre! Den Gud, han troede han tjente, viste sig at være den Gud, hvis folk, han forfulgte. Ingen kunne overbevise ham om dette. Ingen uden Gud selv, der viste sig for ham i et syn på vejen til Damaskus.
Et sådant syn kan selvfølgelig forklares på mange underfundige måder, men Paulus slap slet ikke så billigt, at han syn kunne kategoriseres under noget psykologisk eller mentalt fænomen. Åbenbarelsen var fulgt af et stærkt lys, som ikke kun sås af ham selv, men af alle deltagerne, og dette lys var af en sådan beskaffenhed, at alle faldt til jorden.
Og ikke nok med dette. Paulus blev slået med blindhed, og var blind indtil en mand nogle dage senere lagde sine hænder på ham, og han fik synet igen. Dette var ham endda forudsagt, inden det skete.
Dette er i bund og grund beretningen om, hvorfor Paulus omvendte sig og blev et helt andet menneske. Nogle kan så sige, at det er en god ammestuehistorie, og at det ikke passer. Det gør ikke noget, hvad folk siger. Paulus var den, der så lyset, han var den, der blev kastet af hesten og hørte røsten fra himlen. Paulus var den, der på egen krop oplevede at blive blind, og senere at få sit syn igen i henhold til en profeti.
Paulus var den, ingen kunne overbevise om andet end det han troede på, og alligevel blev han overbevist om noget andet. Han giver selv grunden. Hvad kunne få en mand som Paulus til så radikalt at ændre sit liv, sin tro og sin fremfærd, om ikke den overnaturlige Guddommelige oplevelse, han selv giver som grund for det skete?
Håber, du kan bruge det til noget
Med broderlig hilsen
Simon Griis