Vort liv i tre salmer

Skrevet af Simon Griis

“Den vide jord skal mærke sig det og omvende sig til Herren, og alle folkenes slægter skal tilbede for hans åsyn; thi Herrens er riget, han er folkenes hersker… Thi han greb ind!”

Salme 22
David har skrevet tre salmer, som aftegner vores liv med Kristus. Det er salme 22, 23 og 24, som hører sammen i et hele. Vi kender de to første så godt. Salme 22 fortæller os om korset, og Kristi værk her. Om hvordan Guds Søn led for os, for at vi kunne få evigt liv. Ved første øjekast ser vi, at David synger om sig selv og sine egne lidelser. Men ved nærmere eftersyn opdager vi, at salmen går videre og begynder at tale om ting, som David aldrig selv har oplevet. Den taler om en Guds tjener, som engang skulle lide døden på et kors – en henrettelsesmetode, som David ikke kendte til i sin egen samtid, men som ville blive brugt i romerriget 1000 år efter Davids tid. Salmen er utrolig nøjagtig i sin forudsigelse af de hændelser, som omkransede Kristi korsfæstelse. Selv sådanne detaljer som, at de romerske soldater kastede lod om Jesu klæder og at tilskuerne opfordrede Jesus til at frelse sig selv, er med i salmen.

Dette kors er grundvolden for vort liv. Det er starten på vor vandring med Kristus. På grund af dette kors – siger salme 22 – skal jorderiget vindes for Gud, evangeliet skal ikke blot være for Israels folk, men et tilbud til alle mennesker, uanset hvem de er, hvor de bor, og hvilken race, de tilhører. Her er også en herlig profeti om menigheden. “Om Herren skal tales til slægten, der kommer; de skal forkynde et folk, der fødes, hans retfærd. Thi han greb ind”. Et folk, som ikke før var et folk, men som nu, ud af alle jordens folkeslag, kaldes til at være en Guds forsamling. Dette folk er menigheden, som har fundet nåde for Guds øjne ved Kristi soningsdød på Golgata.

Og jeg er én af dem! Halleluja!!! Af Guds nåde et Guds barn, købt til et liv med min Gud og Skaber, prisen betalt – ikke ved guld eller sølv – men ved Kristi eget blod, som flød på Golgata.

Salme 23
“Herren er min hyrde, mig skal intet fattes, han lader mig ligge på grønne vange. Til hvilens vande leder han mig, han kvæger min sjæl, han fører mig ad rette veje for sit navns skyld!”

Efter at have oplevet salme 22 som en personlig erfaring, bliver min næste erfaring salme 23. Ikke alene er jeg frelst af nåde ved Kristi værk på Golgata. Jeg oplever nu, at Herren er min hyrde gennem livet. Han har frelst mig, men han har også påtaget sig ansvaret for at lede mig mod himmelens land – hele vejen gennem denne verden til tryghed i hans favn. Jeg er salig, jeg er velsignet. Hvem kunne ønske sig en anden hyrde? I forhold til Jesus vil enhver anden fremstå som en lejesvend.

Salme 23 lægger vægten på det ansvar, Gud har taget over for sin flok. Den har ingen krav til mig, som jeg bør opfylde for at være “et godt får”. Det er ikke mig, som skal passe på hyrden, men hyrden, som passer på mig. Jeg kan med sindsro tage blikket væk fra mig selv og alle mine mangler og min magtesløshed, og kaste det på hyrden, som leder mig.

Jeg ved, at Kristus leder mig ad den bedste vej i overensstemmelse med den plan, han har for mit liv. Kun godhed og miskundhed skal følge mig. Alt virker til gode for mig, også de ting, som lige nu synes at være vældige byrder. Jeg oplever, at han leder mig til hvilens vande, hvor jeg kan hvile trygt i Kristus, uanset mine omstændigheder og uanset hvad jeg måtte synes om mig selv. Dette er det store i salme 23. Jeg er accepteret som jeg er. Gud har accepteret mig – ikke fordi jeg er noget særligt i denne verden. Gud har ingen specielle adgangskrav, når vi vil være en del af hans flok. Vi er accepteret på grund af det, Kristus gjorde. Han er vores adgangsbillet. Og nu er vi en del af Guds flok, og han vil være vores gode hyrde.

Samle 23 lover ingen steder, at livet altid skal være let. Den siger ikke, at vi altid ledes uden om problemer, men derimod netop: “Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, jeg frygter ej ondt”. Alle vil på tidspunkter i deres liv opleve problemer og sorger. Lidelsen er en del af denne verdens betingelser, der står som en dødsskyggens dal. Men selv her, selv midt i problemet, i den knugende sorg, selv her, hvor der ikke synes udvej, er hyrden med, og leder vejen igennem til lyset og græsset længere oppe på bjergenes sider. “Jeg frygter ej ondt” for når livet bliver større end jeg, og jeg taber pusten over den vældige verden, retter jeg blot blikket mod ham, som har valgt at være min hyrde. Han står roligt med et forstående blik, vinker ad mig og siger med en kærlig stemme: “Kom så, det er på tide at komme videre”. Og jeg følger ham.

Salme 24
“Løft eders hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, at ærens konge kan drage ind!”

Salme 24 er ikke så kendt som de to første, vi har set på. Det er lidt synd, for den er prikken over i´et, den er kulminationen på de to første. I salme 22 fandt vi fred med Gud ved korset. I salme 23 vandrer vi med vores hyrde gennem livet. Og her i salme 24 finder vi enden på vort liv og på denne verden. Ikke en sørgelig slutning, men en glædelig, da Kristus kommer igen som konge og entrer de gamle porte og døre. I Salme 22 er Kristus offerlammet, i salme 23 er han vores gode hyrde, og her i salme 24 er han jordens og himlens konge, som vender tilbage.

Salmen er øjensynligt komponeret i forbindelse med at pagtens ark skulle føres tilbage til Zion fra Obed – Edom (2.Sam.6 og 1.Krøn.15.2-27). Den var præsternes marchsang, som de vandrede fremad mod Guds Stad, og den var akkompagneret af musik. De forskellige vers blev sunget, dels af hele festforsamlingen og dels af en solosanger, men det vældige ligger i versene 7 til 10. Vers 7 blev sunget af forsamlingen, som kom bærende på arken “Løft eders hoveder, I porte, løft eders hoveder, I ældgamle døre, at ærens konge kan drage ind!”. Og folkene inde i byen, som ventede på Guds ark med længsel og spænding, svarede i vers 8: “Hvo er den ærens Konge? Herren, stærk og vældig, Herren, vældig i krig”. Forsamlingen, som bærer arken hjem, synger igen vers 9, og bliver igen svaret af den vældige forsamling inde i byen i vers 10.

Hvor skønt er det ikke at være frelst af nåde, som det er os kundgjort i salme 22. Hvor lifligt er det ikke at opleve sig ledet og taget ved hånden gennem hele livet af den gode hyrde, som vi ser det i salme 23. Men vi må ikke stoppe her. Denne guddommelige kærlighedshistorie har også en slutning, som er lige så vigtig og central. Det sidste punktum er ikke sat. Kristus kommer igen, og denne gang som konge. Først henter han sin menighed i skyen, og dernæst vender han tilbage med alle sine hellige, for at kræve sit kongedømme. Han skal gå ind gennem de gamle porte i Jerusalem, og han skal være Israels og jordens konge.

Prøv at se dig selv midt i dette festlige optog. Det er en direkte profeti om det, som skal hænde i de sidste tider. Menigheden er bortrykket, og nu vender den sammen med Frelseren – Guds virkelige pagtsark – tilbage til jorden. Vi er i denne forsamling – Enhver, som er købt og betalt med Kristi blod, er med i dette optog. Vi synger “Løft eders hoveder, I porte, løft eders hoveder, I ældgamle døre, at ærens konge kan drage ind!” og svares af Israels rest, som er forsamlet i Jerusalem og omegn: “Hvo er den ærens Konge? Herren, stærk og vældig, Herren, vældig i krig” . Jeg glæder mig til denne dag. Har Gud vist mig nåde og barmhjertighed indtil i dag, er der dog en dag i vente, som skal overgå alt, jeg hidtil har oplevet med Herren.

Så vældige åbenbaringer ligger i salmistens ord. Her er i sandhed Gudsåbenbarelse nok, ikke blot til vores fortid og nutid, men også til den herlige fremtid, som venter os. Lad aldrig dette budskab om Herrens snarlige genkomst visne hen i vores forsamlinger. Det er selve den klimatiske slutning på vort livs beretning.

Herren kommer snart!

Comments are closed.