Slip Guds Ånd løs!

Skrevet af Willy Griis

Vi er i åndeligt mørke og stagnation i Danmark. Frafaldet iblandt de kristne er så dybt, at mange ikke længere kender forskel på Åndens bevægelse og kødets begejstring. For ikke at tale om de, der er bange for al slags bevægelse og helst ser, at ethvert kristeligt møde udvikler sig til et tørt foredrag, som ikke engagerer tilhørerne. Jesus siger i Johs. 6-63: “Det er Ånden, som gør levende; kødet gavner intet De ord, som jeg har talt til jer, er ånd og er liv”. For det menneske, som er i vækkelsens ånd, er Gudsordet blevet levende. Bibelen er ikke længere en død bog, men en levende virkelighed, som sætter sit præg på et sådant menneskes hverdag. Det åndeligt levende menneske har forstået det, som Paulus fremhæver i Ef. 6-17, at Åndens sværd er Guds ord, og gør brug af dette Åndens sværd i sin dagligdag.

Kære kristne i alle lejre, lad os ruste os til en åndelig strid imod alt det, som vil nedbryde de sande, åndelige værdier. Lad os gennem bøn og faste igen bede Guds Ånd være i bevægelse i vore møder og sammenkomster, så mennesker oplever frelse og udfrielse fra synd og sygdom. Vi ved godt, at der straks vil rejse sig et råb som protest imod et sådant vækkelsesliv. Der vil straks blive formanet til at skabe ro og orden. De levende vil blive beskyldt for at skabe strid og splid i de helliges forsamling. Men Guds ord er med os. Jesus siger i Math. 10, 34-35: “I må ikke mene, at jeg er kommen for at bringe fred på Jorden. Jeg er ikke kommen for at bringe fred, men sværd. Thi jeg er kommen for at volde spild mellem en mand og hans fader, mellem en datter og hendes moder, og mellem en svigerdatter og hendes svigermoder, og en mand skal få sine husfolk til fjender.” Dette er vækkelsens spild. Når de, der vil Gud, begynder at tage stilling for Guds ord, rejser de kødelige sig til modstand. Når Gud taler gennem mennesker, som er indviede ved faste og bøn og derfor drevet af den Helligånd, da vil det medføre rørelse og strid iblandt mennesker, fordi Guds vilje aldrig kan harmonere med den menneskelige vilje og natur. Det er som oftest fra de sløve kristne samt de ledende i menighederne, at modstanden kommer. For at undgå strid og spild og for at bevare det gode omdømme slår de fleste af på sandheden. De vil da hellere forblive i en lunken menighed som passive vanekristne, der har mistet nøden for sjæles frelse, og som fuldt ud mangler Guds Ånd og kraft.

Lad os indse, at strid kommer af modstand imod sandheden, og ikke, som Satan gerne vil have os til at tro, nemlig at de, som bærer vækkelsens ånd, og som derfor står i strid, er kødelige mennesker, som er i opposition til alt bestående. Lad os ikke bedrages af djævelen, men lad os bede Gud opvække hundreder af vidner, som ikke er bange for deres gode rygte og omdømme, mænd og kvinder, som er salvet af Helligånden, og på hvem Guds nød for de ufrelste og lidende går forud for alt i deres liv. Markerne er hvide til høst; men arbejderne er for få. Lad os i stedet for at lægge hindringer i vejen hellere være medarbejdere og forbedere for disse vidner, som Gud vil oprejse iblandt os.

Ap. 8-29: “Da sagde Ånden til Filip: Gå hen og hold dig nær til den vogn.” Hvad vil det sige at blive ledet af Helligånden? Er det noget, som praktiseres i dag? I vækkelsens første tid levede man Gud så nær i bøn, at man kunne høre Helligåndens røst. Man bad og søgte Gud for at få kendskab til, hvad Gud ville bruge én til. Man oplevede som Filip, at Gud havde en opgave til den lydige, en sendelse til mennesker, som var i nød. På denne måde fulgte man det bibelske princip for at være ledet af Ånden. For år tilbage havde Gud udvidner, evangelister, der rejste frit omkring til de menigheder, som de følte sig kaldet til af Ånden. De rejste til menighederne uden at være indbudt og på forhånd anerkendt og godkendt af lederne. De troende var åndeligt vågne nok til at værdsætte og støtte disse ildvidner i det kald, som Ånden havde givet dem. Sjæle blev frelst, syge blev helbredt, og mennesker blev døbt i Helligånden. Bønnegruppen i menigheden begyndte at bede for Herrens vidne, som var kommet ledet af Ånden. Menighedens medlemmer stod i kø for at få lov til at have den af Helligånden fyldte evangelist boende hos sig.

I dag må vi konstatere, at vi er gået bort fra denne fremgangsmåde. Evangelisterne må klare sig, så godt de kan. Som regel sover de på et hotel, og menigheden tager ikke imod andre end dem, de selv har ønsket at indbyde, og så for et bestemt tidsrum. Menighedens ledere vælger helst den type forkynder, de bedst harmonerer med. Derved bliver alt stereotypt; man bliver ens i syn og tale og motiv. Mange tror, at dette er vejen til kristen enhed; men det er nøjagtigt på dette punkt, at kødet og djævelen overtager ledelsen af menigheden i stedet for Helligånden. kærligheden til Gud og samfund med ham i bønnen gør, at man elsker alle levende Guds børn, og forskellighederne iblandt de hellige viser endnu mere af Guds herlighed, og dermed har vi samfund med hverandre, uden menneskelig alliance og organisation.

Satan glæder sig over denne blindhed, som er hos de åndelige ledere i tiden; den hindrer åndelig fornyelse og vækkelse imellem Guds børn. Enkelte prædikanter kommer rejsende fra udlandet og taler i vore menigheder. De fremstilles som store, åndelige mænd, og den tavse menighed strømmer sammen for at høre det vældige budskab, som denne prædikant skulle have at bringe. Samtidig fortæller vi de mænd, som Gud er ved at rejse op i vort land, at de ikke skal tro, Gud har gjort noget ved dem. For hvis de tror det, bliver de hovmodige og selvsikre, og dermed menes vanskelige at styre og lede for de ældste og menighedslederne. For så vidt disse kommende tjenere på trods af modstand skulle opleve, at nogle blev frelst og helbredt ved deres tjeneste, hvor skulle de så hente opmuntring og næring til fremgang i tjenesten? De bliver som oftest ofre for kritikkens og fortielsens ånd iblandt “de store”, som i stedet skulle have opmuntret dem til yderligere indvielse og tjeneste og samtidig skulle bane en forventningens og troens vej ind i menighedens hjerter for dem.

Er det sig selv, hyrderne skal røgte, siger Herren, er det ikke hjorden? Vi havde forlængst haft mange og gode tjenere i dette land, om ikke hyrderne havde ensrettet dem i stedet for at vejlede dem.

Comments are closed.