v/ Simon Griis
I Apostlenes Gerninger 2.42 læser vi, hvad de første kristne holdt fast ved i deres trospraksis. Noget af det mest fundamentalt var fællesskabet, ikke billedligt, at de så sig selv som en del af et større folk, men praktisk, at de kom sammen og holdt sig sammen.
Lige så vel som de holdt fast ved apostlenes lære, brødets brydelse og bønnerne, så holdt de fast ved fællesskabet. De ”holdt fast”, de gjorde en indsats, de arbejdede på at tage del i et menighedsfællesskab.
I 2.47 står der at Herren dagligt føjede nogle til, som blev frelst. I dette ligger ikke, at Herren føjede til en billedlig størrelse. Nej, Herren føjede mennesker til den lokale menighed, til et fysisk såvel som åndeligt fællesskab. Han føjede sjæle til, som lod sig frelse, fordi det er Herrens vilje, at sjæle ikke alene skal frelses, men også føjes til et gensidigt forpligtende fællesskab.
Vi siger at den kristne tro er en relation og ikke en religion. Det er i virkeligheden kun en halv sandhed. Hele sandheden er, at vor tro er en relation med vor Here og frelser, OG det er en relation, som erfares og leves ud i vores relation med trossøskende. Ingen er kaldede til en eremittilværelse. Vi er alle kaldede til et liv i et samfund, til en relation, der både er vertikal og horisontal.
Når du som kristen fravælger at deltage i en lokal menighed, er det faktisk ulydighed mod Skriften.
Lyt med her og find ud af hvorfor det er ulydighed, og hvorfor det er så vigtigt i Guds øjne, at du er deltager i en forsamling.
Varighed: 38 minutter