Skrevet af Simon Griis
Vi ved, at loven er streng, og at den hører Gamle Testamente til. Vi ved, at vi ikke skal holde loven. Vi ved, at vi ikke frelses ved gerninger, men ved tro alene. Vi ved, at vi lever i nådens tid, og at loven på en eller anden måde er trådt ud af kraft ved Kristi forsoningsværk.
Samtidig kender vi Kristi lære i Bjergprædikenen. Vi ser gennem hele Kristi tjeneste, at der stilles krav til vores liv. “Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen!”(Matt.5.48). Det er klart, at vi som kristne må bestræbe os på at leve et godt liv. Både i det indre og i det ydre må det skinne frem, at vi er kristne. Vi skal ikke holde loven, men Jesus selv siger jo, at visse ting skal opfyldes, for at vi kan vandre Gud til behag.
For nogen kristne bliver dette en bitter kamp mod selvet og egen kødelighed. Mange oplever, at de gang på gang lider nederlag i bestræbelserne på at leve et “godt kristent” liv. De læser ikke nok i Bibelen, de beder ikke nok, de kommer for lidt på møder, de vidner for lidt, de gør for lidt for Guds sag. Hele tiden halser de afsted efter Guds hellighed i deres liv, og aldrig når de målet, aldrig bliver de tilfreds med sig selv. Kender du dette? Hvor er hvilen i Kristus? “Lige om hjørnet efter næste anstrengelse” siger du, men når aldrig derhen. Frelst af nåde, ja, men helliggørelsen kræver sit. En umådelig pris må betales.
Følelsen af utilstrækkelighed, af aldrig at gøre det godt nok bliver næret af prædikanter, som taler mod frafald og lunkenhed samt for større indvielse, yderligere iver i tjenesten, hellighed og omvendelse fra synd. Kort sagt, alt det, man ikke har og indeholder.
For andre kristne er hverdagen en anden. De er faldet til ro i, at de faktisk klarer Jesu bud rimeligt godt. De lever et godt liv, gør ingen fortræd, og er muligvis aktive på den ene eller anden måde i deres menighed. De har aldrig bedrevet hor og de har aldrig lidt af misundelse, hidsighed eller drukkenskab, de har aldrig slået nogen ihjel. Alt i alt går det meget godt.
De kender Jesu bud, og kan holde de fleste. Det er klart, at der findes bud, som er helt umulige, men vi lever jo i nådens tid, og Gud selv er kærlig og omsorgsfuld. Han tilgiver og ser stort på de steder, hvor vi ikke formår at gøre fyldest. Er det ikke just det, nåden handler om? Er Guds krav ikke blevet sænket i den Nye Pagt, så vi alle kan være med?
Er det i virkeligheden sådan det hænger sammen? Hvordan kan det være at det samme budskab har så forskellige virkninger på mennesker? Hvor er hvilen i Kristus for den, der dagligt stræber? Og hvor er sønderknuselsen hos den, der mener at leve et rimeligt godt og pænt kristenliv?
Dette skal du vide!
Loven er ikke blot Mose lov som du kan læse den i det Gamle Testamente. Loven er alt det i Guds Ord, som fortæller os, hvordan vi skal være og hvad vi skal gøre. Loven er alt, der lærer os hvilke egenskaber vort sind skal indeholde, hvilket liv, vi skal leve og hvilke gerninger, vi skal gøre. Loven er ikke ond. Loven er god. Den er Guds væsen, Hans hellige vilje udtrykt i ord, og skal derfor tages uhyre alvorligt af enhver, som ønsker at leve Gud til behag.
Jesus sænkede ikke standarden. Han skærpede loven. I Bjergprædikenen levner han ikke plads til den mindste fejltagelse i hans efterfølgeres liv. Den, som mener at kunne evne at leve et godt kristenliv og overholde de fleste bud, Jesus stiller, falder i virkeligheden til ro i, at Guds lov kan bruges som salighedsvej, altså redskab til frelse.
Jesus mente, hvad han sagde. Et brud på blot ét bud i loven, vil få os til at stå straf skyldig. Og han gik langt videre. Èn tanke kan få et menneske til at stå som skyldig i brud på hele Guds lov.
“I har hørt, at der er sagt til de gamle, Du må ikke slå ihjel, og den, som slår ihjel, er skyldig for domstolen. Men jeg siger jer, at enhver som bliver vred på sin broder, er skyldig for domstolen… og den, som siger: Du dåre! Er skyldig til helvedes ild (Mat.5.21-22).
Det er svært at komme uden om Jesu lære her, selvom mange kristne let og elegant springer stedet over og alligevel taler om en nytestamentlig Gud, der ikke ser så alvorligt på de ting.
Farisæerne havde gjort Guds krav til frelsesvej, og mente om sig selv, at de evnede at overholde Guds hellige lov og vilje. Jesus udlægger loven retmæssigt og i hans udlæggelse skærpes loven. Samtidig siger han til sine disciple, at deres refærdighed skal overgå farisæernes, hvis de overhovedet vil have en chance for at komme ind i Guds rige (Mat.5.20).
Hvordan kan vi tage let på dette? Hvordan kan nogen bilde sig selv ind, at de lever et “godt liv” og gør en indsats, der berettiger dem til en plads i himlen? Har de ikke læst Jesu Ord?
Måske lever du et pænt liv i det ydre, måske gør du meget godt, men dersom du får blot den mindste tanke eller begæring, som strider mod Guds vilje, er du med ét dømt af Guds lov. Du er ikke bedre end morderen, tyven og den utugtige, som allerede har omsat handling til tanke. Du er ikke bedre i Guds øjne, selvom du prøver at bilde dig noget andet ind. For Gud er du en morder og dømmes af Guds hellige lov.
Hvad jeg vil skrive herefter er ikke til den “pæne” kristne, som lever et “godt” liv, veltilfreds med sig selv. Heller ikke er det til den kristne, som egentlig aldrig har haft en brændende længsel efter at leve til Guds behag, som aldrig har slidt og lidt i bestræbelserne på at gøre Guds vilje. Dersom du ikke har et brændende ønske efter at leve i overensstemmelse med Guds fuldkomne vilje, hvor kan du da tro, at Gud på nogen måde har behag i dig?
Dette er til dig, som stræber. Du, som har forsøgt gang på gang, og fundet, at du ikke slår til, at kræfterne ikke strækker til, at det aldrig bliver godt nok. Du, som så gerne vil det gode; Guds vilje, men som atter og atter finder, at du ligger under for dit eget køds vilje og begæringer. Som lider nederlag, når du forsøger at leve i overensstemmelse med Guds plan med dit liv.
Jesus sagde: “Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile” (Mat.11.28). Dette er Kristi vilje for dit liv. Han ønsker, at du skal nå ind til en hvile i ham. En hvile, som kan fungere i din dagligdag. En hvile uden fordømmelse, uden selvanklage, uden mindreværdsfølelser. Men kan dette da lade sig gøre, når nu Guds krav til hellighed er så store? Lad os se på Guds krav til dig og på loven og dens funktion:
Paulus skriver til Timoteus: “Men vi ved, at loven er god, dersom man bruger den, som lov skal bruges” (1.Tim.1.8). Loven er altså god, når blot den bliver anvendt rigtigt.
Paulus skriver til romerne: “Vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal stoppes og hele verden stå strafskyldig for Gud” (Rom.3.19).
Hvad ser vi her? Lovens formål er altså ikke at gøre dig hellig nok til at blive accepteret af dig selv og Gud. Du kan ikke blive bedre af at prøve at opfylde Guds lov og Kristi krav. Lovens mål er alene at du skal stå skyldig sammen med resten af verden. Kristi Bjergprædiken lukkede munden på farisæerne, som ellers mente at kunne overholde loven. Paulus siger her, at loven vil lukke munden på alle, der prøver at leve op til dens bud, og vil få enhver til at stå strafskyldig.
“Ved loven når man nemlig kun at erkende sin synd” (Rom.3.20). Loven udtaler Guds vilje, og dømmer den, der ikke kan overholde Guds gode bud. Sådan fungerer loven. Loven kan ikke bruges som frelsesvej. Forsøger man af et ærligt hjerte, vil man kun nå til at erkende sin egen utilstrækkelighed, synd og ondskab. Hertil er loven netop skabt.
Så om du stræber og gang på gang kommer til kort, er dette kun naturligt og i overensstemmelse med Guds lov. Loven kan ikke frelse, men kun vise dig, hvor syndig du er i forhold til den hellige og fuldkomne Gud.
Så langt er du på ret vej, men når du dag efter dag, år ud og år ind lever i et stræbsomt liv, er det fordi du mangler erkendelsen af den anden halvdel af Guds vilje; nemlig Evangeliet, som er lovens modstykke. Måske får du det aldrig forkyndt, dette fænomen, som går under betegnelsen “helliggjort af nåde ved tro”. Måske hører din pastor til dem, der i alle prædikener har en eller anden form for “tag-dig-dog-sammen” budskab. Se her, hvad Paulus skriver:
“Men loven kom til, for at faldet kunne blive større, men hvor synden blev større, der blev nåden end mere overstrømmende rig” (Rom.5.20)
Lovens eneste formål er at vække dig, at sønderknuse dig, og åbenbare dit inderste for dig til din store gru. Og her, kære ven, vil loven drive dig til Guds rige overstrømmende nåde og endelig ind til hvilen i Kristus.
“…så at loven er blevet os en tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjorte af tro” (Gal.3.24).
Det er sådan loven fungerer. Her i din dybeste nød, ved erkendelsen af hvem du er og hvad du indeholder, her hvor sandheden går op for dig, og du ser, at I dig er der slet intet godt, intet som kan behage Gud, her hvor det bliver en realitet for dig at du aldrig, nej aldrig kan gøre dig fortjent til Guds frelse – lige præcis her, træder Guds nåde til.
Når du således har set Guds krav, kan du ikke andet end fuldstændig opgive dig selv og dine bestræbelser. Loven har ført dig til Kristus, hvor du beder om hans nåde over dit liv, for nåde – det er hvad du har brug for i denne situation. Guds nåde er nu det eneste, som kan frelse dig, det eneste, du kan klynge dig til. Du er færdig med dig selv, og sætter al dit håb til Kristus, om dog hans værk på Golgata og hans blod, som randt der, også kan dække dig og flyde til retfærdiggørelse for din sønderbrudte og syndige sjæl.
Ser du, når kristne på alle måder gør loven til intet og fortæller at Gud har “sænket standarden” så vi alle kan være med, da gør de loven til intet. Men hvad er resultatet af et sådant misbrug af loven? De gør også Evangeliet om Guds nåde til intet! For der hvor loven ikke får lov til at gøre sin gerning; at knuse og sønderbryde, der er der heller ikke behov for Guds nåde og Kristi soningsdød på Golgata.
Ved loven er jeg nået til erkendelse af mit gamle menneskes syndighed og utilstrækkelighed. Jeg har bedt Gud om nåde, og Kristi værk begynder at tage form i mit liv.
“Thi det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet” (Rom.8.3)
Loven vil aldrig bringe dig frelse, men hvad der var umuligt for loven – ja også for dig – det har Gud gjort én gang for alle ved Kristus. Du er frelst af nåde, kære ven! Det skyldes ikke os selv, men Guds er gaven!
Og der er mere. Hør blot: “Vi ved jo, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet med ham, for at det syndige legeme skulle miste sin magt, så vi ikke mere skulle trælle for synden” (Rom.6.6)
Ikke alene er jeg frelst af Guds nåde. Mit gamle menneske, hele mit gamle liv er korsfæstet, død og begravet med Kristus. Jeg lever i dag i et helt nyt liv i Kristus! Et helligt liv, hvor Guds hellighed strømmer til mig fra Kristus – og dette af nåde ved tro – og hvor jeg kan regne mig som død fra lovens krav (Rom.8.2+Gal.2.19). Dette er et liv i hvile i Kristus.
“Jamen…” siger du “jeg skal vel stadig leve et så godt liv, jeg nu magter”. Hertil må jeg spørge: Tror du på retfærdiggørelse af tro uden gerninger? Det vil du sikkert svare ja til.
Helliggørelsen fungerer på samme måde. Du er ikke hellig ved dine egne gerninger. Du helliggøres ikke ved at prøve at leve op til Guds krav. Det er jo netop det, vi her har gennemgået. Helliggørelsen i dit liv er også Guds gave, givet dig ved Guds nåde alene ved tro.
Er du retfærdig? Ja, ved tro på Guds nåde og Kristi værk på Golgata!
Er du hellig? Ja, for Gud skyldes det, at jeg er i Kristus Jesus, som er blevet mig visdom fra Gud, både retfærdighed, helliggørelse og forløsning (1.Kor.1.30).Nu ser du, at dine anstrengelser ikke kan hjælpe dig, hverken til din frelse eller til et helligt liv. Du ser, at både din retfærdiggørelse og din helliggørelse alene er en gave fra Gud. Her kan du hvile i Kristus, og her vil Kristi hellighed bære sin frugt, som vil vokse i dit liv. Her vil du opdage, at du vandrer i forudtilrettelagte gerninger, ja her ligger nøglen til din tjeneste for Guds frelsesplan.
“Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. Thi Livets Ånds lov har i Kristus Jesus gjort dig fri fra syndens og dødens lov. Thi det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet” (Rom.8.1-3)