Skrevet af Esben Kristensen
“Derefter udpegede Herren tooghalvfjerds andre og sendte dem i forvejen, to og to, til alle de byer og steder, hvor han selv agtede sig hen. Han sagde til dem: »Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst. Gå! Se, jeg sender jer ud som lam blandt ulve. Tag ikke pung med, ikke taske, ikke sko, og hils ikke på nogen undervejs. Når I kommer ind i et hus, skal I først sige: Fred være med dette hus! Og bor der et fredens barn dér, skal jeres fred hvile over det, men hvis ikke, skal den vende tilbage til jer. Bliv boende i det hus, spis og drik, hvad de byder jer, for en arbejder er sin løn værd. Flyt ikke fra hus til hus. Og når I kommer til en by, og man tager imod jer, spis så, hvad der sættes frem for jer. Helbred de syge i byen og sig til dem: Guds rige er kommet nær til jer. Men når I kommer til en by, og man ikke tager imod jer, gå så ud på gaderne og råb: Selv det støv fra jeres by, som hænger ved vore fødder, kan I beholde – vi børster det af; men det skal I vide: Guds rige er kommet nær! Jeg siger jer: På dommedag skal det gå Sodoma tåleligere end den by.” Fra Lukas Evangeliet kap. 10 v.1-12.
”At gå med bud for Ham” Som jeg gennem tiden har hørt mine foresatte udtrykke sig, når De har fortalt om det at modtage en kaldelse fra Herren, til at bringe Evangeliet til verden, har talt til mig på en ny måde…
Jeg læste for 2 uger siden, selvsamme skriftord, lige inden jeg gik i seng – og for mig personligt – tænkte jeg, at 2020 måtte blive et år, hvor netop ovenstående skriftpassage, skal have lov til at tale og påvirke retningen af min åndelige vej med Herren. Et slags åndeligt kompas – min sekstant på livets oprørte hav!
’Høsten er stor, siger Herren, men arbejderne få!’ Om det vitterligt forholder sig således, så får det være som det er! Du og jeg bror og søster skal ikke lade os skræmme. Vi følger den indre ånds stemme, fra Herren, og går ærligt frem, i kraft og styrke.
Selv tænker jeg, at vi er flere der kender åndens røst: ”Gå med bud for mig!” Men, som med alt andet i Gudslivet, da forventer Herren et svar. Vil vi gå med det bud som Jesus har til os? Tør og vil vi tage korset helt op – og vandre rundt i hverdagen som ’de underlige’, ’de hellige’, ’de udstødte’?
Tager vi skriftordet bogstaveligt – som det læses fra Lukas kap. 10, da er en Evangelists gerning, et liv uden personlig komfort. Det er en skæbne, hvor du altid må være mobil, bevægelig, ikke magelig, ej heller konform og rigid. Modsat skal du være bevægelig, åben, lyttende, ikke for egenkærlig og doven. Og, mest af alt! Du skal give dit hjerte til Jesus og være modig og stole benhårdt på Ham alene!
Jeg synes det er en smuk opfordring for en mand eller kvinde – at tjene Jesus på en sådan måde! Tænk hvilken karakter vi kunne kendes på, hvis vi vandrede på den facon i verden, og hver evig eneste stund, alene havde vort øje fæstnet på Herrens vilje med vor næste, deres frelse og evighed.
På papiret (ved bibellæsning) og i samtaler og sågar også i stille meditation, forestiller jeg mig at mange kristne, desværre ikke er kommet meget længere, end til netop at fantasere og tale om et liv i tjeneste for Jesus. De ser sig gå ud på gaderne, vidne løs i familien og på jobbet m.m., men endnu er dette liv, et liv, de kultiverer og dyrker i fantasien – men ikke i praksis!
Dog, bror og søster, hvad med at begynde i det små og lade det roligt og sikkert skride frem i Herrens kraft? Et venligt smil, lidt hjælp her og der, en traktat foldet ned i en jakkeinderlomme. Mon ikke Jesus vil lade os starte med den form for tjeneste – og så lede os ud i mere ’kraftige sager’?
For alle os der kender åndens stemme – om at gå ud med Ordet om Jesus og Guds rige – gælder det, at vi blot rejser os fra fantasierne, drømmene og ikke lader dem definere os, ikke for længe. Vor krop, vort fysiske legeme skal med i tjenesten. Kommer den det, da sker der ting og sager!
Jesus siger netop: ” Gå! Se, jeg sender jer ud som lam blandt ulve.” Drømmen om at være lydig over for Herren og tjene ham, kan således ikke klares fra sengen, sofaen, computeren! Vi skal ret og slet ud og møde mennesker, hvor De er! Rundt i husene, på gaderne, i familierne osv.
Men, ikke nok med at vi skal ’møde op’. Vi skal også virke som Guds børn og evangelister, hvor vi kommer frem! Der hos ulvene (de onde mennesker), skal vi turde være ’de hellige’, dem som tør bede for de syge og stå skulder ved skulder med de udstødte. Du skal være den helt som de udstødte har mistet troen på findes!
Men, vi skal nok oftere berede os på, at vi ses som de underlige, dem man foragter, end dem man elsker og ser op til! Sorry, sådan ser virkeligheden ud for Herrens udsendte!
Har vi igen mest af alt lyst til at blive i fantasien, derhjemme på sofaen? NEJ, vel har vi ej! Vi gør op med os selv og vort liv. Hellere mødes med foragt og leve efter Herrens kald, end sidde stille, bange og forvirret, år efter år.
I Lukas 10 står der ”Børst støvet af jer selv, til vidne for dem”. Herren vi altså lære os, at vi KAN ’åndeligt mentalt’ vælge freden og roen ved tro, selv når vi lever mod strømmen i verden, med al dens modstand og foragt. Dog, uden vi tager skridtet ud på marken, som Herrens høstarbejdere, finder vi aldrig ud af om dette fungerer i praksis. Men, jeg tror det virker!
Bror og søster! Med dette skriv er det blot mit ønske, at vi alle overvejer, hvad Herren taler i vore hjerter. Du ved bedst selv, hvorhenne du står med Gud. Jeg fordømmer dig ikke spor, og det gør Gud heller ikke. Jeg vender de samme ord ind mod mig selv.
Men, hvis vi skal ud med Evangeliet, da er det måske på sin plads, at vi begynder at spørge os selv, om der er lidt liv og saft i vore vidnesbyrd, i tjenesten. Om der er, så fedt! Om der ikke er, hvorfor så ikke lade sig inspirere lidt af den hellige skrift og bede Jesus om at udstikke en retning for vore liv.
Guds fred…