Kan Satan helbrede?

Spørgsmål:

Kan djævelen helbrede?
Her tænker jeg bl.a. på Healing, akupunktur og zoneterapi.
Viser bibelen noget om det?

Svar:

Bibelen taler ikke noget sted, om at Djævelen kan helbrede. Altid er det Gud, som ligger inde med den helbredende kraft. Gud siger til Israel: “Jeg er Herrens, din læge” (2.Mos.15.26).

Under Jesu treårige tjeneste helbredte han mange, som var overvældet af Djævelen (Mat.4.23-24). De første kristne videreførte tjenesten ved tegn, undere og helbredelser (Apg.4.29-30). Der er mange vidnesbyrd fra kirken i århundrederne efter apostlene om helbredelser ved Guds kraft. Også idag kender vi til helbredelsens nådegave, og menighedsgaven til helbredelse. Alt sammen ved Guds kraft og i overensstemmelse med Guds vilje.

Om Satan derimod er der ikke i Bibelen tegn på, at han har evne til eller ønske om at helbrede. Han er det onde, fjende af Gud og alt godt. Han er fristeren, denne verdens fyrste og Gud. Han er de onde ånders fyrste, og deres gerning kender vi fra Bibelen. Han er en morder, en frister, en fordærver, en ødelægger af alt godt. Således søger han at nedbryde mennesket til ånd, sjæl og legeme. Hans kraft er stor, men ikke evig. Som sådan overgås den vel kun af Kristi Guddomskraft.

Det vigtigste at vide om Satan er, at han er Guds modstander. I alt, hvad han foretager sig, er kampen mod Gud og hans hele frelsesplan for menneskeheden det centrale. Og så er Satan listig. Alle hans handlinger har et højere mål; At drage blikket væk fra Kristus og at ødelægge mennesket og i særdeleshed Guds udvalgte folk.

Det er måske her vi skal lede efter en eventuelt “helbredende kraft” hos Satan. Helbredelse som et bedrageri. Om dette skulle være så, da kan vi ikke tale om reel helbredelse, for Satan evner ikke det gode. Man kunne måske i stedet tale om, at Satan “trækker sin sygdom tilbage”, så fremt han kan se et formål med det, i forhold til hans egentlige og primære mål. Bibelen siger, at han er listig, og måske kan et sådant træk vise os, hvor listig, han egentlig er.

Farisæerne anklager Jesus: Det kan kun være ved hjælp af Beelzebul, de onde ånders fyrste, at han (Jesus) uddriver de onde ånder (Mat.12.24).

Farisæerne havde altså den opfattelse, at det kunne lade sig gøre for de onde ånders fyrste – om ikke at helbrede, så – at fri fra dæmonisk indflydelse. I denne opfattelse ligger nok ikke så meget en helbredende kraft hos Satan, men snarere dette, at han “trækker sine tropper hjem” i en højere sags tjeneste, nemlig vildledelsens tjeneste. De anklagede egentlig Jesus for at være i ledtog med Satan, og forkynde et falskt budskab. Jesu tegn, undere og helbredelse var for farisæerne Satans værk for at understøtte budskabet. Selvfølgelig tilbageviser Jesus disse anklager.

Det er måske også sådan, vi skal se Simon troldmand, der gav sig ud for at være noget stort. Han forbavsede folk med sine trolddomskunster, og da han så disciplenes store undergnerninger, der overgik hans egne, ville han også have Helligånden. Jesus siger selv, at falske messiaser og falske profeter skal stå frem og gøre store tegn og undere for at føre enddog de udvalgte vild (Mar.13.22). Ud fra dette må vi lede, at disse falske profeter evner det.

Paulus underviser om, at Antikrist skal komme i al løgnens magt, tegn og undere (2.tes.2.9). Johannes fortæller, at den falske profet, som er Antikrists højre hånd skal gøre store tegn (Åb.13). Ja, selv Antikrist skal læges efter et dødshug (Åb.13). Også dæmoner kan gøre tegn (Åb.16.14). Alt sammen med det ene formål at vildlede (Åb.19.20) og føre bort fra Kristi evangelium.

Set ud fra denne synsvinkel, kan man måske sige, at Satan kan helbrede. Da han er bedrageren og ødelæggeren, sker tegnene kun i forbindelse med forsøget på at drage mennesker til sig.

Nu siger Bibelen selvfølgelig ikke noget om f.eks. healing, akupunktur og zoneterapi, som du specielt spørger efter. Som vi kender dette idag, eksisterede det ikke dengang.

Lad mig først sige, at vi bør være forsigtig med alt for skråsikre udtalelser. De gamle lægemetoder var baseret på både fakta, overbevisning og overtro. Ved studie har man i mange tilfælde kunne adskille overtroen fra det videnskabeligt beviste.

Tænk på dette: De gamle rabbinere havde et middel mod hård og vedvarende feber: Skrab hovedbunden til blods på den syge. Læg en død høne på hovedet, og lad den ligge indtil den går i forrådnelse. Min første reaktion, da jeg hørte om dette, var en afsky over for hvad jeg mente, var gammel overtro. Der var sikkert også overtro involveret, men jeg blev overrasket, da jeg fik at vide, at dette i nogle tilfælde faktisk kunne hjælpe. Det er først ved den moderne videnskab, at man har kunnet påvise, at antibiotika produceres i forrådnelsesprocessen, og føres direkte i den syges blodbaner fra den døde høne på den blodige isse. Overraskende!

Således har vi selvfølgelig endnu mange ting at lære i lægevidenskaben. Når det handler om healing, er min holdning klar. her lægges ikke skjul på, at man arbejder med åndelige, overjordiske kræfter. Da det ikke er Kristus, som er i centrum, og da evangeliet ikke lyder i denne forbindelse, er der kun én anden mulighed. Der findes ingen neutrale åndelige kræfter. Altså bør man holde sig fra healing som kristen. Her må man også spørge, hvad kan healeren tilbyde, som ikke allerede er i menigheden ved de ældste, som salver, lægger hænderne på og beder Gud om at helbrede. Bibelen fortæller os ikke, at vi skal gå til en healer eller en klog kone eller en troldmand, men at vi skal gå til menighedens ældste.

Når det gælder akupunktur og zoneterapi, får vi hele tiden at vide, at det er regulær videnskab, og at det virker, og ikke mindst, at vi ikke kan vide, om der ligger en eller anden videnskabelig forklaring for fænomenerne, som vi blot ikke kender til endnu. Om vi siger nej til disse behandlingsformer, kommer vi derfor til at stå som konservative og bagstræberiske, og får at vide, at hvis alle var som os, ville man aldrig opdage noget nyt.

Fakta er dog, at der nu i årtier er forsket intenst inden for de to behandlingsformer, og man kan ikke finde videnskabelige forklaringer på, hvorfor de virker (i den udstrækning, de nu virker). Det forekommer mig mærkværdigt, at man ikke kan finde ud af, hvilke mekanismer, der spiller ind i dette, såfremt det er faktiske, fysiske mekanismer, når man nu har lagt så store anstrengelser i det.

Man har påstået, at akupunktur virker i forbindelse med nerve- eller blodkarsystemet, men dette er der ingen hold i. Man har forsøgt at forklare det ud fra det autonome nervesystem. heller ikke dette kan påvises. Der er blevet gjort forsøg på at bevise at disse alternative behandlingsformer påvirkede produktionen af endorfiner i hypofysen, men man kunne opnå samme resultater ved tro (afprøvning med virkningsløs medicin). Alt i alt savner akupunktur og zoneterapi ethvert videnskabeligt grundlag.

For mig at se, fungerer disse behandlingsformer ikke ud fra naturlovene, for så ville man kunne have påvist dem. Oprindelsen til behandlingsformer er utvetydig og de promoverer en ikke-videnskabelig “religiøs” verdensanskuelse. De to behandlingsformer er udtryk for det såkaldte holistiske verdenssyn, og derfor ser vi også ofte, at behandlere ikke holder sig til dem, men samtidig tilbyder f.eks. hånd- og aura aflæsning, astrologi og anden form for healing.

Akupunktur og zoneterapi handler om at opretholde eller genoprette balancen og harmonien i hele verdensaltet, og også i mennesket som en del af det samlede univers. Det handler om yin og yang. Sygdom er i denne forbindelse blot et udtryk for at den indre livsenergi “c`hi” er i ubalance. Ved behandlingsformerne genopretter man balancen mellem yin og yang.

Her bliver det mere end medicin eller et operativt indgreb. Det kommer til at omfatte hele mennesket, for balancen må være både i legemet, i sindet, i de nære omgivelser, ja i hele universet. Akupunktur handler ikke kun om at gøre den syge rask, men at genoprette harmonien i hele universet.

Behandlingsformen består i at påvirke 12 meridianer, som løber gennem menneskets krop (og som ikke kan påvises videnskabeligt) gennem 360 akupunktørpunkter (som heller ikke kan påvises videnskabeligt). Behandlingsformen går i første omgang ikke ud på at f.eks. fjerne en kræftknude som ved en operation el. lign., men at undersøge, hvilke meridianer, der har underskud på energi, og tilføre dem energi ved nålenes isætning.

Metoden stammer fra Kina og er et udtryk – ikke blot for en isoleret behandlingsform, men – for et helt religiøst verdensbillede, som de sidste årtier er blevet eksporteret til Vesten gennem et utal af religiøse fænomener. Der er altså også et “missionerende” formål med behandlingsformerne: Formidlingen af et nyt østligt verdensbillede til det gamle kristne Vesten.

Ud fra disse betragtninger kan jeg sluttelig stille dig et modspørgsmål: Opfylder zoneterapi og akupunktur betingelserne for at være et satanisk bedrag med helbredelse som dække, for at rette vore øjne væk fra det Kristuscentrerede og hen imod en anden forståelse af verden?

Håber, du kan bruge det til noget “M”

Med broderlig hilsen

Simon Griis

Comments are closed.