Spørgsmål:
Til Simon Griis
I vores bibelkreds er det blevet hævdet at et uomvendt menneske hvis frelse ligger os meget på sinde og som vi beder intenst for ikke skulle kunne gå fortabt. Er dette sandt? Hvis ikke hvordan skal det da forstås at for Gud er intet umuligt?
Hilsen M
Svar:
Kære M.
Tak for din henvendelse. Dit spørgsmål satte tankerne igang, og jeg har prøvet at svare dig i “tre afdelinger”
1) “Intet er umuligt for Gud”. Når man taler om Guds almagt i forbindelse med menneskers frelse, henviser man ofte til Matt.19, hvor Jesus siger:
Ja, jeg siger jer, en kamel går lettere igennem et nåleøje, end en rig mand går ind i Guds rige”. Ved at høre det, blev disciplene dybt rystede og sagde “Hvem kan da blive frelst?” Da så Jesus på dem og sagde: “For mennesker er dette umuligt, men for Gud er alle ting mulige” (Mat.19.24-26)
Her taler Jesus om frelsen som umulig for mennesket, men gjort muligt af Gud. Spørgsmålet er, om skriftsstedet kan tolkes derhen, at hvis Gud vil, er det muligt for ham at frelse et menneske – også imod dets vilje.
Sådan forholder det sig ikke. Den sjæl, I beder for, er ikke sikret en plads i himlen på grund af Guds almagt. Prøv at tænke på, i hvilken forbindelse Jesus siger dette. Den unge rige mand er lige gået bort, og har valgt Jesus fra. Selvom Jesus siger, at intet er umuligt for Gud, blev den unge rige mand ikke frelst. Han valgte at sige nej til frelsen og discipelskabet. Det er altså ikke dette, der ligger i ordene om Guds almagt.
Intet menneske kan frelses ved egen kraft, ikke engang den rige kan købe sig ind i Guds rige. Hvad end vi gør, hvor gode vi end er, hvilke goder gerninger vi end udøver, er der intet, der kan give os en plads i himlen. Vi er fortabte. Men hvad der var umuligt for os, har Gud gjort i Kristus på Golgata, fordi alt er muligt for Gud! Han har ved Kristus banet vejen, så vi kan blive frelst.
Vejen ligger altså rede, men det er som Bibelen siger: “…alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem som tror på hans navn” (Joh.1.12)
Heri ligger, at enhver som *KOMMER TIL JESUS OG TROR PÅ HANS NAVN, bliver Guds børn /frelst. Den rige mand valgte, ikke at blive hos Jesus og følge ham i tro, og trods det, at Gud er almægtig, satte han ikke sin almagt ind mod den rige mands vilje.
Der er ingen frelse uden personlig tro og et personligt valg. Det menneske, I beder for, bliver frelst den dag, han/hun giver sit liv til Jesus. Der står ingen steder i Skriften, at det kan lade sig gøre at *binde* et menneske til Gud, hvis det ikke selv vil. Der er heller ikke grundlag for at et menneske ikke kan at gå fortabt, alene fordi Gud er almægtig. Hvis dette gjaldt den, I beder for, da måtte det jo også gælde for alle mennesker som har levet i hele menneskehedens historie. Altså kan et menneske godt gå fortabt selvom Gud er almægtig og selvom vi beder for det.
Vi må forkynde det glade Evangelium, og mennesker må sige ja eller nej, til Guds kald. Vort budskab bliver til liv eller død for hver den som hører.
2) Samtidig må vi sige, at Guds Ånd arbejder i menigheden. Guds Ånd drager mennesker til Jesus. Jesus siger “Ingen kan komme til mig, uden at Faderen som sendte mig, drager ham; og jeg skal oprejse ham på den yderste dag” (Joh.6.44)
Skal det menneske, I beder for, frelses, må han drages til Jesus af Guds Ånd. Når I beder, er Guds Ånd i bevægelse, og arbejder på vedkommende. Helligånden kan vække ham/hende for budskabet, og drage vedkommende til Kristus, men i sidste ende er det vedkommende selv, som tager beslutningen.
Vi siger, at vi bevæger Guds Ånd ved vor bøn. Når vi beder for en person, sætter vi Gud i virksomhed for at nå personen. Jeg ser ofte på det på en lidt anden måde. Når I har en så stor bønnebyrde på jeres hjerte for et bestemt menneske, så er det Guds Ånd, som arbejder. Han virker på det menneske, og samtidig lægger han en byrde på jeres hjerter. I sådanne tilfælde kan man opleve, at man længe har en nød, eller at nøden pludselig forsvinder, og man mærker helt klart, at nu skal man ikke bede mere. Det er ikke noget man selv beslutter, men man fornemmer det i Ånden.
3) Det sker, at Gud giver en eller flere personer en overbevisning om, at et menneske bliver frelst. Når Gud gør det, er det for at man skal hvile i sin bøn for det menneske. Her skal man dog være forsigtig. Hvor ofte har jeg ikke selv oplevet, at mennesker har haft sådanne fornemmelser, der dog viste sig ikke at holde stik, fordi de kom til at forveksle Guds stemme med egne håb og drømme.
Efter min mening kan man altså ikke afgjort sige, at et menneske ikke går fortabt, enten forbi man beder for det eller med henvisning til Guds almagt. Men vejen ligger rede for mennesket, og det er vigtigt, at Evangeliet bliver forkyndt i sådan et tilfælde. At I har en tung bønnebyrde på jeres hjerter for det menneske kan imidlertid betyde, at Ånden arbejder *på sagen*.
Med broderlig hilsen
Simon Griis