Spørgsmål:
Hvor stort er det land, Gud lovede Abrahams æt, og hvem har ret til landet? Jeg troede, at jeg vidste klar besked, men er blevet forvirret efter at have hørt den såkaldte “Nye Israelforkyndelse”.
Svar:
Denne forkyndelse er på vej frem i evangeliske menigheder, og er blevet stærkt lanceret af prominente kristne forkyndere. I forkyndelsen ligger, at forjættelserne givet til Abraham ikke kun tilhører Isak, og dermed Israel, men er givet til alle Abrahams børn, og derfor også til det store arabiske folk.
Konsekvensen af forkyndelsen er bl.a. at Israel kun skal have ca. 10% af det land, vi normalt antager, at Guds forjættelser i Skriften giver dem. En anden konsekvens er at Israels frelse bliver afhængig af, at vi som kristne når araberne med Evangeliet. Når en ny forkyndelse på denne måde gør et stort indhug i Israelitternes forjættelser, er det en alvorlig sag, og alle evangeliske kristne er forpligtede til nøje at undersøge sagen og tage stilling for eller imod forkyndelsen.
Nogen menigheder har taget imod forkyndelsen med åbne arme, som “den nye åbenbaring” men mange har reageret meget skarpt, især i Norge, hvilket tilsyneladende har fået den nye teologis forkyndere til at gå mere forsigtigt til værks.
Det er selvfølgelig al ære værd, at Evangeliet forkyndes for alle mennesker, uanset race, køn og religion. Dette kan man kun agte højt. Problemet her er, at der følger en teologi med, som er farlig sprængstof, både for den rette forståelse af Guds Ord, for det kristne arbejde i Guds menighed og for landet Israel i den aktuelle situation i Mellemøsten.
Vi må spørge os selv, om forkyndelsen kan holde i forhold til Skriften, eller om man for at nå nogle tilsyneladende rent politiske mål, har vredet og fordrejet Bibelens Ord om landet Israel.
Det centrale skriftssted i Bibelen, som behandler Guds forjættelse til Abraham er 1.Mos.15.18, hvor der står:
På den dag sluttede Herren pagt med Abram, idet han sagde: “Dit afkom giver jeg dette land fra ægyptens bæk til den store flod, Eufratfloden”. Ud over Isak, fik Abraham Ismael samt seks sønner med sin sidste hustru Ketura. Ifølge den nye Israelforkyndelse, gælder Guds forjættelser om landet ALLE Abrahams sønner, HELE hans slægt. Derved tilhører det forjættede land idag både jøderne og det store talstærke arabiske folk. Herved bliver jødernes del af landet blot det, som Moses fik se fra Nebo bjerg. Ifølge disse forkyndere drejer det sig om mindre end en tiendedel af det samlede land, som Gud lovede Abraham og hans slægt.
Den nye Israelforkyndelse bruger ord som gal, sindssyg og forvirret fanatiker om den, som ikke vil tro dette, men lover samtidig, at man kan blive frelst fra en sådan religiøs og ubibelsk “Israelfanatisme”. Men er det virkelig ubibelsk at tro på, at Guds forjættelser til Abraham kun gjaldt Isak? Hvad siger Guds Ord?
Det er faktisk meget enkelt, og de efterfølgende skriftssteders klare tale viser, hvor meget man er nødt til at se bort fra og fordreje, for at kunne tale om en afgivelse af Israels land til araberne ifølge forjættelserne.
Som før skrevet, finder vi Herrens pagt med Abraham i 1.Mos.15. Allerede her fremgår det tydeligt, hvilket afkom Herren taler om. Herrens velsignelse tilfalder ikke Abrahams samlede børneflok med Sara, Hagar og Ketura, men alene den søn, hvis efterkommere skal bo i et fremmed land i 400 år som slaver. Dette er en profeti om Israels fangenskab i Ægypten, om deres lidelser der, og deres mirakuløse udgang fra landet med kurs mod det forjættede Kanaan.
Gud fortalte Abraham, at han skulle blive fader til en mængde folk, men Guds samtale med Abraham i 1.Mos.17 viser os, at det forjættede land ikke skulle tilhøre alle folk, der nedstammer fra Abraham, men alene det folk, som skulle fødes ud af løftessønnen Isak. Samtalen finder sted umiddelbart efter, at Abrahams trælkvinde Hagar har født Ismael, og Abraham bønfalder Gud om at acceptere denne som arving til velsignelsen og forjættelserne, herunder landet Kanaan. Gud afviser Abrahams bøn, og vil kun acceptere Saras kommende søn, Isak og hans efterkommere, som arvinger til landet:
Jeg opretter min pagt mellem mig og dig og dit afkom efter dig fra slægt til slægt, og det skal være en evig pagt, at jeg vil være din Gud, og efter dig dit afkoms Gud; OG JEG GIVER DIG OG DIT AFKOM EFTER DIG DIN UDLÆNDIGHEDS LAND, HELE KANAANS LAND TIL EVIGT EJE, OG JEG VIL VÆRE DERES GUD! 1.Mos.17.7-8
Endvidere sagde Gud til Abraham: Din hustru Saraj skal du ikke mere kalde Saraj, hendes navn skal være Sara; jeg vil velsigne hende og give dig en søn også ved hende; jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til folk, og folkeslags konger skal nedstamme fra hende. 1.Mos.17.15-16
Abraham sagde derfor til Gud: “Måtte dog Ismael leve for dit åsyn!” Men Gud sagde: “Nej, din ægtehustru Sara skal føde dig en søn, som du skal kalde Isak; MED HAM VIL JEG OPRETTE MIN PAGT, DER SKAL GÆLDE HANS AFKOM EFTER HAM! 1.Mos.17.18-19
Heraf ser vi, at Guds pagt med Abraham gælder Saras søn Isak. Guds velsignelse, forjættelser, og Kanaans land skal alene tilfalde Isak. I 1.Mos.17.20 ff. Lover Gud at han også vil se til Ismael, velsigne ham og gøre ham til et talrigt folk, men Ismael får ikke del i Guds pagt og forjættelsen om landet. Senere bliver Sara bange for at Ismael skal arve sammen med Jakob og beder Abraham sende Ismael og hans moder bort. Abraham værger sig, men Gud lover ham at sørge for Ismael, og siger endnu en gang til Abraham, at han skal huske på, at Guds forjættelse og pagt kun tilhører Isak (1.Mos.18).
Efter Saras død, gifter Abraham sig igen, denne gang med Ketura. Med hende får han seks sønner (1.Mos.15.1-6). Vi har set, at Ismael (stamfader til araberne) ikke skal arve Guds velsignelser og landet sammen med Isak, men hvad med disse seks sønner? Kan der sættes noget spørgsmålstegn angående deres arveret? Nej, det kan der ikke, for Guds udsagn, går jo ud på at give arveretten til Isak alene, uanset alle andre sønner.
At Keturas sønner ikke skal arve sammen med Isak bliver yderligere understreget af, at Abraham giver alle sine sønner med deres medhustruer gaver og sender dem så bort. I dette ligger, at de får, hvad der arvemæssigt tilkommer dem efter Abraham, og har efter bortsendelsen ikke længere noget krav på arv. Isak er den eneste, som bliver hos Abraham, og han er den, der skal arve ifølge forjættelsen.
Abraham gav Isak alt, hvad han ejede; men de sønner, Abraham havde med sine medhustruer, skænkede han gaver, og sendte dem, medens han endnu levede, bort fra sin søn Isak, østpå til østlandet (1.Mos.25.6).
De skriftssteder, vi har haft fremme indtil nu, kommer med en klar og tydelig tale. Prøv at sammenligne Bibelens tale med denne påstand, fremført af en af “Den nye Israelforkyndelses fortalere, Aril Edvardsen:
“Abraham fik i alt 8 sønner. Han var en sand far, som elskede alle sine sønner lige højt. Han modtog åbenbaring fra Gud angående alle sine sønner, og løfte om Herrens velsignelse for dem alle, for hele hans slægt. Derfor gælder løftet om landet i 1.Mos.15.18-21 alle Abrahams sønners efterkommere, altså ikke bare Israel, men også samtlige arabiske (muslimske) folkeslag, som stammer fra Abraham gennem Ismael og Keturas seks sønner”.
Ud fra Skriften kan vi klart se, at ovennævnte påstand er ren spekulation, ja må nærmest betegnes som en vrangforestilling. Ikke desto mindre fortsætter disse forkyndere ufortrødent med et udsagn om, at Israels del alene udgør de 10% af landet, som Moses kunne se fra Nebo, mens resten af løfteslandet tilfalder Abrahams øvrige sønner. Men hvordan passer denne udtalelse så med Skriften? Er den bedre funderet end de øvrige, eller er også den grebet ud i luften? Her må vi vel ty til Moses, for at se om han selv er af den samme holdning som disse forkyndere, eller han mener, at Israel er berettiget til hele løfteslandet og ikke blot de 10%.
Under Mose ledelse af Israel, lyder Guds forjættelse til Isaks efterkommere, israelitterne, og forjættelsen lyder således:
…lidt efter lidt vil jeg drive dem bort foran dig, indtil du bliver så talrig, at du kan tage landet i besiddelse. Jeg vil lade dine landemærker nå fra Det Røde Hav til filisternes hav (Middelhavet), fra ørkenen (i øst) til floden (Eufrat), thi jeg giver landets indbyggere i eders hånd, så du kan drive dem bort foran dig (2.Mos.23.30-31)
For at der ikke skal være nogen tvivl om dette, gentager Gud senere løftet om landet under Josuas ledelsestid i Israel:
“Min tjener Moses er død; bryd nu op tillige med hele dette folk og gå over Jordan derhenne til det land, jeg vil give dem, Israelitterne. Ethvert sted eders fod betræder, giver jeg eder, som jeg lovede Moses. Fra ørkenen og Libanon til den store flod, Eufratfloden, fra hetitternes land, og til det store hav i vest skal eders landemærker nå.” (Jos.1.2-4)
Vi har set at løftet til Abraham kun gjaldt Isak. Løftet blev gentaget for folket under Moses og endnu en gang under Josua ved indtagelsen af landet. Det fremgår klart, at der ikke er tale om et kort og tidsbestemt eje af landet, men løfteslandet skal for evigt tilfalde Isaks efterkommere. Derfor kan Asaf i en af sine salmer århundreder efter, gentage dette som et faktum: Løfteslandet tilhører alene Israel.
Du rykked en vinstok (Israel) op i Ægypten, drev folkeslag bort og plantede den; du rydded og skaffed den plads, den slog rod og fyldte landet, bjergene skjultes af dens skygge, Guds cedre af dens ranker; den bredte sine skud til havet og sine kviste til floden (Sal.80.9-12)
Tilhængerne af den nye Israelforkyndelse siger, at den er åbenbaringen, som blev givet til Abraham, men blev glemt i århundreder, indtil Gud, nu ved dem, atter lader åbenbaringen komme tilbage. De ytrer at enhver, som er uenig, er gale og forvirrede fanatikere.
Nu spørger jeg dig, kære læser, efter denne korte gennemgang af Guds forjættelser til Israel; Har de ret?