Spørgsmål:
1) Så vidt jeg har forstået, er der forskellige opfattelser af livet efter døden, både i det GT og NT.
2) Hvad vil det sige, at det evige liv er i slægtens videreførelse??? ifølge det GT???
3) Hvori består forskellen mellem GT og NT?
På forhånd tak!!
En lærestuderende
Svar:
Kære ..
Tak for din henvendelse.
Lad mig først sige, at jeg tror ikke, jeg er den rigtige at spørge. Du skal have nogle ting på plads til eksamen omkring opfattelser af død og evigt liv i Bibelen. Her er det næsten helt sikkert, at du for at få en rimelig karakter, må gå ud fra, at der er forskellige opfattelser – ikke blot i forholdet mellem GT og NT – men også forskellige steder i de gammeltestamentlige bøger, alt efter affattelsestiden for dem.
Jeg er personlig kristen, dvs. jeg har den grundholdning, at Bibelens 66 bøger er et homogent integreret hele, dog med en åbenbaringsudvikling. Jeg kan nok tale om en udvikling i erkendelse / åbenbaring af døden og det evige liv igennem Bibelens historie, men jeg kan ikke tale om kategorisk forskellige holdninger hos de forskellige forfattere.
Så når det kommer til dit første og tredie spørgsmål (for nu at starte fra hver sin ende med dine spørgsmål), må jeg sige, at der er ikke nogen nævneværdig forskel på opfattelsen af døden og det evige liv i GT og NT ud over dette ene, at Jesus i NT giver os et langt større indblik i dødens og livets mysterier. Men hvad han åbenbarer, finder vi dog alligevel skjult i GT.
Dele af den højere Bibelkritik vil gerne, at der er en radikal anden opfattelse af døden i de ældste af Gammeltestamentes skrifter i forhold til Ny Testamente. At GT giver udtryk for en håbløshed i døden uden håb om opstandelse.
Vi finder dog i GT en opfattelse af, at døden ikke er en total tilintetgørelse, men blot en adskillelse af sjæl og legeme (Heb: mawæt). En adskillelse med håb om en opstandelse, som vi finder det igen i NT. I NT er læren om opstandelsen og det evige liv konkret og afgrænset, mens dette blot ses som sporadisk forkyndelse i de ældste af GTs skrifter.
Ifølge Job.14.12 og Salme 88.11-13 er døden en skyggetilværelse i dødsriget, men både hos Job og i salmerne finder vi opfattelsen af en kommende udfrielse fra dødsriget:
Derfor glæder mit hjerte sig, og min sjæl jubler, ja, mit legeme skal bo i tryghed. v10 For du vil ikke prisgive mig til dødsriget,
din fromme vil du ikke lade se graven.
Sl 16,9 – Sl 16,10
Dog ved jeg, at min løser lever,
til sidst skal han stå frem på jorden.
v26 Når min hud er skrællet af,
når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud;
v27 ham skal jeg skue,
ham og ingen anden skal mine øjne se.
Mit indre fortæres af længsel.
Job 19,25 – Job 19,27
Troen på sjælens evige liv og opstandelsen ses klart i Esajas 26.19 og Daniel 12.2, og tanken fortsættes i Ny testamente.
Dit andet spørgsmål går på forskellen mellem det personlige evige liv og det evige liv gennem slægterne. Døden behøver ikke være skræmmende for den GTlige troende. En død efter et langt liv i Guds velsignelse, når man var gammel og mæt af dage, var ikke opfattet som noget sørgeligt eller ondt, som måtte bekæmpes. Derimod var en brat død i en ung alder skræmmende.
Slægterne var vigtige for Israel. Slægten måtte føres videre, og i dette kan man måske godt tale om en videreførsel af livet i de kommende generationer. Når der værnedes så meget om familien og slægten, skal man også tænke på, at Israel forventede Messias´ komme, og at han skulle fødes ud af Israels folk og én af slægterne i folket.
Når en patriark var gammel og mæt af dage, gik han til sine fædre, mens hans liv fortsatte i hans børn i generationer fremover. Så langt kan jeg se ideen i det evige liv gennem slægterne i GTs fremstilling. Men når du spørger, som du gør, har dit spørgsmål nok rod i en speciel opfattelse af GTs tilblivelseshistorie. Nemlig den, at GT ikke er et selvstændigt kultur- og trosskrift, men er inspireret af babylonsk afgudsdyrkelse. Altså at GT hovedsageligt er skrevet, redigeret og samlet i tiden efter det babylonske fangenskab og i den forbindelse har nogle af sine grundtanker fra babylonsk religion.
I Babylon finder vi netop tanken om det evige liv kontra det evige liv gennem slægten. I Gilgamesh eposet drager helten sammen med en ven ud for at finde udødeligheden, som guderne ejer. Gennem smertelige omstændigheder – bl.a. hans vens død, som han ikke kan ændre – når helten til erkendelse af, at den form for udødelighed, som han higer efter (den durative) kun er forbeholdt guderne. Den eneste udødelighed han selv som menneske kan opnå, er udødeligheden gennem slægtens videreførsel (den iterative).
Tror man på, at GT hovedsageligt er blevet til gennem babylonsk kulturs indflydelse, vil man drage de samme konklusioner ud fra GT. Problemet er blot, at man i GT stort set ikke har samme udtryk for problemstillingen, og derfor bør man også, efter min mening, afholde sig fra slige konklusioner. I GT finder vi snarere en overbevisning om et evigt liv, idet patriarkerne gik til fædrene med håb om opstandelse, *sammen med* værnet om videreførsel af livet gennem slægterne, bl.a. med tanke på det stadigt voksende og tiltagende håb om Messias, som skulle fødes ud af Israels folk og slægt.
Håber, du kan bruge dette til noget
Med venlig hilsen
Simon Griis