Spørgsmål:
Hej.
Vi er en lille bibelgruppe, hvor vi ser forskelligt på bl.a. dåben. Vil det en dag splitte os, når nogen af os går ind for voksendåb og andre ser barnedåben som det eneste rigtige.Vi er lidt bange for at det kan få uheldige følger, hvis vi får andre med i vores bibelkreds, som måske er nye og usikre i deres tro.
Vi har nogle dejlige aftener med hinanden, og håber og beder om, at det må fortsætte.
Kan I vejlede. Skal vi lade vores uenighed ligge, og snakke om noget andet, eller hvad?
Venlig hilsen
F. I.
Svar:
Hi Fini
Lad mig først slå fast, at det at komme sammen for at studere Guds Ord eller bede er al pris værd. Ethvert tiltag i den retning må æres. Sådanne fællesskaber holdes højt i Guds Ord.
Jeg kan selvfølgelig ikke sige om jeres gruppe vil kunne overleve i fremtiden, når I har de forskellige opfattelser, I har. Nogen grupper fungerer i lange tider, mens andre opløses i løbet af kort tid. Der vil dog altid opstå problemer, når man er alt for forskellig. I forhold til jeres lille gruppe, tænkte jeg på følgende, som du måske bør overveje:
1) Bibelstudie har ét formål, at vi må vokse i erkendelsen af Gud, hans inderste væsen, hans frelsesplan og hans vilje med hver enkelt af os. Taber vi dette af syne, taber vi selve formålet med studiet i Bibelen. Når vi kommer sammen i små grupper og studerer Skriften, er det for, at vi sammen og ved hinandens hjælp kan trænge dybere ind i åbenbaringen, så vort liv bliver med frugt og vi vokser en vækst i overensstemmelse med Guds plan med vore liv.
Når man sammensætter en gruppe, som den I har, med mennesker fra forskellige kirker og menigheder, vil man ofte løbe ind i det problem, at man ikke kan følges ad, efterhånden som studiet skrider frem, for hver enkelt kan i mange tilfælde ikke gå længere, end han er bemyndiget til i forhold til den kirkes holdninger, han tilhører.
Når I f.eks. studerer dåb i vand, dåb i Ånd, nådegaver, tjenestegerninger, helliggørelse ved tro eller handling eller endetiden, vil I altid nå til et punkt, hvor den ene eller den anden må stå af, eller hvor I bliver uenige. Der kan altså ikke blive et “frit løb” med Ånden frem mod sandheden. Derfor er den form for grupper ofte problematiske. Mange har undgået konflikterne ved at indtage den holdning, at “det kan være ligemeget”. Du kan have din mening og jeg kan have min. Det er en holdning, jeg principielt er meget imod. Det handler ikke om, at vi alle er salige i VOR tro, men at vi sammen når frem til at være ét i troen.
“…indtil vi alle når frem til at være ét i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde” (Ef.4.13)
Disse ord fra Paulus må du holde dig for øje, i alt hvad du foretager dig. Dette var Paulus´ ene mål med menigheden, at hver enkelt måtte vokse en vækst og nå frem til mands modenhed. Dette er Guds mål med den troende. Om jeres studiegruppe skal have nogen relevans overhovedet, må den fungere som et redskab, der har til formål at nå dette ene, at I sammen og i fællesskab vokser væksten.
Ofte kan en gruppe sammensat på denne måde ikke leve op til formålet, og man sænker “ambitionerne” og gør den til en social kaffeklub, hvor man bare har det godt sammen. Det er ikke min opfattelse, at jeres gruppe fungerer sådan. jeg taler blot ud fra generelle betragtninger, og siger dig min ærlige mening.
2) En anden ting, som er vigtigt er, at man er en del af en menighed. Dette er altafgørende. Dersom en bedegruppe eller Bibelgruppe er den eneste berøringsflade, man har med andre kristne, da balancerer man på et halmstrå. Bibelgruppen kan ikke dække alle de behov en troende har til ånd, sjæl og legeme. Man risikerer at blive åndelig forkrøblet, som årerne går.
Det er netop derfor, at NT ikke taler om bedegrupper, Bibelgrupper, mandegrupper, kvindegrupper, ældregrupper, missionsselskaber, evangeliseringsgrupper osv. som fungerer uden for menigheden. Paulus taler alene om menighed, menighed, menighed. Alle disse grupper kan have deres fordele, men de vil som oftes være meget ensidige. I menigheden dækkes alle sider, alle behov (eller det burde de).
Vi er ikke først og fremmest kaldet som enkeltpersoner eller i små grupper med et ensidigt formål. Vi er kaldet til et fællesskab, hvor vi sammen med de andre troende i vor lokale menighed udgør ét hele, et tempel, et åndeligt hus, ja Kristi legeme. Her har vi hver vor funktion i overensstemmelse med Guds plan, og fungerer som levende, virkende, aktive lemmer på legemet. Dette er det ypperste i Guds plan med sit folk, og jeg mener det ypperste, for i dette er der ikke alene et formål i denne verden, men tilmed et herligt evighedsperspektiv.
Så om nogen deltager i forskellige kristelige grupper med bestemte formål, men ikke er strækt forankret i Guds folk, repræsenteret ved en menighed, begår de efter min mening en stor fejl, og rammer ved siden af Guds egentlig mål og hensigt.
3) Når man samles i små grupper på tværs af menighederne for at studere Guds ord, kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv hvorfor. Hvis jeg ikke får noget at spise hjemme, går jeg ud og spiser. Studie i Skriften er en mangelvare i en del menigheder idag. man lægger ikke mere så meget vægt på det. Samvær, sang, glæde, dans, aktiviteter, kampagner, fremstød osv. sluger al tiden. Så er det logisk, at menigheden, der lider af åndelig sult, må finde sammen med dem, som nu er, og også lider, og så må de selv studere Skriften.
4) Jeg er glad for at se, at du selv gør dig tanker om de nye og evt. usikre kristne, som kommer ind i gruppen. Det, de har brug for, er et trygt fællesskab i en menighed, hvor medlemmerne fungerer sammen og virker ud fra samme overbevisning og åbenbaring. Derfor vil menigheden altid være at foretrække frem for et tværkirkeligt arbejde, når det gælder nye i frelsen.
Dette var alvorlig tale, og jeg håber ikke, at jeg har taget modet fra dig. Det var ihvertfald ikke min mening. jeg ville blot berøre nogle af de problemer, som er i dit spørgsmål. Herefter er der blot at opmuntre til at søge sammen om studiet i Skriften og fællesskabet i bønnen, men først og fremmest at søge menigheden, hvor forkyndelsen, studiet, bønnen og fællesskabet har en central plads.
Om jeres gruppe overlever uenigheden, kan ingen af os, men kun tiden, vise. Det bedste ville være, om uenigheden bl.a. om dåben kunne føre til et ærligt studie, og til valg, taget af hver enkelt ud fra studiet og ikke kirketraditioner, men dette er desværre som oftest urealistisk.
Med broderlig hilsen
Simon Griis