Spørgsmål:
Hej Simon,
Jeg er åndsdøbt kristen, og har fundet en lille menighed – vi ville dog gerne blive større!! I menigheden har vi diskuteret nogle spørgsmål – men har ikke rigtig kunnet få dem klarlagt. Jeg håber derfor at du kan belyse disse.
1) I NT tales der om at vi skal holde os fra utugt, afgudsofferkød og blod, hvad menes der med det sidste??? Jeg håber meget på at du kan besvare ovennævnte spørgsmål. (Èt ud af i alt 4 spørgsmål)
Med venlig hilsen
MHW
Svar:
Hi Marlene,
Disse bud, som er givet specielt til hedningekristne (ikke-jøder), blev givet ved det store apostelmøde i Jerusalem (Apostlenes Gerninger kap. 15). Der er reelt i alt fire bud, som omvendte hedninger skulle overholde:
De skal afholde sig fra (Ap.G.15.20)
1) Besmittelse med afguderne
2) Utugt
3) Kød af kvalte dyr
4) Blod
Vil man forstå, hvorfor apostlene og de ældste i Jerusalem lægger disse bud på hedningerne, der kom til tro, må man se kravene i den sammenhæng, de er udtalt.
Problemets kerne skal findes i Antiokia, hvor Paulus og Barnabas var. På deres missionsrejser, oprettede de menigheder i alle dele af det store romerrige. I første omgang henvendte de sig til jøderne, men flere og flere hedninger kom også til tro og tilsluttede sig menighederne. At samle jøder og hedninger i ét samfund med fælles opgaver, fælles syn og fælles mål var svært. Jøderne var opdraget strengt ud fra Moseloven, mens hedningerne kom lige fra den florerende og alsidige afgudsdyrkelse.
Paulus´ holdning var klar. Man frelses alene ved Guds nåde. Hedningen kunne ikke bringe noget fra hans gamle liv som afgudsdyrker ind i menigheden, som kunne hjælpe ham til frelse. Og jøden kunne heller ikke bringe noget med fra Moseloven, som kunne hjælpe til frelse. Paulus var ikke i tvivl om, at Loven var givet af Gud, men var nået til erkendelse af, at Israel gennem hele sin eksistens, ikke havde været i stand til at opfylde den, og hvis jøderne ikke kunne opfylde loven, hvem kunne da tro, at de “nye troende”, hedningerne, ville kunne opfylde den? Det Evangelium, Paulus forkyndte, var netop et opgør med Lovens krav og et budskab om, at frelsen alene kunne opnås ved tro og på basis af Guds nåde.
Mens Paulus var i Antiokia, kom nogle kristne jøder rejsende fra Judæa med et andet Evangelium, end det, Paulus forkyndte:
“Men der kom nogle mænd ned fra Judæa og lærte brødrene; “Hvis I ikke lader jer omskære efter Moses’ skik, kan I ikke blive frelst.” Herover opstod der uenighed, og Paulus og Barnabas kom i en ikke ringe ordstrid med dem. Så besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle flere skulle drage op til apostlene og de ældste i Jerusalem i anledning af dette stridsspørgsmål.” (ApG 15.1-3)
“Men af farisæernes parti var der nogle, som var kommet til troen; de stod frem og sagde: “Det er nødvendigt at omskære dem og befale dem at holde Mose lov.” (ApG 15,5)
Gennem hele Paulus´ liv og tjeneste havde han konfrontationer med kristne jøder, som krævede af hedningerne, at de skulle lade sig omskære og overholde Moseloven, hvis de ville gøre sig forhåbninger om at blive frelst. Og hele livet gik Paulus til frontalangreb på disse mennesker, som han kaldte falske brødre (Gal.2.4).
Det blev til et stort opgør i Antiokia. Selve evangeliet og menighedens fremtidige eksistens var i fare. Skulle hedninger for at blive kristne, først blive jøder ved omskærelse og overholdelse af Loven? I så fald ville den unge spæde menighed blive en jødisk sekt, et samfund inden for den jødiske gudsdyrkelse. Eller blev hedninger frelst alene ved tro uden omskærelse, helligholdelse af sabbat og overholdelse af Loven? I så fald ville menigheden være et helt nyt folk, grundlagt på en ny pagt og adskilt fra den gamle jødiske Gudsdyrkelse med alle dens forskrifter.
Det blev besluttet, at man ville sende en delegation til Jerusalem og forelægge problemet for apostlene og de ældste der. Menigheden i Jerusalem var på dette tidspunkt stadig centrum for hele kirken. Valget af Paulus´ rejsefæller viser os problemstillingen. Med sig havde Paulus Barnabas og Titus (Gal.2.1). Barnabas var levit af fødsel (jødisk hjælpepræst), og havde som sådan forpligtelser over for jøderne. Han var opdraget i den jødiske lovs forskrifter og havde gennem sin slægt på en speciel måde arvet et ansvar for sine omskårne brødre blandt de andre jødiske stammer. Titus var græker, og dermed en uomskåren hedning, der ved mødet med Evangeliet var blevet kristen. Disse to repræsenterer de to grupper i menigheden, som venter svar fra Jerusalem. Begge har helt sikkert været enige med Paulus og uenige med de jødiske kristne, som kom fra Judæa for at prædike Loven for hedningerne.
Det kom til ordstrid på apostelmødet i Jerusalem, men Peter rejste sig, og gav Paulus medhold:
“Efter en længere ordstrid herom stod Peter op og sagde til dem: “Brødre! I ved selv, at for lang tid siden traf Gud det valg blandt jer, at hedningerne af min mund skulle høre evangeliets ord og komme til troen. Og Gud, som kender hjerterne, har givet dem vidnesbyrd ved at give Helligånden til dem lige så vel som til os. Han gjorde ingen forskel på os og dem, idet han ved troen rensede deres hjerter. Hvorfor vil I da nu friste Gud ved at lægge et åg på disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi selv har formået at bære? Vi tror derimod, at vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde ganske på samme måde som de.” Da blev hele forsamlingen stille…” (ApG 15.7-12)
Herefter rejser Jakob sig og siger bl.a.:
“Brødre, hør på mig! Simeon har fortalt, hvordan Gud først drog omsorg for ud af hedninger at vinde sig et folk, som kunne bære hans navn. Hermed stemmer også profeternes ord, således som der står skrevet: ›Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne hytte, og dens ruiner vil jeg atter opbygge og rejse den igen, for at også de øvrige mennesker skal søge Herren, alle hedningerne, over hvilke mit navn er nævnet, siger Herren, der skal gøre dette, som er kendt af ham fra evighed af.‹ Derfor holder jeg på, at man ikke skal gøre det for vanskeligt for de hedninger, som vender sig til Gud… (ApG 15.13-20)
Efter at Peter og Jakob har udtrykt deres mening, og Paulus og Barnabas har berettet om, hvordan Gud har virket med, når de til hedningerne har forkyndt evangeliet om frelse ved tro alene, vedtager hele forsamlingen, at der ikke skal indgås kompromis med de jødiske kristne, der kræver, at hedningerne skal overholde Loven for at blive frelst. Hedninger og jøder frelses alene ved Guds nåde uden overholdelse af den jødiske Moselov.
Men her kommer undtagelserne. Jakob fortsætter:
“Derfor holder jeg på, at man ikke skal gøre det for vanskeligt for de hedninger, som vender sig til Gud, men kun skrive til dem, at de skal afholde sig fra besmittelse med afguderne og fra utugt og fra kød af kvalte dyr og fra blod. Thi Moses har fra gammel tid sine forkyndere i alle byerne; hver sabbat oplæses han jo i synagogerne.” (ApG 15.19-15,22)
Da det nu er klargjort, at hedningerne ikke kan frelses ved overholdelse af Moseloven, siger Jakob, at man da heller ikke skal gøre det for vanskeligt for dem – Det ville jo være at give hedningerne et åg at bære på, som reelt er uden betydning og helt overflødigt. Han påpeger dog, at der er fire ting, som hedningerne i menighederne bør afholde sig fra. Det vigtige her er, at afholdelsen ikke har betydning for frelsen. Jakob siger ikke, at disse fire forbehold er nødvendige for at hedningerne kan regne sig selv for frelste. En hedning er f.eks. ikke evigt fortabt, dersom han kommer til at indtage blod.
Jakob giver faktisk direkte i sin tale grunden til de fire bud: “Thi Moses har fra gammel tid sine forkyndere i alle byerne; hver sabbat oplæses han jo i synagogerne”. Det er altså først og fremmest af hensyn til de gamle jødiske forsamlinger, der var i alle store byer i romerriget, at hedningerne skulle afholde sig fra disse ting. De fire bud er givet for at hedningerne ikke skulle blive til forargelse blandt sine jødiske brødre.
Paulus selv har samme tankegang i hele sit virke. Han går langt for at respektere jøderne blandt sine kristne brødre, og for ikke at vække forargelse.
“Bliv ikke til anstød for nogen, hverken for jøde eller græker eller for Guds menighed, ligesom også jeg i alt stræber at tækkes alle, idet jeg ikke søger, hvad der gavner mig selv, men hvad der gavner de mange, for at de må blive frelste. Bliv mine efterfølgere, ligesom jeg igen er Kristi efterfølger!” (1 Kor 10,32-11,1)
Der er flere eksempler på dette. F.eks. er det Paulus´ klare mening, at omskærelsen ikke gavner og at hedninger ikke skal omskæres. Men hans hensyn til jøderne i dette spørgsmål er så stort, at han lader Timoteus omskære lige efter apostelmødet i Jerusalem, hvor han ellers havde fået medhold fra de derværende tjenere.
Paulus har heller ikke noget specielt forhold til f.eks. afgudsofferkød. For ham eksisterer afguderne ikke, og derfor kan han sagtens spise kød, der er ofret til afguderne ud fra den holdning at “alt er rent for den rene”. Faktisk har Paulus en hel undervisning om dette, baseret på beslutningen fra apostelmødet, og heri gør han klart, at når hedningerne skal afholde sig fra afgudsofferkød, er det ikke fordi der er noget i vejen med kødet, eller at det indeholder nogen form for magi eller kan have nogen indvirkning på den troende – thi mad er mad, og “gør hverken fra eller til over for Gud”. Afholdelse fra afgudsofferkød er alene nødvendig i forbindelse med en “skrøbelig samvittighed” (Læs 1.Kor.8.4-13)
Det er vigtigt at understrege, at de fire bud ikke er et kompromis mellem Loven og Evangeliet. Hvis apostlene i Jerusalem ville indgå et kompromis, havde de helt sikkert pålagt hedningerne at overholde de mest centrale ting i Moseloven, som f.eks. omskærelsen, sabbatten og de 10 bud. Men det er ikke dette, som er pointen. De fire bud har alle med afgudsdyrkelse at gøre, og hedningerne skulle ikke slæbe deres gamle traditioner fra afgudsdyrkelsen ind i forsamlingen – både fordi afgudsdyrkelse og ren evangelisk gudsdyrkelse intet har med hinanden at gøre, men også af hensyn til de jødiske kristne, for hvem afgudsdyrkelse var både totalt fremmed og ganske afskyeligt.
For de fire bud kan siges:
1) De skal afholde sig fra besmittelse med afguderne:
Her er ingen forbud mod dyrkning af afguderne. Det kom af sig selv, for hedningerne havde forladt afgudsdyrkelsen og dyrkede nu den eneste sande Gud. Men her opfordres hedningerne til yderligere at afholde sig fra alt, der har med afgudsdyrkelsen at gøre, også de mindre væsentlige ting, som hedningerne måske ikke lagde så meget i. Altså skulle hedningerne, der allerede ved indlemmelsen i kirken, afholdt sig fra afgudsdyrkelse, også fuldt ud afstå fra alt, der så meget som lugtede af afgudsdyrkelse. Dette af hensyn til jøderne og til “svage sjæle”.
2) De skal afholde sig fra utugt:
Ind imellem diskuteres det, hvorfor hor er nævnt i denne række af bud. At man ikke skal bedrive hor har jo været helt klart og ligetil for enhver, som blev kristen, mens de tre andre bud gælder ting, som ikke lige falder en omvendt hedning ind. Men hor i denne forbindelse har helt sikkert været former for hor, som optrådte i forbindelse med hedningernes afgudsdyrkelse. Andre mener dog, at hor her henviser til ægteskabelige forbindelser inden for nærmeste familie (bror/søster og fætter/kusine osv), som var udbredt blandt hedninger.
3) De skal afholde sig fra kød af kvalte dyr:
Dette bud har en ganske – og ofte overset – mening. Med kvalte dyr menes dyr, der er slået ihjel på en sådan måde, at blodet forbliver i dyret og størkner eller selvdøde dyr. Dette brugtes nogle steder blandt hedningerne på grund af den specielle smag, som aflivningsmetoden frembragte. Men for jøder var det en vederstyggelighed at spise kød af kvalte dyr, og forbudet mod dette blev givet allerede til Noa efter syndfloden (1.Mos.9.4) – altså længe før Moseloven blev givet på Sinaj bjerg.
Humlen her er, at loven sagde, at omskårne jøder – Guds udvalgte folk – ikke måtte spise kød med blodet i sig, altså kød af kvalte dyr. Det måtte derimod hedningerne og de fremmede godt. De havde ikke noget forhold til Gud og det var derfor uden betydning, om de spiste kødet. Til dette siger 5.Mosebog.14.21:
“I må ikke spise noget selvdødt dyr. Du kan give det til den fremmede inden dine porte, at han kan spise det, eller du kan sælge det til en udlænding. Thi du er et folk, der er helliget Herren din Gud…”
Jøderne havde altså en bevidsthed om, at alle, der tilhørte Herrens folk, skulle afholde sig fra at spise selvdøde dyr og kød med blod, mens de, “som var udenfor” var frit stillet. Men hvordan er det nu, det er? Hedningerne, som kom til tro, var jo ikke længere udenfor. De var ikke længere fremmede:
“Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge, men I er de helliges medborgere og Guds husfæller, opbyggede på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren.” (Ef 2.19-22)
Når jøder og hedninger i menigheden spiste sammen, og hedningerne medbragte et lækkert saftigt stykke kød af kvalt dyr, ville jøderne sidde med deres folks ældgamle bevidsthed om, at der et eller andet sted alligevel var en forskel. Men da hedningerne ikke længere er fremmede og udlændinge, men inviteret ind i jødernes menighed til fællesskab med Kristus, viser de ved ikke at spise kød af kvalte dyr, at de har fået lod og del i forjættelserne, givet til jøderne, og er blevet ét med jøderne i den nye pagt.
4) De skal afholde sig fra blod:
Med hensyn til kravet om, at hedningerne skulle afholde sig fra blod, er der flere indgangsvinkler, som er påpeget af lærde. Den mest nærliggende er stadig indtagelse af blod i forbindelse med afgudsdyrkelsen, som hedningerne var frelst fra. Det var f.eks. udbredt i nogle hedenske ritualer, at et dyr ofredes, og afguderne, eller dæmonerne blev tilbudt blodet, således, at tilbederne spiste kødet i selskab med disse dæmoner, der så spiste blodet. Ved på den måde at invitere dæmonerne til bords, mente tilbederne, at de kunne indynde sig. Det var også almindeligt at tilbederne drak vin blandet op med blod fra ofringerne.
Sammenhængen mellem indtagelse af blod og dyrkelse af afguder kommer også frem i f.eks. Ezekiel.33.25:
“Sig derfor til dem; Så siger den Herre Herren; I spiser kød med blod i, løfter eders blik til eders afgudsbilleder og udgyder blod, og så vil I have landet i eje!”
For jøderne var dette afskyvækkende. De kendte jo budet (3.Mosebog.17.3-7), og kendte konsekvensen af som jøde at bryde dette bud (1. Samuel.14.32). Dette krav blev givet af Jakob både for at hedningerne skulle vise, at de totalt afstod fra afgudsdyrkelsen, men også for ikke at vække forargelse blandt jøderne, så for fredens skyld…
Jeg håber at dette var svar nok på dit spørgsmål. Jeg er nødt til at vente lidt med besvarelsen af dine øvrige spørgsmål, men jeg lover, at du ikke er glemt og at jeg nok skal vende tilbage.
Med broderlig hilsen
Simon Griis