Spørgsmål:
Hei
Jeg hadde ikke tenkt å bry deg mer i denne omgang, men din respons var så positiv at jeg drister meg frem med noe som opptar meg — nemlig treenighetslæren. Jeg ser at Jehovas Vitner mener at treenighetslæren er ubibelsk ved at de mener å kunne motvise at Jesus er like “evig og allmektig” som Faderen. Har du noe overbevisende å si om treenigheten ? A.R. Norge
Svar:
Kære A.R.
Nej, jeg har ikke noget overbevisende at sige om treenigheden. Treenigheden er ikke, som så mange andre læresætninger, behandlet direkte i Bibelen. Den er en følgeslutning af Bibelens tale, og er alligevel godt grundet i Skriften.
Teenighedslæren er én af de mest grundlæggende trossandheder for kirkerne, og man skal tænke sig grundigt om, inden man begynder at pille ved den. Nogle har kaldt den for kirkens “centraldogme”.
Som regel kan det accepteres, at man har nogle mærkelige udlægninger af Skriften, men begynder man at pille ved de tre søjler:
1) Forsoningen
2) Kristologien (Hvem Kristus er) og
3) treenighedslæren
står man ikke langt fra at gå fra den accepterede kirke/menighed til en sekt i andres øjne. Derfor er det vigtigt at studere emnet meget nøje, inden man vover sig uden for treenighedslæren.
Treenigheden (lat: Trinitas, Gr: Trias) siger egentlig, at Gud er tre og samtidig Én. Herved adskiller kristendommen sig fra de andre store monoteistiske religioner. Den første, som bruger begrebet er Theofilus af Aleksandria, og Tertullian (født 160 e.kr.) er den, der gør begrebet alment kendt og accepteret. Læren bliver stadfæstet og endelig udformet i Den athanasianske trosbekendelse i det 5./6. århundrede, som også er grundlag for kirkernes bekendelse idag.
Hvis du diskuterer med Jehovas Vidner, vil de prøve at overbevise dig om, at Treenighedslæren er forkert, og de vil henvise til diverse triader (tre-guder) i hedningereligionerne som ophav til Treenighedslæren. Dette er ikke sandt, og der er en væsensforskel på den kristne Treenighedslære og disse religioner. Den kristne Treenighedslære kan heller ikke fungere uden for den kristne tro.
I GT finder vi kampen mellem hebræernes Gud og hedningernes mange guder. Hovedbudskabet her, at der kun er én Gud (2.Mos.20.3 + 5.Mos.6.4 + Es.44.6). Gregor af Nazianz (329-390 e.kr.) skrev, at det var GTs store opgave at slå én Gud fast med syvtommersøm, frem for de mange afguder, og at åbenbaringen om den treenige Gud ikke kunne komme, før denne opgave var fuldført.
Vi finder dog åbenbaringen om den treenige Gud skjult til stede i GT. Mika siger om den kommende Messias, som er adskilt fra Jahve og dog har udspring i evigheden:
v1. Du, Betlehem, Efrata,
du er lille blandt Judas slægter.
Fra dig skal der udgå én,
som skal være hersker i Israel;
hans udspring er i fortiden,
i ældgamle dage.
Mika 5,1
Daniel forudså en “Menneskesøn” som kom på skyerne engang ude i fremtiden (Dan.7.13). I Messiassalmerne finder du lignende udtryk. Også Ånden får en særskilt plads i GTs eskatologi. I skabelsen finder vi den treenige Gud i virksomhed, idet Gud skaber, Kristus er Guds talte Ord, og Ånden svæver over vandene. I 1.Mos. 1.26 og 11.7 omtaler Gud sig selv som “os” og “vi”, hvilket også indikerer den treenige Gud. Et af Guds navne i GT er Elohim, som egentlig er et flertalsord.
NT fortsætter GTs stærke udsagn om én Gud, men her er treenigheden tydeligere åbenbart. I Jesu dåbsbefaling siges det, at dåben skal ske i Faderens, Sønnens og helligåndens navn. Her skulle man måske tro, at “navn” stod i flertal, men det står rent faktisk i ental. Selvom der er tre, er der blot ét navn: Guds navn.
Læren er også baseret på de såkaldte “trinitariske udsagn” i NT. Tekster, hvor de tre guddommelige personer optræder sammen. Dette sker f.eks. i Marias bebudelse, hvor Gud åbenbarer sig ved at helligånden skal komme over Maria, og “Guds søn” skal fødes (Mat.1.18 ff). Ved Jesu dåb, taler Faderen fra himlen, Helligånden kommer som en due, og Sønnen er den, der bliver bekræftet. Se iøvrigt Joh.Ev.15.26 og 16.3 og 1.Joh.5.4-8 og 2.Kor.13.13 og Ef.4.4-6 og Gal.4.6 og 2.Tes.2.13 og 1.Pet.1.2 + 4.14 og Heb.10.29-31 og Jud.20-21 for trinitariske udsagn.
1.Kor.12.4-6 er et stærkt trinitarisk udsagn:
Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme. Der er forskel på tjenester, men Herren er den samme. Der er forskel på kraftige gerninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle.
1 Kor 12,4 – 1 Kor 12,6
Hertil kan kobles et studie i de tre enkelte personer i Guddommen, Helligånden, der karakteriseres som en person med vilje, følelser og mål, og som benævnes “han”. Faderen, som er Gud og i selve betegnelsen “Fader til en Søn” må stå i intim forhold til den anden person i Guddommen. Og Kristus, som er Sønnen og evig og præeksistent (1.Joh.1) osv.
Håber, du kan bruge det til noget
Med broderlig hilsen
Simon Griis