Er jeg en synder?

Spørgsmål:

Uddrag af længere brev:

1) Er jeg en synder?
2) Jeg har aldrig gjort noget ondt i hele mit liv. Hvordan kan jeg så være en synder?
3) Hvad har Gud nogensinde gjort for mig?
4) Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal tilgives af en Gud, og alligevel intet få igen, før jeg er død.

Svar:

Kære B

Tak for dit brev og din venlige julehilsen

Jeg kan læse i brevet, at du betragter dig som ateist, og at du har et godt liv med familie og gode venner. I dit brev stiller du også nogle spørgsmål, og jeg regner med, at det er fordi du gerne vil have svar herfra på dine betragtninger. Du spørger bl.a. om fire ting, som jeg vil søge at belyse:

1) Grundlæggende for det kristne budskab er, at vi alle er syndere. Bibelen siger, at der er ingen retfærdige, end ikke én (Romerne 3.10). Alle de problemer, vi ser i verden idag, skyldes ikke ydre omstændigheder, men ene og alene at menneskets væsen er besmittet af synd. Vi kan selvfølgelig rent menneskeligt – som du – mene, at vi gør godt, og der findes også de, som vier hele deres liv på at hjælpe andre.

Alligevel bliver selv det bedste, vi ønsker at gøre, besmittet af egoisme og ondskab. Ingen af os kan sige, at vi formår at leve op til den høje standard af kærlighed og uegennytte, som Gud kræver. Kan du og jeg påstå, at vi altid og i alle situationer, har handlet ud fra kærlighed til medmennesker og Gud? Kan vi sige, at vi er uden synd? Nej, Bibelen siger:

Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud
Romerne 3.23

Synd er ifølge den kristne tro ikke blot ondskab. Det er også et oprør mod den Gud, som skabte hele universet og vi mennesker. Det er at sige nej til et liv i fællesskab med Gud, enten bevidst, selvom man har en fornemmelse af at Gud eksisterer, eller ved helt at afskrive Guds eksistens. Ved et sådant valg har vi som menneskehed adskilt os fra Gud, og lever i det store og hele fjernt fra Skaberen.

2) Vi deler mennesker op i gode og onde, elskelige og uelskelige, dem vi kan med og dem vi ikke kan med. For os er det logisk, at den, der slår ihjel er mere ond end den, der ikke slår ihjel. For Gud forholder det sig, ifølge Bibelen, noget anderledes. Han ser hele menneskeslægten som syndig, uanset deres handlinger, for synden ligger ikke først og fremmest ,i hvad vi gør eller ikke gør. Synden ligger latent i vort sind og væsen, og på den måde er der ingen forskel på os.

Du og jeg er født i et land, hvor vi har tale- og trosfrihed, hvor vi har et rimeligt godt social- og sundhedssystem og hvor det er nogenlunde nemt at være menneske i forhold til så mange andre steder i verden. Hvis vi var født under andre og mere barske omstændigheder, er der ingen sandsynlighed for, at vi ville reagere og handle anderledes end de mennesker, vi ser fra verdens brændpunkter. Dette fordi ondskaben og synden ligger latent i os. For vores vedkommende har der blot ikke været nogle omstændigheder, som har udløst det værste i mennesket, men det betyder ikke, at det ikke er der, og at vi er bedre mennesker end andre.

Jesus mødte ved flere lejligheder mennesker, som mente at de var gode og aldrig havde gjort noget ondt. Du spørger, hvad du skal bruge Gud til, og hvorfor man skal indrømme, man er en synder, før man kan komme til Gud og få tilgivelse. Jesus sagde om dette:

Da nu de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste med tolderne og synderne, spurgte de hans disciple: »Hvor kan han spise sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, siger han til dem: »De raske har ikke brug for læge, men de syge. Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere.« Markus 2,16-17

Bibelen siger, at Gud elsker alle, og at Jesus kom for alle menneskers skyld. Men reelt er det sådan, at mange siger, at de er gode nok og ikke behøver Gud i deres liv. Gud er ikke tvangens Gud. Han lader valget være op til hver enkelt, også idag. Hvis du mener, du er retfærdig, og ikke vil “sættes i bås som en ussel synder”, som du udtrykker det, så har du – og ikke Gud – taget valget. Jesus kom som læge for de, der var syge, som en hjælper for de, der ikke kunne klare tilværelsen alene. Han kom, som han siger herover, ikke for de, som mente at være retfærdige nok i sig selv, men for de, som over for Gud oplever deres egen syndighed og magtesløshed i forhold til livets store spørgsmål.

3) Og her kommer vi til dit tredie spørgsmål. Kristendommen adskiller sig fra alle andre religioner. I enhver trosretning gælder det om at leve op til Gud, at gøre sig fortjent til det guddommelige, himmelske. Med den kristne tro er det lige modsat. Den starter med en erkendelse af, at jeg intet kan gøre for at leve op til Gud. Jeg er ude af stand til at gøre mig fortjent til frelsen. Jeg er en del af en menneskehed, som har gjort oprør mod sin skaber, og som er i færd med at ødelægge alt omkring sig. Jeg er en del af en slægt, som er hjemfalden til Guds dom på grund af synd og oprør.

Du spørger, hvad Gud har gjort for dig. Gud er hellig, og han kan ikke være sammen med synd. På grund af hans hellighed er vi som mennesker dømt til en evighed uden fællesskab med den Gud, som skabte os. Vi er under dom. Men her kommer, hvad Gud har gjort for dig og mig. For 2000 år siden forlod han sin himmel og blev født som menneske med ét formål; At tage vores straf og dø i vores sted på Golgata kors. Ved hans død gik vi fri. Dette er Guds kærlighed til alle mennesker. Bibelen siger:

Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv
Johannes 3.16

Den evige Gud, som aldrig havde oplevet smerte, spot og død, erfarede alt – ikke for sin egen skyld, men for alle menneskers skyld. Bibelen siger, at Gud kender hver enkelt af os, og dette gør hans værk meget personligt. Han døde ikke for en sag eller en ideologi. Han døde ikke for en stor gruppe mennesker, han alligevel ikke kendte. Han kender os og alt, hvad vi indeholder. Selv vore hovedhår har han tal på. Han ved om både vore gode og vore dårlige sider. Han kender os og han elsker os, ja så meget, at han gik i døden i stedet for os, og ved dette inviterede han os til et evigt fællesskab med ham.

Du spørger: “Hvad har Gud nogensinde gjort for mig?”. Dette er, hvad Gud har gjort for dig og mig. Han døde for os. Det eneste, som står igen, er vor stilling til Guds handling. Det er et offer, en gave fra Gud til alle mennesker, men for hver enkelt af os gælder det, om vi vil tage imod Guds offer eller ikke. Derfor siger Bibelen om Jesus:

…alle dem, som tog imod ham, gav ham magt til at blive Guds børn, dem som tror på hans navn (Jesus) (Johannes 1.12)

4) Du spørger flere steder i brevet, hvad man får ud af at være kristen, om det, at skulle tro på Gud, og så alligevel ikke få noget før efter sin død. Først og fremmest vil jeg sige, at dette med at tage imod Jesus som sin personlige frelser ikke i første omgang handler om, hvad “jeg får ud af det”, men om at få sin sag i orden med Gud. Dernæst vil jeg sige, at det Gud tilbyder os i evigheden ikke er at kimse af. De 20, 50 eller 90 år, vi får her på jorden, er som en dråbe i et mægtigt hav i forhold til evigheden.

Vigtigst af alt med hensyn til dit spørgsmål er, at vi ikke skal vente helt til efter døden, før at troen har nogen relevans. For hver den, som vælger at tage imod Jesus gælder det, at Gud bliver en realitet i vore liv og hverdag. Gud har lovet at være med sine alle dage, både i gode og i dårlige tider. Gud er ikke en idé, men en virkelighed, som griber ind i menneskers liv og situation og forvandler dem. Jeg har oplevet mange ting, både gode og dårlige, men jeg kan ikke beskrive den dag, jeg lukkede Jesus ind i mit hjerte og erfarede, at Gud er en virkelighed – ikke fjern, men nær hos mig.

Jeg har vedlagt et hæfte, der hedder “Problemer”. Måske vil du ikke læse det hele, men det præsenterer måske det kristne budskab lidt anderledes end den tegneserie, du fik. Ihvertfald er der tre mennesker, som kort beskriver, hvordan Gud på overnaturlig måde ændrede deres liv, og derved beviste, at man ikke behøver at vente til efter døden med at finde ud af, om Gud virkelig findes. De tre vidnesbyrd fortæller også på en god måde, hvordan Gud ønsker at frelse, hjælpe og forvandle alle, der kommer til ham.

Det handler ikke om at vælge en ny ideologi eller en ny livsstil. Det handler om at vælge livet med Gud.

Jeg håber, at dette var tilfredsstillende. Hvis du har yderligere spørgsmål eller kommentarer, er du altid velkommen til at henvende dig.

Med venlig hilsen

Simon Griis

Comments are closed.