Spørgsmål:
Hvad er baggrunden for den nye Israelforkyndelse, som bla. Aril Edvardsen har gjort sig til fortaler for (at jødernes løftesland i virkeligheden kun er ca. 10% af den udstrækning, som vi normalt tænker os ud fra skriften?)
Svar:
Denne åbenbaring blev givet til Abraham, men blev glemt gennem årtusinder, indtil den nu er overgivet Edvardsen til viderebringelse til det kristne folk. De, som mener, at jøderne skal have hele løfteslandet (generel holdning indtil idag) er ekstremister og pro-israelske med holdninger, som grænser til etnisk udrenselse (Edvardsens egne ord). Edvardsen betegner ligeledes enhver jøde, som tror på et Israel, der strækker sig fra Eufrat til Nilen som en “gal og sindsyg, og en stærkt forvirret fanatiker”.
Det er min overbevisning, at evangeliske kristne må have en sund og skriftsmæssig indstilling til Israel. Der er ingen tvivl om, at det er en ulykkelig situation både for Israelere og palistinænsere, som det ser ud nu. Gud elsker sit folk Israel, og Skriften siger:
Forbandet, hvo dig forbander; Velsignet, hvo dig velsigner (1.Mos.27.29) og Thi så siger Hærskarers Herre, hvis herlighed sendte mig til folkene, der hærger eder: Den, som rører eder, rører min øjesten (Zak.2.12).
Derfor er det vigtigt, at vi former vore holdninger til Israel, ikke så meget efter vore følelser eller gode meninger, men efter Skriftens Ord.
Israel som modefænomen
Israel har efter min mening været et modefænomen blandt kristne de sidste mange år, og har været genstand for mange velmenende, men misforståede tiltag fra kirker og kristne foreninger. Derfor kommer det som en overraskelse for mange, at nogen nu går helt over i den anden grøft og begynder at forkynde en indskrænkning af landet og folkets rettigheder. Man undrer sig over, at det evangeliske folk har behov for at gå til den ene eller den anden yderlighed, i stedet for at finde et fundament i Skriften for deres holdning til Israel, og så leve deres liv efter det.
Èn ting må vi slå fast. Gud er med sit folk Israel, og Han fører sin plan med landet og folket igennem til fuldendelsen, hvor han vil overgive sin herlighed til Israel (Es.46.13).
Støtte blandt evangeliske kristne
Israel har siden oprettelsen i 1948 altid haft en god støtte blandt evangeliske kristne i den vestlige verden. Gud beredte vejen for nationens genopståen, både i den fysiske verden, men også i den åndelige, ved at åbne Skrifterne for de kristne og give dem kærlighed til dette folk. Med den nye drejning risikerer vi, at evangelisk kristendom blot bliver et nyt kapitel i beretningen om kirkens antijødiske holdning gennem tiderne.
Man må spørge sig selv, hvorfor denne forkyndelse finder fæste netop nu i vor tid. Der er flere ting, som spiller ind. Her er blot fire omstændigheder, som har været med til at danne denne forkyndelse, og som sandsynligvis vil hjælpe den yderligere frem i visse kredse.
Profetiernes opfyldelse
1) For det første lever vi i en stærk profetisk tid. Alt, som sker, sker i overensstemmelse med Skrifternes profetiske Ord. Gennem hele Israels historie, har dette folk været udsat for hedningernes had og forfølgelse. Og kirken har gjort sin del af denne ugerning. Gud har på forunderlig vis bevaret sit folk i adspredelsen gennem to årtusinder.
Ved oprettelsen af staten i 1948, viste Gud, at Han har tænkt sig, at tage arbejdet op, hvor han slap det i år 70 ved templets nedbrænding. Fra 1948 og indtil i dag har Israel haft det “forholdsvis fredeligt”. De har fået et lille pusterum, hvor de kunne etablere sig i landet og gøre det frodigt. Dette er dog en stakket frist, for tiden iler mod Herrens dag, og vi skal se, at hadet mod jøderne igen blusser op – også blandt kristne, for at bane vejen for den kommende Antikrist og hans “Endlösung” på problemet Israel. Holdningsændringerne, som vi ser i dag blandt de evangeliske kristne, er blot et lille skridt i den retning.
Europas dårlige samvittighed
2) Det er Gud, som har bevaret det lille land i mere end 50 år. Israel har haft alle odds imod sig, men består stadig ved Guds nåde. Ser vi rent menneskeligt på det, er det tydeligt, at Israels beståen til dels har været grundlagt på Europas dårlige samvittighed efter overgrebene under 2. verdenskrig. Europa har gjort bod for sine gruopvækkende handlinger, men nu er der gået en rum tid, og som alle ved, læger tiden alle sår. Den dårlige samvittighed er ved at fortage sig. Derfor har vi set, og vil sandsynligvis i de kommende år, se en drejning i de europæiske politikers holdning til Israel. Og erfaringen viser os, at den politiske holdning (I Bibelen kaldet tidsånden) til enhver tid har smittet af på kirken. Derfor kan denne omstændighed åbne vej for en Israelfjendsk forkyndelse.
PLOs charmeoffensiv
3) Arafat og det palistinænsiske folk har i alle år søgt støtte hos sine arabiske brødre. Resultatet af dette har været tyndt. De arabiske stater har ikke vist den store vilje til at støtte en palistinænsisk overtagelse af Israel. Efter mange års næsten frugtesløse bestræbelser på at overbevise araberne om vigtigheden af den palistinænsiske sag, virker det nu som om, at Arafat har ændret taktik. I nye PR fremstød vises den kristne del af palistinænserne frem for både den vestlige verdens politikere samt for de forskellige kirker og kristne organisationer.
Ved disse fremstød appelleres til Vestens “broderkærlighed” over for sine kristne palistinænsiske brødre. Samtidig pirker man til den ældgamle modvilje mod jøderne, som ligger og lurer lige under overfladen. Med den nye fremgangsmåde håber man på at ændre Vestens holdning til palistinænsernes fordel. Nogen kunne sikkert får den tanke, at flere evangeliske kristne, heriblandt Arild Edvardsen er faldet for dette PR fremstød.
Edvardsens mål
4) Alle må have respekt for en stor del af det arbejde, som Arild Edvardsen har stået for gennem årene, men når det gælder hans nye åbenbaring om Israel og palistinænserne, må enhver stille sig selv spørgsmålet, om han er på afveje. Vi må ikke på grund af personen, gøre hans budskab til “en hellig ko som ikke må slagtes”. Dette er en alvorlig sag, og er budskabet forkert, må “slagtekniven” frem med det samme.
Edvardsen er en trendsetter i Skandinavien, og med dette har han påtaget sig et stort ansvar. Han lægger hårdt ud med at kalde den nye forkyndelse for en åbenbaring, som har været glemt siden Abrahams dage, men nu af Gud er blevet tilkendegivet ham. Samtidig med dette langer han ud efter alle, som ikke er enige med ham ved at kalde dem fanatikere og ekstremister.
Men hvorfor får Edvardsen denne “åbenbaring” lige nu? Er der nogen omstændigheder, som gør, at det netop nu er passende med dette budskab? Ja, udover de tre ovennævnte punkter, er der et par stykker mere, som man må tage højde for.
Behov for ny åbenbaring
I begyndelsen af halvfemserne promoverede Edvardsen sin åbenbaring om Guds arbejde i menigheden i dette årti. Vi er nu ved slutningen af årtiet uden at Edvardsens åbenbaring har bragt den store frugt. Derfor har han brug for en ny. En anden ting, som gør sig gældende er hans investering i satelitten, som skal bringe Evangeliet til den arabiske verden. I den forbindelse kommer åbenbaringen meget belejligt og kan måske åbne veje for Edvardsens arbejde iblandt de arabiske folkeslag.
Opfordring
Hvis dette nye budskab rodfæster sig blandt evangeliske kristne i den grad, man kunne frygte, har Danmark brug for kristne med lys i Skriften. Kristne, som ikke blot er drevet af en kærlighed til Gudsfolket Israel, men også kender Skrifterne så godt, at de ikke lader sig narre af prædikanter, som med vold og magt skal have Guds Ord til at stemme overens med deres politiske budskaber.
Thi se, i de dage og på den tid, når jeg vender Judas og Jerusalems skæbne, samler jeg alle hedningefolk og fører dem ned i Josafats dal. Der vil jeg holde rettergang med dem om mit folk og min arvelod Israel, SOM DE SPREDTE BLANDT FOLKENE; OG DE DELTE MIT LAND..! (Joel.3.6-7)
De (Juda) skal tage sydlandet i eje sammen med Esaus bjerge og lavlandet sammen med filisterne (Gaza-striben) de skal tage Efraims mark i eje sammen med Samarias mark (Vestbredden) og ammonitterne sammen med Gilead (Øst for Jordan). Og de landflygtige i Hala og Habor skal tage kana´anæernes land i eje indtil Zarepta, og de landflygtige fra Jerusalem, som er i Sefarad (Syd- Vesteuropa?) skal tage sydlandets byer i eje (Obad.19-20)