Vil du mene at en person godt kan have en tatovering hvor der står 666 uden at personen er anti-kristen?”
Svar:
Hi “Mat”
Til et sådant spørgsmål kan jeg jo ikke citere så mange skriftssteder eller tale om Bibelens lære. Det må blive min personlige holdning, du får. 666 er det tydeligste udtryk for antikristendom, man kan finde i symbolikkens verden. Der findes ikke noget mere markant, ikke engang det omvendte kors eller bukkehovedet. Dette skyldes, at 666 er Bibelens eget symboltal for alt, hvad der er imod Jesus og de kristnes Gud.
Jeg tror ikke at man kan have en tatovering, hvor der står 666 uden at være antikristen, men det er ihvertfald en meget mærlig kombination. Hvis denne person elskede en pige, der f.eks. hed Sonja over alt på jorden, og samtidig gik med en tatovering, der sagde “Jeg hader Sonja”, ville vedkommende så ikke have et større forklaringsproblem, når “Sonja” opdagede tatoveringen? Det tror jeg.
På samme måde med 666. Man kan ikke være kristen, ja, efter min mening kan man ikke engang være neutral og samtidig gå med en sådan tatovering. Det er jo ikke blot, hvad vi siger, men alt hvad vi gør og alt, hvad vi udstråler, der fortæller, hvem vi er. Derfor er en sådan tatovering lige så meget et udtryk for, hvem vi er, som vor tale.
Jeg kender mennesker, som er blevet kristne, der har fået fjernet tatoveringer, der var langt mindre provokerende, end den med 666, og alligevel fik de fjernet dem, fordi de var blevet helt andre mennesker, og ønskede at udstråle noget andet end det liv, de levede, da de fik lavet tatoveringen.
Du spørger: “Hvis tatoveringen bliver fjernet, vil du så mene at personen stadig væk ville være antikristen?”
Jesus siger, at alle der ikke er for ham er imod ham. “Antikristen” er mange mennesker, også uden 666-tatoveringer. Dersom han fik den fjernet, fordi han af en eller anden grund var træt af den, kan han stadig være “antikristen” (Imod Kristus) – men dersom han fik den fjernet, fordi han var blevet en kristen, tja… da er han jo ikke længere antikristen. For eller imod Kristus er først og fremmest noget, der har med vort sind og vor sjæl at gære. Det ydre er blot en skygge / en manifestation af vort indre menneske.
Håber du kan bruge dette til noget, “Mat”. Ellers må du skrive igen.
Med venlig hilsen
Simon Griis