Af Morten Kilsholm, Randers
Jeg er social og sundhedsassistent og arbejder for et vikarbureau. Som følge af dette kommer jeg rundt på mange forskellige arbejdspladser og møder mange forskellige mennesker.
I den sidste tid har jeg arbejdet meget hjemmeplejen i Brabrand. Her har jeg været med til at pleje en ældre mand der har ligget i sengen i næsten fire år. Jeg kommer blandt andet for at give ham sondemad om aftenen. Der er normalt ingen personlig kontakt med ham, da han ikke forstår hvad der sker omkring ham og han har ikke noget sprog tilbage.
Efter at jeg havde været i dette hjem nogle gange fandt jeg ud af at de var kristne. Hvilket var til stor glæde for begge parter. Da konen og jeg havde talt lidt sammen, sagde hun, at ville hun sige det til sin mand. Jeg tænkte ok, men havde ikke regnet med en reaktion fra ham. Hun sagde, “Nu skal du høre, Morten han er også kristen og han hører Jesus til ligesom dig og mig, er det ikke dejligt?”.
Da hun havde sagt dette vendte han sit hovede og kiggede mig i øjnene og sagde “jo”. Jeg var ved at tabe underkæben. Der var lige pludseligt var en personlig kontakt hvor jeg havde kontakt med hans ånd.
Konen sagde “ja, nu kan du se, nu har du allerede en helt anden kontakt med ham”. Dette kunne jeg kun sige amen til. Inden jeg gik videre den aften sagde jeg “Gud velsigne dig” til den ældre mand og lagde hånden på ham. Dette hørte hans kone og spurgte om jeg ikke også ville sige det til hende også. Det ville jeg selvfølgelig. Hun fortalte at hun ikke har haft mulighed for at komme til møde siden hendes mand blev syg for fire år siden.
Hun gav udtryk for at det havde været en stor opmuntring for hende at møde en bror i Herren.
Da jeg kom ud i bilen til min kollega kunne jeg ikke holde min mund og fortalte ivrigt om min “oplevelse”, hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige til dette, hun syntes det lød og som en god oplevelse.
Næste aften var det lagt sådan tilrette at jeg op til dette ægtepar igen. Jeg havde besluttet at hvis jeg kom der op igen ville jeg spørge om vi ikke skulle bede sammen. Da vi havde fået overstået plejen kørte min kollega videre mens jeg skulle give sondemad. Da jeg spurgte om vi ikke skulle bede sammen blev konen glad. Vi stod på hver sin side af hendes mands seng og holdt alle tre hinanden i hånden mens vi bad sammen. Under hele bedestunden lå manden og sagde “halleluja, halleluja”. Det tog lang tid før min kollega kom tilbage, så konen og jeg en dejlig snak om Herren og livet med Ham. Konen fortalte at normalt havde hverken hendes mand eller hende selv brugt at sige “halleluja”. Men det var igen et bevis på hans ånd var med i lovprisningen.
Hun gav udtryk for at hun var Herren taknemmelig fordi han havde sendt en bror til hendes hus så hun kunne blive opmuntret i Herren. For mig er det et vidnesbyrd om hvordan Herren har omsorg for dem der hører Ham til og at Han glemmer os aldrig. Det var også et vidnesbyrd om at selvom kroppen og sanserne bliver svage er det stadig muligt at komme i kontakt med menneskets ånd.
Herren er en underfuld Hyrde.
Morten Kilsholm, Randers