Spørgsmål:
Var Luther på noget tidspunkt i tvivl om barnedåbens gyldighed?
Svar:
Jeg tror ikke at Luther på noget tidspunkt var i tvivl om, at barnedåben måtte være det rigtige fremfor “troendes dåb” (og her tog han jo fejl). Vi har ihvertfald ingen skrifter, som kan indikere noget sådant, men Luther havde sine tanker om barnedåbens udførelse, formål og gyldighed. Tanker så stærke, at man godt kunne ledes til at kalde det tvivl på det, han selv udførte og lærte omkring dåben. Her er nogle eksempler fra hans skrifter:
I det Herrens år 1518 lærte Luther, at et barn blev døbt og var frelst på grund af en anden persons tro, men samme år skriver han: “Den, som tror, har, den som ikke tror, betyder ikke engang sakramenterne noget for”. Dette er Luthers problem, og gør sig allerede gældende i 1518. Kan man blive døbt på en andens tro, eller er det nødvendigt, at man selv tror, for at kunne blive frelst? Og dersom et barn virkelig har tro, kan man da påvise denne tro?
I 1519 skriver Luther sin Galaterkommentar, hvor han besvarer, hvorfor barnet kan blive døbt og frelst, når det ikke kan høre Ordet, for uden at høre kan ingen nå til tro. Luther svarer, at når Ordet når øret, må det også altid nå ånden, og fortsætter lidt mærkeligt med, at jo mere modtageligt et lille barn er, jo lettere virker det ord, præsten taler over den lille kandidat i dennes ånd. Her virker det som om Luther går så langt, at han taler om større og mindre modtagelighed for Guds Ord og derved også troen i de søde små.
Da Luther 8. maj 1522 kom til Wittenberg, stod han op mod Zwickauprofeterne, som angreb barnedåben. Disse reformatorer og billedstormere måtte nærmest flygte fra byen under oral beskydning fra Luthers ildtunge. Forud for dette gik Melanchtons tvivl og Luthers granskning af dåbsspørgsmålet. Det er som om, at hans opposition mod disse profeter skærpede hans tone i dåbsspørgsmålet, for han talte igen om at børn kunne døbes på en andens tro, og han lagde hele bevisbyrden for barnets trosevne eller mangel på samme på disse “kætterske” profeter. De skulle altså kunne bevise at barnet ikke kunne tro, og kunne de ikke det, var deres ord intet værd. “Om ikke barnet havde tro, da var vi heller ikke kristne, når vi sov” sagde Luther.
Nogle måneder senere skrev Luther i et brev til Spalatin at ved Ordet og kirkens bønner blev djævelen drevet ud af barnet. Denne påstand er jo uhyre interessant i studiet af Luthers og det lutheranske dåbssyn.
I sine “Prædikener om kirken” siger Luther tredie søndag efter Hellig tre kongers dag ud fra Mat.8.1: “Sofisterne på universiteterne og pavens bande har fabrikeret den historie, at barnet bliver døbt uden personlig tro, nemlig på kirkens tro… men hvis nogen spørger dem om… hvor det står i Skriften, så finder man at de er i en mørk hule eller de peger på deres kappe og siger “Vi er de mest lærde doktorer, og siger at det er sådan, derfor er det rigtigt…”
Luther kalder de lærde for “Pavens bande” og anklager dem for at forsvare banets manglende tro ved dåben alene med deres høje uddannelse, hvorved de lader lægmanden i stikken uden mulighed for at vurdere spørgsmålet. Her er jeg simpelt hen nødt til at citere hans egen elegante udtalelse om barnedåbens mysterier i hans store katekismus: “Den som er ulærd, kan lægge dette spørgsmål fra sig og overlade det til de lærde”. Nu bruger han altså pludselig selv samme argument “som pavens bande”. Enhver ulærd, som undres over dåbens mysterier må overlade dette til de lærde ifølge Luther.
Luther fortsætter i sin prædiken: “… for de (sofisterne) er troens fjender – der hvor de ønsker at ophøje gerningerne, der må troen lide for det… For denne gift og vranglære må du vogte dig… Den korte konklusion bliver denne; Dåben hjælper ingen og skal heller ikke gives nogen, om vedkommende ikke tror for sig selv, og uden personlig tro skal ingen døbes”. Her er Luther tilbage til, at dåben ikke kan finde sted, udern at der først påvises en personlig tro.
I samme skrift går Luther stærkt imod Waldenserbrødrene, som er af den opfattelse, at man må have en personlig tro, men trods denne – deres egen – opfattelse, døber sine børn, som de ikke mener, har tro. Han går videre og siger at barnet må tro selv, ellers lyver fadderen, som svarer for det. Luther siger videre:
“Der hvor vi ikke er i stand til at bevise at de små børn selv tror og har personlig tro, er det mit oprigtige råd og dom, at vi straks afstår fra dette, og jo snarere jo bedre, og aldrig mere døber et barn, så vi ikke mere spotter og håner den højeste Gud med sådanne grundløse narrestreger og gøgleri”.
Her lægger Luther altså pludselig bevisbyrden hos barnedøberen og ikke hos modstanderen. Barnedøberen skal kunne bevise at barnet evner at tro, ellers er det bare narrestreger og gøgleri.
I en anden prædiken i samme samling siger Luther: “Kun fordi de er uden forstand har de større anlæg for tro end de gamle og intelligente, som forstanden altid ligger i vejen for. Det store hoved vil ikke igennem den trange port”. Det er en ret sjov tanke, at barnet skulle have større anlæg for troen end den voksne.
I 1528 skrev Luther sit brev “Til to præster angående barnedåben”. Heri udvider han sit bevismateriale for barnedåben med bl.a. barnedåbens alder og det, at den var almindeligt antaget, og han siger, at om denne dåb ikke var ret, så måtte man være nødt til at hævde, at i hele denne periode havde der ikke været noget dåb og derfor heller ingen kristenhed.
To ting er spændende her. 1) At Luther hævder, at der ikke er nogen kristenhed uden dåb og 2) At han pludselig må støtte sig til traditionens alder og de gamle love i sit forsvar af barnedåben efter at han i en del år som ildsjæl netop havde kæmpet mod traditionerne og de fastlagte regler.
I 1528 skriver Luther: “Dåben er ikke til hjælp for nogen, heller ikke skal den gives til nogen, uden at vedkommende tror selv, og uden personlig tro må ingen blive døbt… Om vi ikke er i stand til at bevise at de små børn tror selv og har personlig tro, så er det mit oprigtige råd og min mening, at vi straks ophører – og jo snarere jo bedre – og aldrig mere døber et barn – Luther
I en senere udtalelse, ved vi at Luther i forbindelse med den objektive virkning af dåben, siger “Guld er ikke mindre guld, selvom en skøge ejer det i synd og skam”. Her virker det som om, Luther er trådt tilbage til den katolske opfattelse af dåben, som han ellers havde kæmpet så indædt imod.
I 1536 hævdede han dog igen – denne gang i opposition til Bucer – at hvis ikke troen var til stede, så gavnede sakramentet intet.
I Luthers “Lille bog om dåben” finder vi de gamle dåbsspørgsmål fra den katolske kirke (Og katolske bønner kun for troende). Heri finder vi også at dåbsakten ifølge ham bestod af 17 handlinger, herunder uddrivelse af den onde ånd, korsets tegn osv.
Luther erklærede altså (i det store og hele) dåben for at være værdiløs uden personlig tro hos den, der bliver døbt (åbenbart undtaget de perioder, hvor han forsvarer dåben på en andens (fadderens) tro). I denne henseende er der altså ingen forskel fra anabaptisterne.
Han skifter mellem hvem, der har bevisbyrden for barnets evne, eller mangel på samme, til at tro, men er skarpest i sine udtalelser om barnedåbsudøvernes pligt til at bevise barnets personlige tro, hvis ikke de skal holde inde med en sådan praksis.
Man undres dog over at en mand som Luther i den grad forsvarede barnedåben. Kunne der være andre ting, som gjorde sig gældende i hans overvejelser? Omkring de forskellige anabaptister, var Melanchton “ophidset” mens Luther blot “frygtede uroen”. Var det denne frygt for uro og for ikke at slå igennem med sin reformation, der var dråben hos Luther? Om han ændrede sit dåbssyn til det anabaptistiske, var det i hvert fald 100% sikker at hans bevægelse ville have mødt langt større modstand, og sikkert endt i samme skæbne som diverse døberbevægelser og sværmere.
Når jeg tænker sådan, ligger det i forlængelse af Luthers generelle trosundervisning, som jeg synes i det hele taget ligger et godt stykke fra hans undervisning om troen i dåben. Dr. Hase siger: “…Det var imidlertid klart, at da måtte den store reformationstanke om troen forkastes, den moralske magt som stiger frem fra samvittighedens kvaler og samtidig er en intelligent handling, et samtykke og en fortrøstning, den som kaster sig i armene på den korsfæstede…”
Luther forsvarede barnedåbstanken (omend med mange spekulationer, sjælekampe og variationer) og man må give sig selv lidt tid til at meditere over modsætningen mellem denne ubeviselige ubevidste inaktive barnedåbstro og den bevidste, intelligente handlen, den fortrøstning, den “kasten sig i armene på frelseren” trosopfattelse, som ellers lå til grund for hele Luthers reformation.
Spørgsmålet er om Luther nogensinde faldt til ro på sine egne forklaringer, trods hans hidsige udfald mod alle, som var uenig med ham. I 1525 skriver han til melanchton: “Jeg har altid ventet at djævelen ville røre ved dette sår (troen og dåben), men han ville ikke gøre det ved papisterne. Vi har selv haft mange vanskeligheder ved denne skarpe deling”.
Luther talte alene om den nye fødsel og modtagelsen af den hellige Ånd i dåben ud fra dette, at barnet ejede personlig tro. Vore dages lutheranere må tænke på, at dersom de betvivler barnets evne til at tro, og lægger formidlingen af Guds nådemiddel et andet sted end hos barnet selv, går de ikke på de gamle lutherske stier, men derimod nok på de katolske.
Konklusion:
Luther havde sine sjælekvaler over dåben: Er personlig tro nødvendig for at modtage frelsen? Er den nødvendig for at blive døbt? Ejer spædbarnet en personlig tro? Hvem skal bevise barnets evne eller mangel på evne til at tro? Barnedøberen eller barnedåbens modstandere? Er dåben frelsende? Har dåben nogen virkning uden personlig tro? Hvor mange katolske dåbsritualer skal føres med over i reformationen? Er der en sideløbende djævleuddrivelse af barnet? osv. osv.
Dette var jo i sandhed mange spørgsmål. Èt spørgsmål melder sig nu: Dersom man accepterer, at Bibelen ikke ét sted taler om dåb af spædbørn, men kun om dåb af mennesker, som er kommet til en personlig tro og erkendelse, og frivilligt vælger dåbens vej, er alle disse overvejelser så ikke overflødige?
Jo, det er de, for da har man ikke længere så store problemer om tro, frelse og dåb. Da hænger disse brégreber sammen og går op i en større enhed.