{"id":1187,"date":"2019-02-02T11:19:44","date_gmt":"2019-02-02T10:19:44","guid":{"rendered":"http:\/\/evangeliesalen.dk\/wp\/?p=1187"},"modified":"2019-02-08T11:25:34","modified_gmt":"2019-02-08T10:25:34","slug":"ingen-plads-til-offerrollen-i-kristuslivet","status":"publish","type":"post","link":"http:\/\/detgamleevangelium.dk\/index.php\/2019\/02\/02\/ingen-plads-til-offerrollen-i-kristuslivet\/","title":{"rendered":"Ingen plads til offerrollen i Kristuslivet"},"content":{"rendered":"

\"\"<\/a><\/p>\n

Skrevet af Simon Griis<\/em><\/p>\n

Bibelen taler om en v\u00e6kst i den troendes liv, en n\u00f8dvendig proces, en opbyggelse i et indre liv og i et f\u00e6llesskab med troende s\u00f8stre og br\u00f8dre. Ikke alene troslivet og menigheden, men hele skaberv\u00e6rket vidner om, at liv er v\u00e6kst. Intet kan holde sig i live, om det ikke vokser. Stilstand er d\u00f8d og intethed. Liv og fuldkommeng\u00f8relse er udadstr\u00e6bende og opadstr\u00e6bende. Som blomster str\u00e6kker sig mod lyset og dyreungen vokser, s\u00e5ledes er selve livet en str\u00e6kken sig efter et m\u00e5l, efter en mening, ja selve meningEN med tilv\u00e6relsen.\u00a0<\/span><\/p>\n

Paulus levede ikke i stilstand, men glemmende det, der l\u00e5 bagved, rakte han konstant efter det,\u00a0der l\u00e5 foran ham, det kald og den sejrspris, som Gud i sin alvidenhed havde lagt til rette for Paulus (Fil.3.13). Hos Paulus er der ingen apati, men snarere en vedvarende iver efter at n\u00e5 ny erkendelse i Kristuslivet, ny \u00e5benbaring i Skrifterne, nye dybder i Gudssamfundet, og en til stadighed st\u00f8rre v\u00e6kst i k\u00e6rlighedslivet, f\u00f8rst til Gud og hans Ord, og dern\u00e6st til Guds tjenere, og menighedens br\u00f8dre og s\u00f8stre.<\/p>\n

Hvor stor forskel er der ikke fra dette og s\u00e5 til den apatiske offerrolle, som vi ofte tillader hinanden at leve i, og endda opmuntrer hinanden\u00a0til at forblive i? Hele vort samfund er gennemsyret af undskyldninger, som vi \u201df\u00f8ler\u201d vi har ret til at give, for vor tale og vore handlinger. Vi har ikke ansvar for os selv, vi kan ikke g\u00f8re for det, for vi \u201dblev lige hidsige, eller vi har haft en d\u00e5rlig dag, eller vi er lidt nede psykisk, eller vi har haft en sv\u00e6r barndom, eller vi sad sk\u00e6vt p\u00e5 potten som lille\u201d. Alle disse ytringer\u00a0har det ene form\u00e5l, at forklare hvorfor vi ikke kan tage ansvar for os selv og vores liv.<\/p>\n

Denne samfundsorden har smittet langt ind i menighederne, hvor vi har l\u00e6rt, at vi ikke kan g\u00f8re for det, og hvor det ypperste udtryk for Kristi k\u00e6rlighed iblandt os er den omsorgsfulde tr\u00f8st, der ikke alene lindrer og opmuntrer, men ogs\u00e5 fastholder os alle i en fastl\u00e5st offerrolle, som det er umuligt at komme ud af. Vi sidder i en skruetvinge, uden mulighed for v\u00e6kst, uden mulighed for l\u00e6ring, alene fordi vi holdes fast af br\u00f8dre og s\u00f8stres misforst\u00e5ede fejlomsorg og postmodernitetens psykologis besmittelse af forkyndelsen. Vi har brug for mere og mere tr\u00f8st. Vi f\u00e5r mere og mere tr\u00f8st. Og vores liv bliver mere og mere tr\u00f8stesl\u00f8st.<\/p>\n

Glemmer jeg noget? Nej, jeg har ikke glemt det st\u00f8rste i den troendes liv; n\u00e6stek\u00e6rligheden, omsorgen, og den udrakte h\u00e5nd til mennesket i n\u00f8d. Jeg siger bare, at i et \u00e5ndeligt liv, i livet i Kristus, har n\u00e6stek\u00e6rlighedens \u00e6delsten mindst to facetter. N\u00e5r min dreng falder og sl\u00e5r kn\u00e6et, og det begynder at bl\u00f8de, s\u00e5 tager jeg ham op, tr\u00f8ster ham, standser bl\u00f8dningen, og giver ham m\u00e5ske et plaster p\u00e5. Alt dette har vi forst\u00e5else for, og vi kan relatere det direkte til Evangeliet.<\/p>\n

Men der er mere: Hvis jeg lader drengen blive i denne tilstand af erkendt smerte, medlidenhed og tr\u00f8st, g\u00f8r jeg ham ingen tjeneste. Min k\u00e6rligheds n\u00e6ste trin\u00a0m\u00e5 v\u00e6re at rejse ham op igen. \u201dKom s\u00e5 cowboy! Op p\u00e5 hesten igen!\u201d. \u00c6gte k\u00e6rlighed fastholder ikke i selvmedlidenhedens apati, men l\u00f8fter og forvandler. Jesus l\u00f8ftede altid. Hvor end han greb ind i et menneskes liv, oplevede denne at blive l\u00f8ftet fra \u00e9n tilstand til en anden. Den d\u00f8de blev oprejst til nyt liv, den syge blev rejst fra sygesengen, den spedalske blev ren, den syndige fik tilgivet sine synder, og ethvert menneske, der m\u00f8dte Kristus,\u00a0blev forvandlet. Altid fra \u00e9n tilstand til en anden.<\/p>\n

Paulus siger til de troende, som han var l\u00e6rer for, at han plantede, og Apollos vandede, men Gud gav v\u00e6ksten (1.Kor.3.7). Det er vigtigt, du forst\u00e5r, at jeg ikke presser p\u00e5, at jeg ikke har et eller andet succeskriterium for udvikling, jeg vil s\u00e6lge dig, at jeg ikke taler om personlig realisering, og mental udvikling. Jeg taler ikke om andet og mere end den v\u00e6kst, Gud har forudbestemt for dig. Jeg ved ikke, hvad den v\u00e6kst er i dit \u00e5ndelige liv, jeg ved ikke hvad dens v\u00e6sen er i dit tilf\u00e6lde, og i hvor stort omfang, du skal vokse. Jeg ved kun, at Paulus siger, at Gud giver v\u00e6ksten, alts\u00e5 er der en v\u00e6kst, ogs\u00e5 for dig.<\/p>\n

Taler jeg imod freden i Gud og hvilen i Kristus? Nej, Paulus viser med al tydelighed, at hvilen i Kristus, og l\u00f8bet p\u00e5 den \u00e5ndelige v\u00e6ddel\u00f8bsbane efter sejrskransen er to sandheder, som eksisterer side om side uden at oph\u00e6ve hinanden, ja komplementerer hinanden og sammensmeltes i en h\u00f8jere enhed.<\/p>\n

Taler jeg imod den selvforn\u00e6gtende n\u00e6stek\u00e6rlighed, som r\u00e6kker h\u00e5nden til den svage og den faldne? Nej, p\u00e5 ingen m\u00e5de, Kristi eget liv vidner om, at der ikke er nogen mods\u00e6tning mellem den umiddelbare hj\u00e6lp til den n\u00f8dstedte og hj\u00e6lpen, der skal bringe den n\u00f8dstedte videre i livet. Det er som med ulandsbistand til Afrika. I alt for mange \u00e5r har det rige vesten hovedsageligt bragt akuthj\u00e6lp, der kun lige skal hj\u00e6lpe den sultende til at overleve. Denne hj\u00e6lp uden anden form for bistand, vil fastholde en sultende befolkning p\u00e5 et absolut minimum af levevilk\u00e5r uden mulighed for udvikling. Virkelig hj\u00e6lp kr\u00e6ver s\u00e5 meget mere.<\/p>\n

I menigheden m\u00e5 vi minde hinanden om, at vi er forpligtet til at l\u00f8fte hverandre til nye h\u00f8jder i alle livets situationer. V\u00e6kst og l\u00e6ring er i menigheden en grundl\u00e6ggende livsbetingelse, uden hvilken vi vil visne hen i stereotype religi\u00f8se tvangshandlinger og ritualer frar\u00f8vet enhver egentlig mening. Bibelen taler om, at vi er p\u00e5 vandring, at vi vokser, at vi opbygges i vort indre liv, s\u00e5vel som i vore relationer til br\u00f8dre og s\u00f8stre. Vi m\u00e5 ikke ben\u00e6gte dette, men tv\u00e6rtimod opmuntre og fremelske det i det f\u00e6llesskab, vi hver is\u00e6r kommer i.<\/p>\n

Selvom ordene \u201dmilj\u00f8\u201d og \u201datmosf\u00e6re\u201d ikke er ord, vi ofte bruger i de kredse jeg f\u00e6rdes i (Thi det handler ikke om milj\u00f8, men om Hellig\u00e5nd, og det handler ikke om atmosf\u00e6re, men om Hellig\u00e5nd) s\u00e5 vil jeg alligevel driste mig til at bruge dem her. Menigheden, som i forvejen er en smeltedigel af alle mulige mennesker med alle mulige temperamenter og i alle mulige livssituationer, m\u00e5 ogs\u00e5 n\u00f8dvendigvis v\u00e6re et v\u00e6kstmilj\u00f8. Der m\u00e5 v\u00e6re en atmosf\u00e6re af l\u00e6ring og \u00e5benbarelse. Der m\u00e5 v\u00e6re en larm som fra en byggeplads, hvor der konstant arbejdes p\u00e5 opbygningen af nye skabninger i Kristus og af menigheden som et \u00e5ndeligt hus, som Guds tempel.<\/p>\n

Menigheden m\u00e5 v\u00e6re en buldrende byggeplads snarere end et hospice, hvor alt h\u00e5b om Kristusforvandling og nyt liv er forsvundet som dug for solen og erstattet af en omsorg og tr\u00f8st, som fastholder os i selvmedlidenhedens og d\u00f8dens favntag. Er det for h\u00e5rdt? Det er selvf\u00f8lgelig ikke meningen, at det skal v\u00e6re h\u00e5rdt, men n\u00e5r jeg faldt som barn, s\u00e5 havde jeg da mest lyst til at h\u00f8re mors milde r\u00f8st, der sagde \u201dN\u00e5eh, slog du dig? Det var da ogs\u00e5 synd for dig!\u201d og ikke s\u00e5 meget lyst til fars stemme, der sagde \u201dDet g\u00e5r fint. Op igen, du!\u201d. Men det \u00e6ndrede jo ingenting, op m\u00e5tte jeg, og videre \u2013 og s\u00e5 var det jo ikke s\u00e5 slemt alligevel.<\/p>\n

Paulus taler om, at vi som kristne er kaldet til et f\u00e6llesskab, til et samfund i menigheden. Ingen er kaldet til enegang, ingen er kaldet til en eremittilv\u00e6relse. Kun sammen kan vi f\u00e5 lov til at opleve den livsforvandlende oplevelse, som bedst kan beskrives med det instrument, som f\u00e5r lov til at spille i et stort orkester. Sammen f\u00e5r vi lov til at opleve, at det instrument, Gud g\u00f8r os til, indg\u00e5r i en st\u00f8rre helhed, et st\u00f8rre form\u00e5l, en fantastisk symfoni, hvor vi alle vokser i klang, samh\u00f8righed og \u00e5ndelig modenhed. At opleve den indre v\u00e6kst i det \u00e5ndelige liv er stort, men den egentlige mening med tilv\u00e6relsen i menigheden ses f\u00f8rst, n\u00e5r min indre \u00e5ndelige melodi spiller sammen med andre lemmer p\u00e5 kristi legeme. Det er her, at alt pludselig bliver st\u00f8rre end \u00e9n selv.<\/p>\n

Paulus betegner dette f\u00e6llesskab, denne menighed som et legeme, Kristi eget legeme p\u00e5 jord. Alene Paulus\u2019 valg af legeme som billede, viser, at han t\u00e6nker v\u00e6kst, vig\u00f8r og liv. Her er intet statisk, ingen apatisk tilstand, men konstant v\u00e6kst, forvandling, modning og l\u00e6ring. I dette f\u00e6llesskab beder Paulus til Gud om, at der m\u00e5 v\u00e6re virksomhed for Kristus, og om en v\u00e6kst i erkendelsen af alt det gode, som er givet os i Kristus (Filemon.1.6). Bem\u00e6rk her, at erkendelse ikke er tanke, teori, teologi eller rigtige meninger. Erkendelse er sandhed, som er blevet til liv, vel at m\u00e6rke virkende, handlende, udadfarende k\u00e6rlighedsliv. Jeg har m\u00f8dt kristne, som har alle de rigtige meninger, men alligevel ikke ejer livet, og aldrig har v\u00e6ret med til at l\u00f8fte n\u00f8dstedte mennesker til et nyt liv i Kristus. De kan sige alle de rigtige ting, men der kommer intet livgivende ud af deres mund, og ingen velsignes.<\/p>\n

Johannes g\u00e5r videre og siger, at vores f\u00e6llesskab har sit grundlag i forkyndelsen; \u201dDet vi har set og h\u00f8rt, forkynder vi ogs\u00e5 jer, for at ogs\u00e5 I m\u00e5 have f\u00e6llesskab med os\u201d (1.Joh.1.3). Hvis vores f\u00e6llesskab er baseret p\u00e5 forkyndelsen, da er alting lige pludseligt ikke lige meget og ligev\u00e6rdigt. Der er god forkyndelse, og der er d\u00e5rlig forkyndelse, der er sand forkyndelse og der er falsk forkyndelse, der er lovforkyndelse og der er n\u00e5desforkyndelse. Der er livsforvandlende \u00e5benbarelsesforkyndelse, som \u00e5bner himmelen for vort sind og der er intetsigende hjemmestrikket \u00e6rkevr\u00f8vl. Kun den Kristusfokuserede n\u00e5desforkyndelse giver grundlag for \u00e5ndelig v\u00e6kst.<\/p>\n

N\u00e6ste skridt for Johannes er dette; I det f\u00e6llesskab, som er opst\u00e5et som et produkt af Kristusforkyndelsen, og kun eksisterer i kraft af denne forkyndelse \u2013 i dette f\u00e6llesskab har vi ogs\u00e5 f\u00e6llesskab med Faderen og med Jesus Kristus (1.Joh.1.3). L\u00e6s lige den s\u00e6tning igen, gerne to gange. Hvor kan vi finde f\u00e6llesskab med Jesus Kristus? I det f\u00e6llesskab med br\u00f8dre og s\u00f8stre, som springer ud af Kristusforkyndelsen!<\/p>\n

Kristus er hovedet for menigheden, han er sit legemes hoved (Ef.1.22 og Kol.1.18). Vi er en \u00e5ndelig, organisk uadskillelig enhed \u2013 Jesus Kristus og menigheden – levende, virkende, handlende, voksende, som vi ser det i ethvert andet legeme i den kendte fysiske, synlige verden. Alle lemmer, uanset, hvilken slags, de er, og uanset om de er st\u00e6rke eller svage, uanset om vi \u00e6rer dem eller blues ved dem, s\u00e5 er de en del af Kristi legeme, og som levende lemmer, er de i v\u00e6kst.<\/p>\n

N\u00e5r nu Kristus er legemets hoved, og vi er kaldet til samfund med ham, s\u00e5 er vi kaldet til et samfund \u201dopad\u201d!<\/p>\n

Da Kristus blev menneske, kom han til os, til jordens de laveste egne, og blev som os, ja, blev \u00e9n af os. Han opgav sin ret til at v\u00e6re Gud lig, for at blive mennesket lig, og i denne fornedrelse at frelse sit skaberv\u00e6rk (Fil.2.6 og heb.2.17). Han kom ned til os og \u201dtabernaklede\u201d iblandt os, som der st\u00e5r i Johannes Evangeliet.<\/p>\n

Men nu har han besejret d\u00f8den og Satan. Han opstod p\u00e5 tredjedagen, og f\u00f3r til himmels, hvor han i dag sidder ved Faderens h\u00f8jre h\u00e5nd. I dette er han hovedet for menigheden, og det er denne opstandne tronesiddende himmelske Kristus, jeg har f\u00e6llesskab med, n\u00e5r jeg har f\u00e6llesskab med menighedens hoved (1.Kor.1.9).<\/p>\n

Og i dette m\u00f8der jeg det modsatte. Kristus \u201dvokser ikke ned til mig\u201d. Mit f\u00e6llesskab er \u201dopad!\u201d \u2013 Opad i en v\u00e6kst mod Kristus. Han drager mig mod det himmelske. Her er ikke stilstand, her er ikke d\u00f8dvande. Opad er opad.\u00a0Opad er ikke stilstand.<\/p>\n

I dette f\u00e6llesskab oplever jeg en proces, en kontinuerlig forvandling. Eftersom jeg ser Kristus, forvandles jeg til det samme billede, fra herlighed til herlighed, fra \u00e5benbarelse til \u00e5benbarelse (2.Kor.3.18).\u00a0 I f\u00e6llesskabet med hovedet, vokser jeg og hele menigheden \u201dGuds v\u00e6kst\u201d (Kol.2.19).<\/p>\n

Sandheden tro (nemlig den sandhed, som ligger i den sande forkyndelse til forskel fra den falske forkyndelse), i k\u00e6rlighed (nemlig den k\u00e6rlighed, der b\u00e5de b\u00f8jer sig ned til den svage, og som ogs\u00e5 l\u00f8fter ham op, og sender ham videre i livet), vokser vi op til ham, som er hovedet, nemlig Kristus selv (Ef.4.15-16). N\u00e5r der st\u00e5r, at vi \u201dvokser op til ham\u201d, kan nogen m\u00e5ske forst\u00e5 det derhen, at der er noget vi skal \u201dleve op til\u201d aka \u201dvokse op til\u201d. M\u00e5ske skulle vi hellere overs\u00e6tte ordene eis auton<\/i><\/b> med \u201dvokse ind i\u201d. Vi skal ikke leve op til, men det er naturligt, at vi \u201dvokser ind I<\/b>\u201d Kristus.<\/p>\n

Her er det ikke l\u00e6ngere muligt at leve et forsumpet, selvmedlidende offerliv, hvor vi har en undskyldning og en forklaring til alt, vi siger og g\u00f8r. Her er vi til stadighed i en proces, i en v\u00e6kst. Her lever vi med \u00e5ndelig l\u00e6ring som grundl\u00e6ggende livsbetingelse. Her er vi konstant p\u00e5 vej fra et sted til et andet. Vi oplever selvf\u00f8lgelig ikke, at der natten over sker et mirakel, s\u00e5 vi med et knips bliver fuldkomne mennesker, uden synd, plet eller rynke. Kun \u00e9t menneske er uden synd, Kristus selv! Det er slet ikke det. Det er v\u00e6ksten, det er den stadige bev\u00e6gelse fra noget d\u00e5rligt til noget godt.<\/p>\n

Bibelen l\u00e6gger ikke skjul p\u00e5 dette. Den siger ret tydeligt, at vores liv er en bev\u00e6gelse v\u00e6k fra utugt, urenhed, l\u00f8sagtighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, nid, hidsighed,<\/p>\n

egennytte, splittelser, partier, misundelse, drukkenskab, svir og deslige (Gal 5,19-21) og frem mod k\u00e6rlighed, gl\u00e6de, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, og afholdenhed.<\/p>\n

(Gal 5,22-23).<\/p>\n

Grundtvig sagde, at sandhed og k\u00e6rlighed er bedre end l\u00f8gn og bedrag, og han havde ret.\u00a0<\/span><\/p>\n

Vi vokser i vort indre \u00e5ndelige liv, men vi vokser ogs\u00e5 p\u00e5 alle andre omr\u00e5der i vort menneskeliv. Vores moral h\u00f8jnes, vores etik bedres, vi dygtigg\u00f8res i kunsten at holde vort legeme i ave og leve retskaffent og n\u00f8jsomt. Vi vokser i k\u00e6rligheden, og drevet af Guds vilje giver vi os hen, f\u00f8rst til Herren og dern\u00e6st til Guds tjenere og menigheden (2.Kor.8.5).<\/p>\n

I denne v\u00e6kst oplever vi, at en del af modningen faktisk sker helt uden for vor bevidsthed. Vi registrerer ikke det, der sker, men opdager p\u00e5 et tidspunkt, at en forvandling har fundet sted. Tyven stj\u00e6ler ikke mere. Bedrageren snyder ikke mere, drankeren drikker ikke mere osv. osv. Jeg er ikke, hvad jeg var f\u00f8r, og mine handlinger og min f\u00e6rden har forandret sig. Jeg er i sandhed et nyt og forvandlet menneske, som Bibelen taler om. Det er ikke et bedrag. Det er ikke blot en teoretisk mulighed. Det er en erfaret \u00e5ndelig virkelighed \u2013 og nu har jeg ogs\u00e5 erfaret dette (2.Kor.5.17).<\/p>\n

Men der er andre elementer i mit liv, i mit sind og i min karakter, som jeg m\u00e5ske vil opdage, ikke lader sig forandre s\u00e5 let. Jeg undres; Hvorfor forsvinder nogle gamle d\u00e5rlige vaner s\u00e5 let, mens andre synes at v\u00e6re s\u00e5 sejlivede, at det er en umulighed at blive dem kvit? Det er netop her, vi ikke l\u00e6ngere finder forklaringer og undskyldninger. Det er her, vi ikke l\u00e6ngere s\u00f8ger tr\u00f8st og forst\u00e5else, og en undskyldning for at blive i den selvmedlidende offertilstand. Det er lige pr\u00e6cis her, jeg siger mig villig til at lade Gud arbejde i mit indre.<\/p>\n

Den, der vil l\u00e6re, m\u00e5 studere. Den, der vil vinde de olympiske lege m\u00e5 tr\u00e6ne og holde sit legeme i ave. Paulus bruger begge disse billeder om livet i Kristus. Forkynder jeg nu d\u00f8de gerninger? Er jeg p\u00e5 vej til at tale om anstrengelser for at opn\u00e5 frelsen eller behage Gud? Nej, slet ikke. Jeg taler om det viljesliv, som er naturligt for den nye skabning i Kristus.<\/p>\n

Det viljesliv, som er det naturlige kristenliv, higer efter Ordets uforfalskede m\u00e6lk som et nyf\u00f8dt barn, for ved det Ord at kunne vokse op til frelse (1.Pet.2.2). Jeg kan n\u00e6sten ikke finde noget st\u00e6rkere ord end hige. Min v\u00e6kst er ul\u00f8seligt knyttet sammen med Ordets uforfalskede m\u00e6lk (som er den sande forkyndelse til forskel fra den falske forkyndelse). Jeg er mig bevidst, at m\u00e5 modtage Guds Ord, og jeg er mig bevidst, at min n\u00f8dvendige v\u00e6kst er afh\u00e6ngigt at Ordet.<\/p>\n

Jeg skrev f\u00f8r, at mit samfund med Kristus, er et samfund \u201dopad!\u201d \u2013 \u201dopad!\u201d mod menighedens hoved. Min trosstilling er, at jeg er opvakt med Kristus. Min trosvandring og \u2013v\u00e6kst er, at jeg s\u00f8ger det, \u201dsom er oventil, hvor Kristus er\u201d (Kol.3.1). I ordet \u201ds\u00f8ge\u201d ligger en anstrengelse, en udm\u00e6rkelse, et arbejde. Jeg kommer ikke sovende til en s\u00f8gning, og jeg finder intet, dersom jeg er lad og \u201dgidel\u00f8s\u201d.\u00a0<\/span><\/p>\n

Jesus siger \u201ds\u00f8g og I skal finde\u201d. Hvem finder? Den, som s\u00f8ger. S\u00f8g! Bank p\u00e5! Bed! Alle er det begreber, der indeb\u00e6rer et bevidst viljesliv. Det kristne liv er et liv i konstant erfaringsudvikling, i kontinuerlig l\u00e6ring, i v\u00e6kstproces. \u201dPr\u00f8v alt, hold fast ved det gode!\u201d siger Paulus (1.Tess.5.21). Det betyder ikke at alt er lige godt. Det betyder netop, at der er noget, som er godt, og der er noget, som er spirituel h\u00f8 og hakkelse. Og du skal i dit liv l\u00e6re at kende forskel!<\/p>\n

“Pr\u00f8v alt, hold fast ved det gode!” betyder ikke, at jeg pr\u00f8ver alt, som mit k\u00f8d og min sj\u00e6l beg\u00e6rer. Min s\u00f8gen er jo retningsbestemt, den er fokuseret. Jeg s\u00f8ger det, som er oventil, hvor Kristus er. Det er i min s\u00f8gen, rettet og fokuseret mod hovedet, Kristus, at jeg pr\u00f8ver alt, og det er i denne v\u00e6kstproces fremad og opad, jeg pr\u00f8ver alt, og holder fast ved det gode.<\/p>\n

M\u00e5let for hele dette sp\u00e6ndingsfelt, dette sitrende l\u00e6ringsrum gives i Kol.2.10 og Ef.4.13. Vi har del i Kristi fylde (Dette er vor trosstilling). Og i dette liv vokser vi i k\u00e6rlighed, indtil vi alle n\u00e5r frem til at v\u00e6re \u00e9t i troen p\u00e5 og erkendelsen af Guds S\u00f8n, til mands modenhed og det m\u00e5l af v\u00e6kst, da vi kan rumme Kristi fylde (Dette er vor trosvandring, vor tros-v\u00e6kst).<\/p>\n

Hvem vil v\u00e6re med i s\u00e5dan en menighed? En menighed, hvor vi ikke fastholder hinanden i offerrolle, og hvor vi ikke bilder os selv ind, at det er synd for os alle sammen, og at der selvf\u00f8lgelig er en forklaring og en undskyldning for alle vore handlinger og alle vore uoverlagte ord. En menighed, hvor vi tager ansvar for vore og hinandens liv.<\/p>\n

Hvem vil v\u00e6re med i s\u00e5dan en menighed, hvor alting ikke er lige godt og ligev\u00e6rdigt. Hvor der ER forskel p\u00e5 sandhed og l\u00f8gn, p\u00e5 k\u00e6rlighed og bedrag. Der ER forskel p\u00e5 god og d\u00e5rlig moral. Der ER forskel p\u00e5 sandt \u00e5ndeligt liv og fantasifuldt selvbedrag. Der ER forskel p\u00e5 godt og ondt. Der ER forskel p\u00e5 den kyndige \u00e5ndsfyldte Bibell\u00e6rer og det selvbestaltede dr\u00f8mmetydende, syne-modtagende, kl\u00e5ge-\u00e5ge vr\u00f8vle\u00f8re. \u00a0Hvor der ER forskel p\u00e5 reelt \u00e5ndeligt virkende handlende liv, og det f\u00f8lelsesstyrede dagdr\u00f8mmeriske pseudo-\u00e5ndsliv.<\/p>\n

Hvem vil v\u00e6re med i s\u00e5dan en menighed, hvor vi alle hviler i Kristus, men samtidig er p\u00e5 rejse? En dannelsesrejse mod himlen, mod Kristus, der sidder ved Faderens h\u00f8jre h\u00e5nd. En rejse i selverkendelse, i Kristuserkendelse, i stadige erfaringer udi \u00e5ndslivet, i l\u00e6ring, i v\u00e6kst, i opbyggelse \u2013 I det hele taget i den mening, Gud har med sit folk \u2013 I den frelsesplan, som han har lagt for sin menighed.<\/p>\n

Hvem vil v\u00e6re med?<\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

Skrevet af Simon Griis Bibelen taler om en v\u00e6kst i den troendes liv, en n\u00f8dvendig proces, en opbyggelse i et indre liv og i et f\u00e6llesskab med troende s\u00f8stre og br\u00f8dre. Ikke alene troslivet og menigheden, men hele skaberv\u00e6rket vidner om, at liv er v\u00e6kst. Intet kan holde sig i live, om det ikke vokser.…<\/p>\n

L\u00e6s mere<\/a><\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"comment_status":"closed","ping_status":"open","sticky":false,"template":"","format":"image","meta":[],"categories":[35],"tags":[],"_links":{"self":[{"href":"http:\/\/detgamleevangelium.dk\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/posts\/1187"}],"collection":[{"href":"http:\/\/detgamleevangelium.dk\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/posts"}],"about":[{"href":"http:\/\/detgamleevangelium.dk\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/types\/post"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"http:\/\/detgamleevangelium.dk\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"http:\/\/detgamleevangelium.dk\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/comments?post=1187"}],"version-history":[{"count":3,"href":"http:\/\/detgamleevangelium.dk\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/posts\/1187\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":1191,"href":"http:\/\/detgamleevangelium.dk\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/posts\/1187\/revisions\/1191"}],"wp:attachment":[{"href":"http:\/\/detgamleevangelium.dk\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/media?parent=1187"}],"wp:term":[{"taxonomy":"category","embeddable":true,"href":"http:\/\/detgamleevangelium.dk\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/categories?post=1187"},{"taxonomy":"post_tag","embeddable":true,"href":"http:\/\/detgamleevangelium.dk\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/tags?post=1187"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}